Den 14. august, dagen i dag, er en ganske særlig dag for os katolikker. Det er nemlig festdagen for en af det forrige århundredes helt store helgener; Maximilian Maria Kolbe.

Kolbe døde i koncentrationslejren Auschwitz den 14. august 1941. hvilket for øvrigt er grunden til at hans kirkelige festdag er på denne dato. Men mens Kirken har mange helgener, er Kolbe noget helt specielt for mig. De der kender mig vil forstå hvorfor, når de læser lidt om denne franciskanermunk og hans liv og især hans død.

Kolbe indtrådte i Franciskanerordenen i 1910, og modtog klosternavnet Maximilian da han året efter indledte sit noviciat. I 1914 aflagde Maximilian ordenens evige løfter, og fire år senere fulgte præstevielsen. Men der sad et godt hoved på den unge mand, så der fulgte også doktorafhandlinger i først filosofi og siden teologi. To doktorgrader er vel nok til at imponere de fleste, men det var med aktivt pastoralt arbejde at Maximilian skulle gøre sig bemærket.

Maximilian Kolbe var et menneske med en stor virkelyst, og allerede i begyndelsen af tyverne grundlagde han sammen med seks medbrødre et nyt franciskanerkloster i Niepokalanów. Trods sygdom, han led af turberkulose som på den tid blev betragtet som en dødelig sygdom, formåede pater Maximilian alligevel at grundlægge flere medier i Polen. Tidsskrifter, en radiostation og en avis blev det til.

Senere, i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne, fulgte en udstationering som missionær i Asien. Kina, Japan og Indien blev det til, inden turen gik tilbage til Polen.

I den japanske by Nagasaki faldt det i Maximilians lod at skulle grundlægge endnu et kloster. Klostret skulle senere blive én af de få bygninger i byen der overlevede den amerikanske atombombesprængning i 1945. Klostret overlede fordi Maximilian efter sigende skulle have haft en vision der nøjagtigt viste ham hvor klostret skulle bygges: nemlig beskyttet bag en klippe. De lokale mente ellers at dén dér klippeside var et rigtig dårligt sted at bygge nogetsomhelst på, men Maximilian holdt fast ved sin vision, og klostret står der endnu den dag i dag.

Efter hjemkomsten til Polen fortsatte Maximilian med sin medievirksomhed, og det var blandt andet i denne periode af sit liv at han grundlagde en radiostation. Det er derfor at han et halvt århundrede senere blev udråbt som skytshelgen for journalister og mediefolk.

Men som det vil være de fleste bekendt, var trediverne ikke lutter lagkage for Polakkerne. I efteråret 1939 blev Polen besat af nazi-Tyskland, og den tyske besættelse medførte nye udfordringer for det franciskanske klosterfællesskab i Niepokalanów.

Tyskernes jødeforfølgelser gjorde nemlig at Maximilian så sig nødsaget til at lade klostret fungere som skjulested for forfulgte jøder – nogle i kortere, andre i længere tid. Det er anslået at Maximilian & Co i denne periode ialt skjulte omkring 2000 jøder på flugt.

Men det måtte selvfølgelig gå galt, og det gjorde det naturligvis også. Og nu er det så at vi når til den del af historien, der gjorde Maximilian Maria Kolbe til en af de mest elskede og respekterede helgener i nyere tid.

Først blev Kolbe og seks medbrødre fængslet af Gestapo. Efter lidt tid i et lokalt fængsel, blev Kolbe overført til Auschwitz. Auschwitz var jo som den var: Et skrækkeligt sted, hvor ondskaben herskede. Men også i Ondskabens verden er der lys – og Guds lys har det med at skinne gennem mennesker.

Det skinnede i hvert fald gennem Maximilian.

Overlevende fanger berettede senere om Maximilian, at han fra første dag i lejren udøvede sjælesorg overfor de andre fanger og delte sine rationer med de mest trængende.

Men en dag skete der så det at det lykkedes for en af de andre fanger at undslippe. Det var jo i sig selv en præstation, men tyskerne lod ikke den slags gå upåagtet hen.

Straffen til til de tilbageblevne var grusom og brutal: Hungerbarakken. SS-vagterne udvalgte en gruppe fanger, som skulle låses inde i det som blev kaldt hungerbarakken. Her skulle de være, uden mad og drikke, indtil de alle var døde af sult og tørst.

En af de udvalgte fanger, var en polsk familiefar ved navn Franciszek Gajowniczek. Nu var det sådan, at via sit pastorale arbejde med sine medfanger, vidste Maximilian godt at denne mand havde kone og børn uden for lejren, som sikkert håbede på at han en dag skulle vende hjem.

Derfor skete der nu det, at Maximilian gjorde som han gjorde: Han trådte frem, og bad med høj røst tyskerne om at måtte tage denne mands plads, hvis de til gengæld ville lade den polske familiefar slippe. Det gjorde SS-vagterne med største fornøjelse, for katolske præster var ikke særligt populære blandt nazisterne. Så Franciszek slap for hungerbarakken og Maximilian ofrede sit liv.

Men historien slutter ikke her. At dø af sult og tørst er ikke just behageligt, og det går heller ikke hurtigt. Ved tidligere lejligheder hvor hungerbarakken havde været i brug, havde luften således været fuld at smertensskrig. Men sådan kom det ikke til at gå denne gang.

Maximilian fungerede nemlig som præst for sine medfanger til det sidste, og i stedet for de sædvanlige lyde fra hungerbarakken, lød der nu salmesang og bøn. En af tyskernes medhjælpere, der havde til opgave at se til de dødsdømte, beretter senere at hver gang han kiggede ind i barakken så han Maximilian enten knælende i bøn eller stående, mens han med et roligt blik så mod fangervogterne når de trådte ind og forstyrrede de gudstjenester han holdt sammen med sin dødsdømte menighed.

Efter to uger var Maximilian den eneste overlevende, og tyskerne havde ikke tid til mere. De skulle nemlig bruge barakken til noget andet. Da SS-folkene kom ind for at afslutte hans liv, rakte Maximilian ifølge øjenvidner roligt armen frem og modtog sin sprøjte.

Flere årtier senere, i 1982, blev Maximilian Kolbe helgenkåret af pave Johannes-Paul ll. Og lige dér, i selve det øjeblik hvor bannerne foldede sig ud over Peterspladsen – dér, lige ved siden af paven, stod Franciszek Gajowniczek sammen med sine børn og børnebørn.

Kidnappet, tortureret, mishandlet og voldtaget af dansk militær – i Danmark. Det er sagen i en nøddeskal. Og jeg er med garanti ikke den eneste.

Min historie er beskrevet flere steder her på bloggen, men jeg synes efterhånden det er på tide at ʻsamle sammenʼ, så min historie bliver skrevet ét sted. Det bliver så nu – og her. Der er mere at fortælle – meget mere, men det må vente til tiden er inde.

