Jeg har tidligere her på siden skrevet om dengang jeg blev kidnappet og efterfølgende udsat for tortur af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selv om jeg hist og her har antydet lidt om begrundelsen for at disse uhyrligheder fandt sted, er det ikke et emne som jeg har underkastet en systematisk behandling. Udeladelsen skyldes at begivenhederne havde rod i forhold, der sådan set hører privatlivet til, nemlig personlige relationer mellem mig selv og sagens to øvrige hovedpersoner.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller PET havde i dengang i 2007 nogen som helst grund til at udvise professionel eller faglig interesse for mig. Begivenhederne skyldtes udelukkende en personlig relation mellem mig selv, torturbødlen Tom Gundersen og en fælles veninde. Det var, med andre ord, den klassiske historie med én pige og to drenge.

Selv om kidnapningen fandt sted i efteråret 2007, begyndte opspillet allerede 14 år tidligere – på en smuk sensommeraften i 1993.

En bekendt nede fra Den Katolske Menighed i Esbjerg, havde i al sin visdom besluttet sig for at jeg skulle møde en pige fra hendes netværk, og havde derfor inviteret både hende og mig hjem til middag en aften. ʻAlle kan lide Christina – det vil du også kunneʼ, havde hun sagt. Og det kunne jeg – fra første blik. Hun var 16, jeg ti år ældre.

Tilstede var også husets søn – min senere torturbøddel Tom Gundersen. Mellem os skete der også noget fra første blik men det var i hvert fald ikke kærlighed. Ingen af os brød os om hinanden, men heldigvis behøvede vi ikke tale sammen. Jeg husker at mit eget fokus den aften var på Christina.

For at gøre den lange historie kort, fortsatte hun og jeg de kommende år med at se hinanden – som periodevist vældig gode venner. Sidst i halvfemserne skete der så et brud, men efter at jeg nogle år senere havde afbrudt et præstestudie for Den Katolske Kirke, var Christina pludselig i røret en dag – hun havde nemlig fået den ide at vi skulle til at ses igen.

Anden gang vi så hinanden efter genforeningen, sad vi overfor hinanden i sofaen i hendes lille rækkehus i centrum af Esbjerg. Pludselig, ud af et blå, nævnte hun muligheden for at vi skulle giftes. Det overraskede mig mildest talt lidt, for intet i Christinas liv på det tidspunkt antydede, at hun på nogen som helst måde var det, man kalder gifteklar.

Christina levede nemlig et liv med flere mænd, og det havde hun tydeligvis tænkt sig at blive ved med. Det var den ene ting. Men der var også et lille twist: Hun og Tom Gundersen befandt sig i et usundt og amoralsk forhold – som hun også havde tænkt sig skulle fortsætte.

Jeg forlangte, helt rutinemæssigt, både Tom Gundersen og de andre mænd fjernet fra hendes liv inden forhandlingerne kunne fortsætte. Og der strandede samtalerne omkring vores giftemål så. Det viste sig nemlig, at der var en særlig ʻcatchʼ hvis man ville være en af mændene i Christinas liv: Så skulle man forstå, at det i alle væsentlige forhold skulle være Tom Gundersen der var lederen; dén, der bestemte. Man skulle forstå og acceptere, at han på enhver måde og i samtlige livets forhold havde fortrinsret til Christinas person. Med andre ord var der tale om en dominerende relation, hvor den/de dominerede var tredjepersoner: hendes mandlige bekendte. Det var naturligvis uacceptabelt, og langt fra hvad jeg betragter som et ægteskab.

Allerede i forbindelse med denne indledende sondering, som man vel bedst kan kalde det, besvarede Christina mit krav med at true mig med Tom Gundersens voldspotentiale. Men jeg holdt fast i det principielle: At hvis vi skulle giftes, eller for den sags skyld indlede et kæresteforhold, så måtte Tom og alle de andre naturligvis forsvinde.

Som allerede nævnt strandede forhandlingerne på kravet om monogami, men vores gamle venskab blev genoptaget – omend i mindre intens form end tidligere.