Kidnapningen og torturen fandt sted en tidlig oktobermorgen i 2007. Jeg var på vej hjem fra nattearbejde, da en gruppe på fem civilklædte mænd sprang ud foran min cykel og spærrede vejen videre frem. Den ene trak mig ned fra cyklen og der opstod et håndgemæng mellem os. Det endte med at militærsvinet, en person ved navn Tom Højbjerg, røg ned i asfalten og fik fornøjelsen af et par gange at mærke min højre sikkerhedssko lige midt i ansigtet. Efter sigende røg han i coma og tilbragte efterfølgende nogen tid på et amerikansk militærhospital i Tyskland.

På et dansk sygehus ville der nemlig blevet stillet spørgsmål, og det havde militæret i sagens natur ikke lyst til.

Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke gjorde arbejdet færdig og slog ham ihjel. Ét spark mere havde sendt ham ned til en evighed i svovl og ild – dér, hvor han retteligt hører hjemme.

De øvrige fire trak pistolerne, jeg fik strips på samt en hætte over hovedet og fik en nål i den ene balle, hvorefter jeg mistede bevidstheden. Jeg vågnede på et tidspunkt under transporten, inden jeg fik med sprøjten igen. Men jeg nåede dog at konstatere at vi befandt os i en helikopter – dén lyd tager man ikke fejl af!

Dét der fulgte, er velkendt for faste læsere af denne side. Hvordan de tog mit tøj og briller fra mig, slæbte mig nøgen rundt og opbevarede mig i en celle med konstant belysning. I de kommende dage oplevede jeg langvarige forhørssessioner (som jeg nok skal vende tilbage til), blev gennemtævet af forhørslederen (ham vender jeg også tilbage til) voldtaget og bogstavlig talt druknet. Til slut blev jeg, under trusler om fortsat tortur og efterføgende drab, tvunget til at underskrive et dokument på flere sider, vistnok fire, inden de bedøvede mig igen og til slut afleverede mig på min bopæl.

Alt dette er velkendt stof for læsere af min side, for hændelsesforløbet er beskrevet i mit indlæg Under Tortur. Forhørslederen, eller torturbødlen som han vel rettere bør tituleres, var en person som på dette tidspunkt havde været en del af mit liv i 14 år. I størstedelen af denne periode havde vi været rivaler til den samme pige ovre i Esbjerg. En pige, som lidt over halvandet år inden kidnapningen, aldeles på eget initiativ have genoptaget forbindelsen med mig.

Torturbødlen, min gamle rival, var en person ved navn Tom Gundersen. Han var gået ind i FE nogle år efter vi havde lært hinanden at kende, cirka engang i midthalvfemserne. Identifikationen af Tom Gundersen som min torturbøddel er helt sikker, og det har jeg skrevet om i indlægget Ondskabens navne.

Jeg havde overfor vores fælles veninde forlangt Tom fjernet permanent fra hendes liv som betingelse for det som hun ønskede af mig. Resultatet blev kidnapning, tortur, voldtægt – og så vidt jeg ved også en placering på en eller anden national terrorliste. Korruption har mange ansigter, og dette er ét af dem.

Tiden under den ulovlige tilbageholdelse blev også brugt til andet end tæsk og voldtægt; der var også længere forhørssessioner. Her blev jeg, splitternøgen, fyldt med stoffer, med en sæk over hovedet og lænket til et bord, i timevis udspurgt om mit engagement i Det Radikale Venstre og mit engagement i en dengang ganske kendt forening der beskæftigede sig med integration i Gellerupparken hvor jeg boede.

Men det der optog allermest tid under forhørene, var mit forhold til C – vores fælles veninde. Tom var overordentligt interesseret i alting der vedrørte mit forhold til C. Han brugte også meget tid på at udspørge mig om min eventuelle involvering dengang i halvfemserne hvor han blev smidt ud fra sin families rideskole (Svar: Jeg frydede mig, men havde ingen involvering. Desuden havde han fortjent det!).

Kidnapningen, den ulovlige tilbageholdelse, torturen, voldtægten, tæskene og den efterfølgende årelange chikane fra både PET og FEʼs side, havde rod i én eneste ting: At jeg skulle trynes, fordi Tom Gundersen fra FE følte sig ydmyget af mig.

Den dag i dag har jeg stadig mén efter torturen. Lige siden dengang har jeg lidt af en forfærdelig og meget højlydt tinnitus. I perioder er tinnitussen så højlydt at jeg ikke er i stand til at følge med i hvad der foregår omkring mig. I flere år efter var der også mareridt og lignende ting, men det er forbi nu.

 Og ydermere: Lige siden har jeg været under overvågning fra vort lands efterretningstjenester. Mine kolleger fra min daværende arbejdsplads fortalte mig ofte om henvendelser fra efterretningstjenesten der handlede om mig; om hvem jeg talte med, hvad jeg interesserede mig for – den slags ting. Desuden har jeg flere gange siden observeret at jeg har været under overvågning – den slags er det faktisk ikke særlig svært at få øje på.

Og under et ophold i et kloster i Sverige, fortalte priorinden mig at svensk politi havde været forbi for at spørge om jeg var der. Svenskerne viste et billede som helt klart var mig, men med en historie om at jeg skulle være en svensk ægtemand der havde tævet sin kone. Men den kloge nonne gennemskuede løgnen, svarede at hun aldrig havde set mig og gik direkte videre til mig.

Jeg kan skrive en langt indlæg om mine erfaringer som offer for denne chikane og hvad den har betydet for mig, og vil måske gøre det en dag. Indtil da må man nøjes med det jeg allerede har skrevet i indlægget Efter Torturen.

 Kidnapningen og torturen er naturligvis blevet anmeldt til Østjyllands Politi, men den blev afvist uden at jeg på noget tidspunkt har haft indtryk af at den har været realitetsbehandlet.

Og lige for tiden har jeg så en ansøgning om aktindsigt kørende via Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet. FE vil selvfølgelig ikke give aktindsigt, men det er helt efter bogen. Nu ligger der så en anke hos Forsvarsministeriet, og det bliver interessant at se hvad de vil stille op med den.

For sagen er, at på den ene side er det en kendt sag at én af Forsvarsministeriets vigtigste (og meget uskrevne) opgaver sådan set er at dække over militærets fejltagelser og, når det sker, direkte ulovligheder. Men samtidig har vi jo også en ministeransvarlighedslov her i landet som giver ministeren, Trine Bramsen, pligt til under strafansvar at reagere på ulovligheder inden for hendes resortområde.

Der er flere måde sagen kan ende på. Jeg forventer at den ender i retten med Tom Gundersen, Tom Højbjerg og deres medskyldige som anklagede. Om domfældelsen skal finde sted i Danmark eller krigsforbryderdomstolen i Haag får vi at se. Der findes også andre veje til retfærdighed, og jeg er åben for dem alle.  

Personligt foretrækker jeg Haag, men Landsretten kan også gøre det. Indtil da vil jeg foreslå at man læser de indlæg jeg tidligere har skrevet om sagen her på siden

Under Tortur

Efter Torturen

Ondskabens Navne

 Militærets Hemmelige Netværk

Sådan er det at dø

Redningen af jøderne har længe været en af danskernes største stoltheder – og med rette. Men hvad ikke mange ved, er at den egentlige bagmand bag redningen var en tysk officer og flådeattache ved navn Georg F. Duckwitz. Visse ting foretrækker vi åbenbart at holde helt for sig selv, men dette er en historie der i al sin dramatik fortjener at blive fortalt så her kommer den.

Som det vil være de fleste bekendt, foregik de første tre år af den tyske besættelse relativt fredeligt. Det er der flere grunde til. Den ene er at de politiske partier i Danmark i enighed sluttede sig sammen om det der sidenhen er blevet kaldt for samarbejdspolitikken.

Samarbejdspolitiken havde som formål at fastholde national suverænitet så godt det lod sig gøre, og herunder sikre at såvel statens administration som politi og retsvæsen forblev under regeringens og folketingets kontrol. Dette lykkedes fra besættelsens første dag helt frem til den 29. august 1943. En af samarbejdspolitikkens faste strategier var at trække tiden ud så langt som det overhovedet var muligt, samt at give tyskerne lige præcis dét som var nødvendigt for at undgå en optrapning.

Så sent som i marts måned 1943 blev politikernes kamp for demokratiets overlevelse blåstemplet af befolkningen, idet folketingsvalget i marts 1943 førte ni ud af ti vælgere til urnerne og dermed sikrede den største valgdeltagelse i Danmark nogensinde. Samtidig gav valget en sejr til samarbejdspartierne, så alt i alt må det siges at valget gav en solid opbakning bag den linje som især statsminister Scavenius lagde navn og ansigt til.

Også fra tysk side var der en interesse i mådehold med magtanvendelsen. Mens de øvrige af de tyskbesatte lande blev styret af det tyske militær og dermed blev udsat for den brutalitet som er så typisk for militærfolk, var de danske politikeres direkte modpart på tysk side det tyske udenrigsministerium. De tyske diplomater var meget ivrige efter at vise for ʻsystemetʼ derhjemme, at der findes andre måder at lede Europa på end via militær brutalitet og afstumpethed. Det tyske udenrigsministerium ville ganske enkelt ind i magtkampen, og her spillede styret af det besatte Danmark en hovedrolle.

Da den danske regerings ageren i de første lidt over tre år oven i købet vandt stor respekt hos regeringen i London, kan man kun sige at samarbejdspolitikken opfyldte sit formål så længe den varede.

De tre statsministre der regerede Danmark under besættelsen (Stauning, Buhl og Scavenius) var alle på det rene med at samarbejdspolitikken med stor sandsynlighed ville have en udløbsdato, men også at man måtte fortsætte balancedansen så længe som overhovedet muligt.

At det tyske udenrigsministerium samtidig havde behov for fred og især produktivitet i Danmark, var kraftigt medvirkende til at de danske jøder som de eneste i Europa kunne leve i fred og fordragelighed helt frem til septemper 1943.

Helt den samme fordragelighed herskede der ikke blandt de tyske besættere. Således lå den tyske Rigsbefuldmægtige Werner Best og den tyske militærchef Hanneken, i evig fejde. Dels var den personlige kemi mellem de to ekstremt dårlig, dels var de også uenige om hvordan Danmark skulle styres. Således rejste de begge på skift til Berlin for at klage over den anden.

Det skabte et miljø, som Scavenius var en mester til at manøvrere i.

Best og Scavenius arbejdede begge med en fortrolig og intuitiv forståelse af den anden parts smertegrænse. Det er denne forståelse, der til alle tider har kendetegnet dygtige forhandlere. Det var og denne gensidige forståelse, der mere end noget andet sikrede at det danske samfund kom relativt smertefrit igennem krigsårene.

Men Hanneken ville noget andet, og efter en af hans ʻklagetureʼ til Berlin, vendte han hjem med en serie krav som ingen dansk regering nogensinde kunne acceptere. Den 29. august 1943 meddelte regeringen Scavenius at den ophørte med at fungere. Samarbejdspolitikken var brudt sammen.

Også hér slog forholdet mellem Hanneken og Best gnister. Hanneken erklærede allerede i de første timer efter regeringens ʻfunktionsophørʼ Danmark under tysk militært styre, men blev hurtigt sat på plads af Best, idet man sådan set havde brug for statens fortsatte funktion, og ikke kunne afse det nødvendige antal tyske embedsmænd til at løse opgaven.

På denne måde kom det danske departementchefstyre til verden, og således blev det helt frem til befrielsen den 5. maj 1945.

Jødernes situation kom på dagsordenen allerede en uges tid senere. Werner Best sendte den 8 september et telegram til sin chef, udenrigsminister Ribbentrop hvori han forespurgte om hvilken politik der skulle føres overfor de omkring 7000 jøder der dengang var i Danmark. Efter sigende var det Bests håb at cheferne derhjemme kunne indse det fornuftige i ikke at skabe for meget uro, og derfor ville tillade jøderne at leve i fred.

Men sådan gik det ikke. Da Best et par dage efter sendte flådeattache Georg F. Duckwitch til Berlin for at finde en løsning, var det allerede for sent. Telegrammet havde fundet vej helt op til Føreren selv, og Hitler havde resolveret at de danske jøder skulle deporteres.

Da Duckwitz indvendte at det kunne forventes at skabe væsentlig uro i Danmark, og blandt andet forstyrre landbrugseksporten til Tyskland, beordrede Hitler at jøderne skulle deporteres på en sådan måde, at der ikke opstod uro.

Dén førerordre klarede Duckwitz på sin egen helt særegne måde. Det er muligt at cheferne i Berlin forventede at flådeattacheen tog direkte i til Danmark for straks at sætte ordren i værk, men sådan gik det ingenlunde.

Det første Duckwitz gjorde, var at flyve til Stockholm for at sætte den svenske regering ind i sagen og informere svenskerne om hvad han havde tænkt sig at gøre. Dette gjorde det muligt for svenskerne at sætte det nødvendige beredskab igang.

Derfra fløj Duckwitz videre til Danmark. Her kontaktede han allerførst den socialdemokratiske politiker Hans Hedtoft, som han under hånden vidste havde de nødvendige forbindelser. Denne kontaktede øjeblikkeligt først den formanden for det mosaiske trossamfund, C. B. Henriques og dernæst hans kontakter i modstandsbevægelsen.

Helt som forventet blev jøderne advaret fra mund til mund og modstandsbevægelsen sat i aktion. Resultatet var at kun nogle få hundrede blev interneret, mens resten gik under jorden og transporteret til et velforberedt Sverige. Imens vendte de tyske myndigheder i bogstavligste forstand ryggen til.

Best kunne derefter stolt sende en indberetning til Berlin, hvori det kort og godt hed, at jødeproblemet i Danmark var løst. At det var sket på en temmelig kreativ måde som ingen derhjemme i Berlin kunne forestille sig, fremgik ikke af telegrammet. Måden reddede efter krigen Best fra en dødsdom, og han blev løsladt fra fængslet seks år efter befrielsen.