Gennem de kommende halvandet år frem mod torturen mødte vi vel hinanden en 5-6 gange. Jeg er, af hensyn til Christinas ære, nødt til at understrege at vores møder holdt sig inden for grænserne af det meget ærbare. Ud af respekt for Christinas livsvalg, valgte jeg nemlig at holde en armslængdes afstand til hende. Dette fandt jeg, situationen taget i betragtning, var det mest rimelige.

Det skal siges, at møderne led under den logistiske udfordring, at Christina stadig boede i Esbjerg, mens jeg var i Aarhus og heller ikke dengang havde tilstrækkelig økonomi til at flytte hjem. Ellers havde jeg gjort det – så jeg kunne se hende noget oftere.

Inden vi fortsætter til torturdelen og Christinas rolle heri, er vi nødt til at hæve blikket lidt. Jeg har tidligere skrevet om et hemmeligt netværk af personer her i landet, der bistår de to efterretningstjenester med små og store opgaver og som rekrutteres med alskens patriotisk røgelse – herunder snak om at være en ʻmodstandsbevægelse hvis vi skulle blive besatʼ. Dette netværk havde Christina været medlem af – det ved jeg fordi hun som helt frisk og sprød 19-årig tilbage i ’90erne ikke kun fortalte mig om det, men dengang også sendte en ʻfølerʼ ud for at rekruttere mig.

Den nævnte aften hjemme i hendes sofa gentog hun føleren, og jeg gentog min afvisning. ʻVi bliver sgu ikke besatʼ, svarede jeg og gentog min bekymring i forhold til den kriminalitet, som et paramilitært netværk nødvendigvis må føle sig fristet til. Netværket har jeg, som allerede nævnt, skrevet om i andre indlæg her på siden. Disse henviser jeg til at man læser, hvis den slags har interesse.

Forholdene omkring kidnapningen og torturen har jeg ligeledes beskrevet andre steder her på siden, og det henviser jeg derfor til. Jeg vil gerne understrege, at selv om mine kidnappere i forbindelse med selve kidnapningen var iklædt civil, var de i forbindelse med forhør, mishandling og transport til/fra min celle alle i uniform. Jeg konstaterede ved den lejlighed, at vagterne var fra Jægerkorpset.

I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, var der udover den ekstreme vold naturligvis også forhørssessioner. Umiddelbart skulle man forestille sig at emnerne for forhørene skulle være emner som havde faglig interesse for efterretningstjenesten, men dette var ingenlunde tilfældet.

Tom Gundersen stod for forhørene og han interesserede sig i den forbindelse primært for mit forhold til Christina og hvad jeg i øvrigt syntes om hende. Således var det første spørgsmål jeg fik stillet under det første forhør: ʻElsker Du Christina?ʼ

Andre emner som bødlen interesserede sig for, var mit daværende medlemsskab af Det Radikale Venstre og min baggrund som kandidat for partiet ved diverse valg; kommunalt, regionalt og en enkelt gang til folketinget, og min seksualitet i almindelighed samt de forskellige former for foreningsarbejde som jeg var og havde været involveret i.

Forhørene drejede sig således om diverse personfnidder, og ikke om emner som med rimelighed kunne være af faglig interesse for en efterretningstjeneste.

Men der var en rød tråd, og her skal jeg minde om Christinas tidligere forsøg på at rekruttere mig. Under hele min tilfangetagelse, ved hver eneste session uanset om jeg skulle forhøres, tæves, druknes, voldtages eller på anden vis mishandles, forlangte Tom nemlig at jeg skulle arbejde for ham. Men jeg nægtede hele vejen – og hvorfor skulle jeg også andet?

Jeg nægtede hver eneste gang han forlangte at jeg skulle arbejde for ham, så på et tidspunkt besluttede han sig for at smide ʻatombombenʼ.

Jeg blev, stadig nøgen og fyldt med bedøvende stoffer, anbragt i en anden celle end den hvor jeg normalt var i – og så blev Christina sendt ind i cellen til mig. Hendes opgave var at overtale mig til at sig ja til bødlens krav, til at knæle for Tom og acceptere hans krav- fordi, og jeg citerer, ʻså holder det op.ʼ

Men dét virkede heller ikke. Jeg er katolik, tidligere præstestuderende og ville engang have været cisterciensermunk, så jeg er rimelig vaccineret mod de fleste former for ondskab – og ét er sikkert: uanset hvad de ville have af mig, var der tale om ondskab og dæmoni.