Historien kan læses i Kaare R. Skouʼs fremragende bog Land at Lede, som beskiver det danske folkestyres historie helt tilbage fra Grevinde Danner og op til begyndelsen af det nye årtusinde.

Jeg har i dag fået bragt nedenstående debatindlæg i dagens udgave af Kristeligt Dagblad:

–00–

I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger, skriver katolik i modsvar

I en kronik med overskriften ”Stram Kurs er for kristne” forsøger debattøren Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad den 25. maj at argumentere for sit overraskende valg af politisk parti. Desværre for Thranholm selv er kronikken smækfyldt med selvmodsigelser, fejlslutninger, umotiverede tankespring og en decideret urigtighed omkring Den Hellige Frans af Assisi. Sidstnævnte pointe har andre allerede taget sig af her i avisen, hvilket efterlader alt det andet sludder til os andre.

Iben Thranholms grundlæggende argumentation er, at der på et generelt plan eksisterer et åndeligt tomrum i Europa, og at dette åndelige tomrum skal løses ved at gå ind i politik. Normalt løser man ellers problemer af åndelig karakter ad åndelig vej – eksempelvis via missionerende virksomhed, hvilket jo så afgjort ville være den logiske løsning på det problem, Thranholm påpeger.

Som argument for et eksisterende åndeligt tomrum, nævner hun den hollandske politiker Joram van Klaveren. Klaveren indledte sin karriere som fremtrædende politiker på den ekstreme islamkritiske højrefløj i Holland, for derefter at konvertere til islam, fordi han oplevede et åndeligt tomrum i sit eget liv.

Jeg er enig med Thranholm i, at Klaverens eksempel er interessant, men man kan ikke ud fra Klaveren konkludere at Europa er et åndeligt tomt hus, der bare står og venter på, at en eller anden rykker ind. Man kan i stedet stille spørgsmålet, om Klaverens eksempel ikke i stedet peger mod den åndelige tomhed som gør sig gældende på den yderste, højrefløj, og som blandt andet giver sig udslag i nationalisme, xenofobi og islamhad.

Thranholm giver selv flere eksempler på denne for hende skræmmende åndelige tomhed. Blandt andet en henvisning til imam Abdul Wahid Pedersen, som citeres for en udtalelse om, at antallet af danskere, der konverterer til islam, i gennemsnit udgør omkring én om ugen. Hvad Thranholm behændigt undgår at tage med, er de konstante meldinger om en meget kraftig trafik den modsatte vej. Således melder såvel folkekirken som diverse frikirker om en stor tilgang af tidligere muslimer.

I Danmark går trafikken således ikke hovedsagligt mod islam, men derimod fra islam til kristendommen. Det er dog sandt, at det kirkesamfund vi begge tilhører, Den katolske kirke, tilsyneladende ikke lader til at få del i ”rovet”. Selvom dette er beklageligt, kan det dog ikke nødvendigvis tages som et tegn på åndelig fattigdom eller ligefrem tomhed.

Thranholm nævner også anslåede britiske og amerikanske tal for konvertioner til islam. Disse tal er selvsagt større end de danske, men værre er det heller ikke. Fra min tid i London ved jeg, at kirkernes RCIA-programmer, altså undervisning for kommende konvertitter til Den katolske kirke, generelt er fyldt ganske pænt op. Dette antyder ikke just en åndelig tomhed af den slags, som kun kan løses hos islam. I de lande, som Thranholm henviser til, er vi katolikker såmænd også ganske gode til at præsentere et åndeligt alternativ.

I det hele taget er Iben Thranholms underliggende tese, at åndelig tomhed løses hos islam, lidt mystisk taget i betragtning at den kommer fra en, der ganske som jeg selv er katolsk konvertit.

Som tidligere nævnt vil den logiske konsekvens af åndelig tomhed være en forøget missionsvirksomhed i Europa i almindelighed – og Danmark i særdeleshed, idet det jo er her, vi begge befinder os. I stedet har Iben Thranholm valgt at ville løse dette ved at stille op til Folketinget for et parti, der, hvis man ellers kan have tiltro til partiets stifter, agter at gennemføre en etnisk udrensning i Danmark gennem massedeportationer af den del af befolkningen, der besidder en politisk uønsket etnisk baggrund.

Denne politik vil for øvrigt, såfremt den gennemføres, medføre, at en meget stor del af Iben Thranholms og mine trosfæller her i landet også bliver deporteret. Der bliver ikke meget tilbage af det katolske Danmark, hvis Iben Thranholms parti får magt som det har agt.

Hvorledes etniske udrensninger og massedeportationer baseret på etnicitet skulle udfylde et åndeligt tomrum, må således stå hen i det uvisse.

Men jeg kan sige én ting med rimelig sikkerhed: Såfremt Iben Thranholm bliver valgt til Folketinget og som medlem heraf stemmer for et forslag fra hendes parti med det indhold, jeg netop har nævnt, vil hun med meget stor sandsynlighed stille sig i samme situation som de amerikanske politikere, der er blevet udelukket fra den hellige kommunion efter at have stemt for fri abort. Jeg siger med ”meget stor sandsynlighed”, for der er mig bekendt ingen præcedens i moderne tid for disse ting.

Så nej, Iben Thranholm, Stram Kurs kan så ganske afgjort ikke med rimelig ret markedsføre sig som et parti for kristne. I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger.

Sidst på efteråret 2018, kunne medierne berette en opsigtsvækkende historie om optrevlingen af et kriminelt netværk i Tyskland. Der var tale om intet mindre end et netværk af højreekstremister inden for militærets eliteenheder, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af flere af landets ledende politikere.

Vi tager den lige igen: Et militært netværk med over 200 medlemmer, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af landets ledende politikere. Det er hvad de fleste mennesker vil betegne som et statskup.

Begået af militæret. Et militærkup.

Netværkets plan var at udføre sine beskidte gerninger på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fremtiden. Drabene, interneringen og, må man forstå, militærkuppet, skulle finde sted på et tidspunkt hvor landet ifølge netværkets egne vurderinger befinder sig i ekstrem krise eller endda ligefrem kaos. Men i sagens natur er det selvfølgelig netværkets egen ledelse, der definerer hvornår denne beklagelige tilstand er indtruffet.

Situationen er dybt alvorlig. Netværket omfatter ifølge det offentliggjorte ikke blot nuværende og tidligere medlemmer af den tyske hærs modsvar til Jægerkorpset eller det britiske SAS, men også temmelig højtstående medlemmer af landets militære efterretningstjeneste.

Således har tyske politimyndigheder ladet offentliggøre, at en Oberstløjtnant i den militære efterretningstjeneste gennem hele optrevlingen har fodret netværket med oplysninger om undersøgelsen.

Også i Sverige er der problemer. Det svenske sikkerhedspoliti SÄPO, offentliggjorde tidligere på året at man har anholdt foreløbig seks medlemmer af et tilsvarende netværk i Sverige, og at man stadig arbejder på at optrevle netværket.

Svenskerne er betydeligt mere fåmælte med oplysninger end tyskerne, men det fremgår at undersøgelsen for alvor fik liv, efter at SÄPO havde fundet et USB-stik i en højtstående flådeofficers rygsæk. Hvordan SÄPO fik ideen til at søge i rygsækken til at begynde med, fortæller de intet om. Måske var de allerede på sagen?

At der findes antidemokratiske elementer i militære enheder, kan næppe overraske nogen. Den militære kultur er ikke og har aldrig været demokratisk anlagt, og at militæret tiltrækker personer med autoritære tendenser, er almindelig kendt.

Man har endnu ikke kunnet læse om et tilsvarende netværk indenfor det danske militær. Men det findes. Også inden for det danske militære eksisterer der et netværk, som organiserer sig og arbejder efter helt andre love, regler og normer end de officielt gældende for det danske samfund.

Det skal siges at jeg ikke er ʻekspertʼ i dette netværk, blot at jeg med sikkerhed kender til dets eksistens. For det første er jeg nemlig hele tre gange forsøgt hvervet hertil – to af gangene af en ansat i FE. Dels har jeg, via en fortrolig kilde, et kendskab til deres eksistens og sammensætning, samt nogle af de ting de foretager sig.

De tre hvervningsforsøg centrerer sig omkring den samme FE-medarbejder. Det hele begyndte en dag i halvfemserne, hvor en dengang nær veninde fortalte mig at min rival var begyndt at arbejde ʻmed noget hemmeligtʼ, og jeg forstod på hende at det havde at gøre med militæret. Der gik ikke lang tid, så kom føleren – og idet jeg ikke reagerede positivt, blev den gentaget senere. Hvad ville du synes om hvis der måske var en modstandsbevægelse klar, hvis nu landet skulle blive besat, ville du være med hvis du blev spurgt, spurgte hun.

Mit svar var det samme dengang som det ville være i dag. At jeg for det første ikke kunne se hvem der skulle besætte os – og at en sådan organisation nødvendigvis måtte blive misbrugt når først den var på plads, fordi sådan er menneskets natur.

Så meget føleren.

Et årti senere, i 2007, skete der en masse ting som jeg har skrevet om andetsteds her på bloggen. Men i forbindelse med forspillet til den militære kidnapning af mig, fik min daværende arbejdsplads besøg af to soldater fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som kom under påskud af at lave ʻterrorsikringʼ. Det skal tilføjes hertil, at min arbejdsplads på ingen måde hørte ind under militærets arbejdsområde, og at militærets blotte tilstedeværelse således var en grov krænkelse af enhver gældende lovgivning på området. Krænkelsen blev ikke mindre, da ʻterrorsikringenʼ bestod i at stille mine kolleger insinuerende spørgsmål om mig.

Efter nogle timer, efter at flere kolleger havde gjort mig opmærksom herpå, henvendte den ene af FE-typerne sig så til mig. Det var for øvrigt min gamle rival – ham, der senere skulle blive min torturbøddel. Han gav mig et tilbud. At hvis jeg ville sige ja til at arbejde for dem, ville de hjælpe mig med at blive selvstændig. Det var altsammen lidt uofficielt, forstod jeg på ham.

Der er ingen tvivl om at jeg på daværende tidspunkt ville være et godt aktiv for en efterretningstjeneste. I 2007 var røgen fra Muhammedkrisen stadig først ved at lette, og jeg var aktiv i integrationsarbejde i Gellerupparken med et ganske bredt netværk og mange døre åbne.

Men nu var det sådan at den forening jeg arbejdede med allerede havde et yderst tillidsfuldt samarbejde med Lokalpolitiet, og vi satte pris på at sikre at alt hvad vi lavede, foregik i lyset.

Mit svar var naturligvis et klart nej. Dels bryder jeg mig af princip ikke om militæret, dels har jeg aldrig brudt mig om ham – og dels skal man ikke forvente et ja når man spørger fredselskende radikale om den slags!

Og sidst, men ikke mindst, havde jeg et par år forinden afbrudt min uddannelse til præst for Den Katolske Kirke, og betragtede sådan set integrationsarbejdet som en fortsættelse af mit præstekald. Den slags skal man ikke besudle ved at indlade sig med efterretningstjenester og slet ikke militæret!

Men det skal dog siges at tilbuddet tydeligvis var gennemtænkt. Gennem hele mit liv har jeg været i økonomisk underskud, og behovet for lønarbejde kombineret med fraværet af penge, har frarøvet mig muligheden for at bruge min tid på noget fornuftigt. Så hvad de tilbød mig denne aften var faktisk frihed til at hænge dagen lang i Bazaren – og få penge for det!

Men min moral er for høj til militæret, så svaret forblev ikke desto mindre et klart NEJ. Dertil kommer, hvilket jeg gjorde opmærksom på, at FE faktisk ifølge lovgivningen faktisk slet ikke har lov til at beskæftige sig med hverken Gellerup, Bazar Vest – eller danske borgere i almindelighed!

Tredje gang de spurgte mig var jeg splitternøgen, havde en hætte over hovedet og var lænket til et bord. Forinden havde jeg tilbragt dage med ufrivilligt at blive fyldt med stoffer, gennemtævet og voldtaget – og nu spurgte torturbødlen mig så om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem?

Først troede jeg ikke mine egne ører, og havde ærlig talt lidt svært ved at tage det seriøst. Men svaret forblev det samme: Et klart NEJ – med den tilføjelse at der mellem ham og mig eksisterer et fjendskab der i sig selv vil gøre det umuligt. Hvad havde han ellers forestillet sig?

Denne gang blev tilbuddet ellers forbedre lidt: Nu tilbød han, hvis jeg sagde ja, at trække sig fra vores fælles veninde. Men det kunne jeg ikke se skulle forandre noget ved hverken vores fjendskab, min opfattelse af den behandling jeg havde været udsat for – eller for den sags skyld mit svar.

Om selve netværket ved jeg ganske lidt. Jeg ved lidt om deres aktiviteter, sammensætning og rekrutteringsgrundlag. Men helt klart ikke alt – allerhøjst har jeg set et glimt af en del af overfladen.

Men fra hende jeg har omtalt som ʻvores fælles venindeʼ og den hemmelige kilde som jeg nævnte i indledningen, ved jeg dog noget. Jeg ved at netværket består af såvel militær som erhvervsfolk. Jeg ved at det styres fra FE. Jeg ved helt positivt at de foretager ulovlig overvågning, registrering af enkeltpersoner og generelt ulovlig efterretningsvirksomhed inden for landets grænser. Måske også en ting eller to mere. Det var netop var dette kriminelle arbejde som FE forsøgte at hverve mig til.

Det er muligt, at PET allerede har kendskab til netværket, men hvor aktivt de arbejder på sagen skal jeg ikke kunne sige. Så vidt jeg kan se har der intet været i medierne herom, men det behøver jo ikke at betyde noget i den forbindelse.

Men jeg véd, at under den nuværende regering er stadig flere fra de militære eliteenheder blevet indrulleret i Politiet – og, formoder jeg, også i PET. Det betyder i praksis, at en eventuel undersøgelse af netværket, dets sammensætning og aktiviteter, med en til vished grænsende sandsynlighed vil være kompromitteret fra starten.

I modsætning til de fleste har jeg oplevet døden – omend min bortgang ganske vist ikke var permanent.

Det skete under med den kidnapning jeg var udsat for i 2007. I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, blev jeg udsat for forskellige former for tortur: Falsk henrettelse, slag og spark, anal voldtægt – og at få mit hoved holdt under vand i flere minutter af gangen. Det var under sidstnævnte ʻaktivitetʼ at jeg døde.

Jeg ved med sikkerhed at jeg døde. Det ved jeg, fordi en kilde som var tilstede under torturen har fortalt mig, at jeg i et par minutter eller deromkring hverken havde puls, åndedræt eller hjerteslag og derfor efter enhver rimelig målestok var død.

Faktisk betragtede mine bødler mig allerede som værende dræbt – og på grund af omstændighederne skræmte det dem temmelig meget.

Desuden er min erindring om det som jeg oplevede efter at være druknet og have forladt min krop af en sådan karakter, at det kun kan være døden jeg erindrer.

Men desværre døde jeg ikke permanent ved den lejlighed – og jeg siger med vilje desværre, for et lig ville med sikkerhed have fået torturbødlen, Tom Gundersen, og hans nærmeste chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Tom Højbjerg, sat i fængsel på livstid. Det ville jeg for så vidt ikke have haft noget imod at ofre mit liv for.

Men jeg vil gerne fortælle hvad der skete, hvordan jeg oplevede mine få øjeblikke på den anden side af tærsklen – og lidt reflektion over dette.

Som jeg tidligere har skrevet, var jeg splitternøgen under hele den ulovlige tilbageholdelse og torturen. Under drukningen var mine hænder desuden lænkede bag på ryggen, og jeg var dermed aldeles forsvarsløs, da Tom Gundersen gentagne gange trak mit hoved ned i et kar med vand og op igen.

Dette gentog sig temmelig mange gange. Jeg skriver temmelig mange, for i den slags situationer tæller man ikke. Min midlertidige død skete, mens Gundersen holdt mit hoved under vandet længere tid end andre gange – og så gjorde jeg dét som Bill Clinton vistnok aldrig gjorde: Jeg inhalerede.

Om jeg gjorde det med vilje skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg gjorde det i hvert fald. En ordentlig, fuld mundfuld hele vejen ned.

Jeg husker stemmer i panik ʻHvad sker der?ʼ råbte torturbødlen Tom Gundersen, mit hoved blev trukket op fra vandkarret og jeg mærkede min krop ramme gulvet.

Druknedøden er ikke særlig behagelig, og jeg mærkede min krop gøre modstand, mens mit sind forlangte døden. Sindet vandt.

Min erindring om det som hændte efter kroppen gav op og mit jeg forlod den, vil for altid stå prentet i mit sind som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Efter torturens kaos, Tom Gundersens afsindige, dæmoniske had, volden, råbene og ydmygelserne, ramte jeg nu direkte ind i freden. Da jeg forlod min krop, oplevede jeg den mest intense fred jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers tilbragt snesevis af timer, hvis ikke hundredevis, i de mest fredfyldte klosterhaver.

Men intet, absolut intet kunne sammenlignes med dette.

Freden var så intens at der ikke findes ord til at beskrive den, og det vil jeg derfor holde op med at forsøge. Når jeg tænker tilbage i min erindring, husker jeg også en oplevelse af bevægelse – altså at jeg bevægede mig et sted hen. Men så skete der noget.

Nogen eller noget greb fat i mig og begyndte at presse mig tilbage – med vold. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne og jeg kæmpede så længe og så hårdt jeg kunne, men ligemeget hjalp det. Jeg kæmpede også imod længe efter at jeg var blevet installeret i min krop igen, indtil det gik op for mig at kampen var slut – og at jeg havde tabt.

Senere vågnede jeg op i min celle, ligeså nøgen som under drukningen, og var splitterrasende. Rasende over at døden varede så kort, rasende på de nazisvin der torturerede mig – og rasende, fordi jeg udmærket godt vidste, at torturen skulle til at fortsætte lige om lidt. Og det gjorde den også. Det som fulgte var slag, spark, elektriske stød, voldtægt og andet, som ikke hører hjemme i dette indlæg.

Reflektioner over det at dø

Jeg lovede for lidt siden lidt reflektioner over min dødsoplevelse. Faktisk har jeg både meget og ʻikke særlig megetʼ at sige. men det vigtigste er dette: At der ikke er nogen grund til at frygte døden. Det skal indrømmes at kontrasten mellem tortur og vold på den ene side og dødens fred på den anden, altid vil få en sammenligning til at falde ud til dødens fordel.

Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje følgende: Som sagt er der ikke nogen grund til at frygte døden – tværtimod ser jeg mange mennesker omkring mig som lever et liv i lidelse, ydmygelse og fattigdom. Efter min mening har rigtig mange mere at frygte fra livet end fra døden. Jeg oplevede døden som fred, kærlighed, skønhed, glæde – og kortvarig.

Derfor morer det mig lidt, når mine fjender i militæret og deres kriminelle netværk flere gange har truet med at ville slå mig ihjel. For mig er døden ikke en trussel – det er et løfte.

–00–
Hvis man interesserer sig for at læse mere om den tortur jeg var udsat for, anbefaler jeg følgende indlæg her på siden:

Under Tortur
Ondskabens Navne

Europa er et kontinent med store problemer. Et af de mere afgørende er, at
gennemsnitsalderen stiger så kraftigt som den gør. Kort fortalt, så består probleme i at der fødes alt for få børn, samtidig med at vi alle bliver ældre. Det sidste er det kun DJØFʼere der klager over, mens det med børnene udgør et meget alvorlig problem.

Kort sagt er Europa et kontinent, der har mistet interessen for at reproducere sig selv. Årsagerne hertil er mange, og de er vanskelige at finde en ordentlig løsning på. Kombinationen af for meget og for krævende arbejdsliv kombineret med sikker og prisbillig adgang til prævention, er efter min mening de primære begrundelser i dette tilfælde.

Ingen af disse lader sig løse med et snuptag: Det med præventionen er de fleste sikkert enige om ikke er noget der skal laves om på, og det krævende arbejdsliv bliver det svært at lovgive sig ud af.

Konsekvensen er bare, at de europæiske befolkninger blive ældre, mens den procentvise andel af europæere i den arbejdsdygtige alder falder år for år.

Det må nødvendigvis være en bunden opgave for landenes politiske ledere at finde på måder, der kan sætte fødselstallet i vejret – får europæerne til at føde nogle flere børn. Men idet der typisk går cirka et kvart århundrede fra et barn bliver født til det bliver en skatteborger, løser dette ikke problemet på hverken kort eller mellemlang sigt.

Dette er en af grundene til at Europa har brug for indvandring. Vi har brug for masser af indvandring – men det skal være den rette slags. Vi har brug for indvandring fra mennesker, der kan yde en indsats og være med til at holde de europæiske samfund kørende, når vi nu ikke selv kan.

Når der i et land som Danmark så heftigt diskuteres indvandring og “udlændinge”, hænger det sammen med at enkelte nationaliteter, der kom hertil i halvfjerserne og firserne, har integreret sig dårligt eller slet ikke. Andre har klaret sig væsentligt bedre – eksempelvis bør det være tydeligt for de fleste, at de mange syrere der kom hertil i forbindelse med migrationskrisen i 2015, har været en integrationsmæssig succes.

Det handler derfor om at få de rette migranter til Europa. Her havde Pernille Weiss fat i en pointe, da hun foreslog at Den Europæiske Union simpelthen får etableret nogle officielle ʻdøreʼ, som man kan benytte såfremt man ønsker sig en fremtid i Europa. Lidt i stil med det amerikanske Green Card system, bør vi etablere et lignende system i Europa, hvorigennem man kan gøre sig fortjent til ophold på vort kontinent.

Fortjenesten kan ske ved at man har erhvervet sig en passende uddannelse eller lignende – eller ved at man ganske enkelt kan få en arbejdsgiver til at ansætte sig til en løn over et bestemt beløb. Det sidste har vi i forvejen i Danmark, men beløbsgrænsen er efter min mening sat alt for højt, og burde sættes ned til at matche lønnen for en gennemsnitlig specialarbejder.

Man skal kunne flytte hertil hvis man har lyst til Europa, hvis man vil os, hvis man er et ordentligt menneske og ønsker at være en del af de samfund, som tilsammen udgør Europa. Al den slags kan man screene sig til inden de kommer hertil, hvilket er en af grundene til at Pernille Weissʼ forslag er værd at overveje. I modsætning til Pernille Weiss vil jeg ikke sætte et tal på. Jeg vil sådan set være tilfreds hvis vi i fællesskab åbner Europa op for kvalificeret indvandring – og jo før jo bedre!

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.

Danmark har ét af verdens højeste skattetryk. Til gengæld får vi noget for pengene.

Et offentligt uddannelsessystem, der sikrer at også arbejderklassens børn kan få en uddannelse. Et offentligt finansieret sundhedssystem, der sikrer en hurtig, effektiv og moderne behandling til alle borgere – uanset hvem man er. Og en alderdomsforsorg, der sikrer en værdig alderdom til alle danskere.

Da jeg voksede op, fik jeg at vide at det høje skattetryk beror på en uudtalt aftale mellem staten og borgerne: At til gengæld for de høje skatter, kan vi gå til læge eller komme på sygehus uden at skulle bekymre os om andet end det vi plages af – og at jeg takket være den skat der betales, også er sikret en alderdom, hvor selv de fattige kan leve værdigt og ordentligt. I min familie har vi aldrig haft særlig meget at rutte med, så især det sidste har været et afgørende argument for accept af skattetrækket på lønsedlen.

Men gennem de seneste år, og særligt under den nuværende regerings levetid, er der sket en væsentlig forringelse af statens villighed til at overholde aftalens basale forpligtelser. Inden for uddannelsessystemet er der eksempelvis indført et såkaldt ʻuddannelsesloftʼ, der sætter en grænse for hvor mange uddannelser det er muligt at få (max én per mand!).

Mest mærkbart ser man statens aftalesvigt inden for alderdomsforsorgen.
Aldersgrænsen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er gennem de seneste år hævet så markant, at vi nu skal arbejde til vi enten bliver oldinge eller invalide, inden et otium bliver muligt.

Til en værdig alderdom hører blandt andet, at det skal være muligt at leve nogle år i fred og ro, mens man stadig orker at være aktiv i foreningslivet, på de famøse golfbaner eller være i stand til at løfte børnebørnene. Denne simple ret hører med til det at være et menneske; at man efter et langt liv på arbejdsmarkedet, endelig kan få tid til sig selv – nyde livet og arbejde for sit lokalsamfund gennem foreningsarbejde og andet godt.

Mange af nutidens ældre rejser meget. De ser verden på en måde som ganske enkelt ikke er mulig, når man er begrænset af ting som korte ferieperioder og stress over at skulle tilbage til en fremmedgørende arbejdsplads. De finder deres anden ungdom og får glæden ved livet tilbage.

Men de borgerlige partiers insisteren på at hæve pensionsalderen til vi alle er kraftløse oldinge, fratager størstedelen af befolkningen disse muligheder. Nu skal vi alle arbejde til vi segner.

De borgerlige partiers begrundelse er ʻerhvervslivets behov for arbejdskraftʼ – som om der er synderlig meget arbejdskraft tilbage i en 70-årig murersvend,metalarbejder eller rengøringsassistent. Eller, faktisk, en 70-årig nogetsomhelst!

De borgerliges pointe og dybereliggende argument er, at menneskers ret til et værdigt liv og en ordentlig alderdom, må vige så erhvervslivet kan komme til at suge hver eneste dråbe blod ud af landets borgere.

Tankegangen bag er, at borgerne – samfundets mennesker – ikke længere
betragtes som levende mennesker med menneskelige behov, men derimod er forbrugsobjekter for erhvervslivet som skal udnyttes til sidste blodsdråbe, til sidste åndedræt.

Flere borgerlige politikere og debattører har endog gjort det til et selvstændigt argument, at der faktisk eksisterer pensionister der stadig er sunde og raske. Oh gys – et menneske, der stadig evner at sætte sig op på en cykel, løfte barnebarnet eller kaste en fiskesnøre i vandet!

I det borgerlige menneskesyn tjener mennesket økonomien i stedet for omvendt. Det er i sig selv slemt nok. Selv har jeg det direkte modsat; jeg ønsker et samfund hvor økonomien tjener menneskene, og det er nok den vigtigste grund til at jeg ikke kan stemme borgerligt.

Men afskaffelsen af den værdige alderdom er samtidig også et alvorligt aftalebrud i forhold til velfærdsstatens uudtalte kontrakt: At til gengæld for en relativ høj skat, er vi blandt andet sikret en ordentlig og værdig alderdom.

Det giver sig selv at pensionsalderen og vilkårene herfor kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp til folketinget. Det er derfor de borgerlige partier i den forløbne uge flikkede en aftale sammen, der handler om tilbagetrækning for særligt nedslidte. For fremtiden skal man kunne slippe for at arbejde, hvis man opfylder to kriterier: (1) Man må maximalt være seks år fra den egentlig pensionsalder, og (2) man skal af systemet bedømmes til at have maximalt 15 timers ugentligt arbejde i sig.

Men mens Djævelen oftest findes i detaljen, er det på ingen måde tilfældet hér.

Man kan således forudse årelange forløb med vurderinger og arbejdsprøvninger, hvor landets Jobcentre forsøger at finde ud af præcis hvor ødelagte borgerne er. Erfaringerne fra systemet med førtidspensioner viser nemlig tydeligt, at den slags
udredninger selv i de allermest oplagte tilfælde tager adskillige år at klare af, og det bliver med garanti ikke hurtigere i det nye system.

Med det borgerlige forlig fra sidste uge, bliver det fremover sådan at man kan komme ud fra arbejdsmarkedet enten via døden, ved at leve længe nok til at blive olding – eller via en arbitrær, subjektiv bedømmelse fra de lokale Jobcenter. Og i dette tilfælde endda først efter en årelang proces med alskens undersøgelser, arbejdsprøvninger og lignende.

Dette er menneskeligt uværdigt, det er en krænkelse af velfærdsstatens
grundlæggende aftale mellem Staten og borgerne. Det er også noget juks, og det bør ikke vedtages i hverken det nuværende eller det kommende Folketing.

Jeg har tidligere skrevet om den kidnapning, ulovlige tilbageholdelse og tortur som jeg i sin tid blev udsat for af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Der er et par ting som jeg er nødt til at slå fast i den anledning. For det første, at militæret ingen ret har til hverken at arrestere eller på anden måde tilbageholde civile borgere i dette land. Det havde de heller ikke i 2007 hvor disse hændelser fandt sted. De ting som jeg under den ulovlige tilbageholdelse blev udsat for: Tortur, grov vold, doping med ukendte stoffer, voldtægt og trusler om henrettelse, både er og var naturligvis langt uden for militærets beføjelser – såvel her i landet som i krigszoner rundt om i verden.

De officerer som deltog i det hændte er dermed kriminelle efter dansk lov – og det samme gælder sådan set de vagter som stod for bevogtningen af mig, som lænkede mig til bordet i forhørslokalet og som trak mig nøgen rundt mellem sessionerne. Derom hersker der ingen tvivl.

Den ansvarlige Case Officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste var en person ved navn Tom Højbjerg. Tom Højbjerg var dog indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, idet han på det tidspunkt efter sigende lå i Coma. Denne tilstand skyldtes at det var ham der hev mig ned fra min cykel da FE-gruppen kidnappede mig, og derfor også ham der stod nærmest da jeg forsvarede mig.

Efter sigende var det ganske tæt på at Tom Højbjerg var blevet slået ihjel denne oktobermorgen i 2007. Han fik vist et par spark midt i ansigtet, men desværre ikke nok til at sende ham helt ind i det evige mørke. Det havde ellers gjort verden til et betydeligt bedre sted for mange mennesker, og Tom Højbjergs overlevelse den morgen er således én af de få ting i mit liv som jeg fortryder.

I steder for at deltage i torturen og voldtægten af mig, måtte han således finde sig i at ligge på det amerikanske militærhospital i Frankfurt, hvor han ifølge en rimelig troværdig kilde blev transporteret til. På et dansk hospital ville der nemlig være blevet stillet ubehagelige spørgsmål, og den slags ville de kriminelle militærfolk helst undgå.

Den ansvarlige for selve torturen var en person der præsenterede sig som Tom Gundersen. Tom Gundersen er en interessant person, idet vi på daværende tidspunkt via en fælles veninde perifert havde været en del af hinandens liv i 14 år.

Det var rivaliseringen omkring hende, som skabte den modvilje der kulminerede med kidnapning, grov vold, tortur og voldtægt i oktober 2007.

Selv om jeg det meste af tiden havde en sæk over hovedet, var der dog stunder hvor dette ikke var tilfældet. Og selv om jeg mod min vilje var blevet fyldt med stoffer, er jeg dog alligevel overbevist om følgende: At det var dén person jegkendte som Tom Gundersen, der foretog disse på enhver måde afskyelige handlinger mod mig.

Jeg genkendte ham som den person jeg mødte første gang under en middag 14 år tidligere hos hans forældre og to søstre – middagen, hvor jeg ved samme lejlighed blev præsenteret for den pige, der i mere end et årti skulle blive centrum for en rivalisering mellem os. Og for at være sikker fik jeg senere (efter torturen) en person i vores fælles omgangskreds til at vise mig et billede af ham – og der er ingen tvivl: Det var Tom Gundersen der under kidnapningen trak pistolen og truede med at slå mig ihjel, det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilbageholdelse gennemtævede mig mens jeg var lænket med håndjern.

Det var også Tom Gundersen der gennemførte en falsk henrettelse på mig, ligeledes som det også var Tom Gundersen der både voldtog mig og som senere har påstået at have regeringens tilladelse til at slå mig ihjel når det passer ham.

Det var også Tom Gundersen, der under en tortursession gentagne gange tvang mit hoved ned i et kar med vand – og til sidst holdt mit hoved under vand så længe at jeg mistede bevidstheden.

Og det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilfangetagelse lænkede mig til noget der mindede om en tandlægestol, inden jeg fik spændt noget der føltes som en hjelm på mit hoved. I de kommende timer blev mit stakkels hoved derefter fyldt med en kakofoni af stemmer, ord og lyde.

Det var også Tom Gundersen, der under trussel om at slå mig ihjel, tvang mig til at underskrive et dokument på vistnok fire sider – som jeg vel at mærke aldrig fik lov til at læse.

Tom Gundersen er en kriminel med stærkt psykopatiske træk, som i karakter og manglende samvittighed fuldt ud kan sammenlignes med bødlerne fra Nazitysklands KZ-lejre og de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, drejede næsten samtlige ʻforhørʼ sig om min deltagelse i lovligt politisk arbejde i Det Radikale Venstre og helt almindeligt integrationsarbejde.

De øvrige forhør drejede sig om min relation til vores fælles veninde og min seksualitet i almindelighed. Især mit forhold til den fælles veninde blev der brugt mistænkelig meget tid på at udspørge mig om. Alt dette skete mens jeg var blevet fyldt med stoffer, og blev jævnligt afbrudt af fysisk mishandling.

At både Tom Højbjerg og Tom Gundersen er kriminelle efter såvel dansk lov som international ret, kan der ikke herske tvivl om. Militære overgreb mod civilbefolkningen udenfor lov og ret hører under krigsforbryderdomstolens område, så selv om Tom Højbjerg var indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, må han nødvendigvis have været vidende om at dette var hensigten, da han stod i spidsen for kidnapningen mod mig.

Tom Gundersens handlinger; ulovligt fangenskab, tortur, voldtægt falder også herind under, idet det hændte fandt sted i militært øjemed og var rettet mod et medlem af civilbefolkningen.

Men under alle omstændigheder, selv hvis jeg skulle fejlbedømme krigsforbryderdomstolens arbejdsområder, er de begge forbrydere efter dansk ret og hører hjemme bag tremmer.