Men det var på denne måde at jeg fandt ud af, at Christina var til stede under hele forløbet. Hun overværede slagene, sparkene, ydmygelserne, voldtægten, den falske henrettelse og forhørene – og hun billigede det hele.

Alt – hele vejen igennem.

Dette gjorde Christina på trods af at hun faktisk var nyuddannet sygeplejerske – endda så nyuddannet at blækket på hendes eksamensbevis dengang i 2007 knap nok var blevet tørt. Normalt er det ellers sådan, at sygeplejersker skal lindre smerter og hjælpe med til at helbrede syge, men sygeplejersken Christina deltog altså i tortur.

Det giver sig selv, at det var hendes deltagelse i det førnævnte netværk og bundløse loyalitet overfor Tom Gundersen, der gjorde at hun blev beordret til at deltage.

Jeg husker med en vis fornøjelse, at Christina som nyuddannet sygeplejerske var overordentlig utilfreds med lønnen (‘Man skal mindst have en rig mand for at have råd til det her‘, sagde hun flere gange) og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da hun hurtigt besluttede at videreuddanne sig til en højere lønramme.

Christina har således videreuddannet sig til læge. Da jeg researchede til dette indlæg, arbejdede hun såmænd på en børneafdeling. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange gange hun sidenhen har assisteret Tom Gundersen, eller FE i almindelighed, med tortur af fanger og hvor mange af dem hun mon med sin lægefaglige ekspertise har hjulpet over i evigheden, efter at enten torturbødlen eller en officer har besluttet at de skal dræbes.

Men for at vende tilbage til min egen sag, så var kidnapningen og mishandlingen udelukkende begrundet i personfnidder og personlige uoverensstemmelser og intet andet. Så vidt jeg er orienteret, har Tom Gundersen i forbindelse med at diverse tilladelser blev indhentet fra sine overordnede, begrundet det med at der var tale om et rekrutteringsprojekt.

Men som de fleste af os ved af erfaring, så er det ikke altid at man fortæller chefen sandheden. I dette tilfælde var sandheden, at Gundersen efter sin egen mening havde et regnskab at gøre op. Alle der var til stede under de såkaldte ‘forhør’, vil kunne bekræfte at alt hvad der skete, var begrundet i vores personlige relation.

Jeg er siden torturen ikke på nogen måde blevet kontaktet af hverken FE eller PET vedrørende sagen eller de to tjenesters holdning til mig. Dette mener jeg understreger min pointe.

Derimod overvåges jeg den dag i dag stadig i et omfang, der gør det umuligt for mig at have et arbejde. Det er tydeligt, at Tom Gundersen hverken har glemt sit had eller sin hævnlyst.

Dertil kommer de helbredsmæssige konsekvenser af torturen. At tortur giver livsvarige skader er kendt af de fleste, og dem er jeg i sagens natur heller ikke gået glip af. Jeg har tidligere nævnt en vedvarende og konstant tinnitus, der er så kraftig at jeg i perioder bogstavlig talt ikke kan høre hvad der sker omkring mig – fordi lydene fra omgivelserne bliver overdøvet af tinnitussen.

Den konstante høje og skarpe lyd har desuden givet mig et høretab, der gør at jeg er blevet bevilget og udstyret med et sæt høreapparater. Af hensyn til min sikkerhed er jeg dog ikke i stand til at gå med dem, fordi de er tilsluttet en app og derfor kan spores via bluetooth. Det betyder, at hvis jeg har dem i ørerne, kan man altid finde ud af hvor jeg befinder mig.

Torturen har også givet mig andre helbredsmæssige gener, men dem skal jeg spare læserne for at liste op her. I stedet henviser jeg til info hos Dansk Dignity (tidligere Dansk Center for Torturofre), der beskriver situationen for de fleste torturofre.

Med hensyn til Christina, så brød hun efter torturen forbindelsen til mig – med den begrundelse at jeg ikke vil Tom. I de forløbne år har forbindelsen mellem os været særdeles sporadisk, og den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor min gamle ven dengang mente at jeg skulle mishandles og have mit helbred ødelagt på livstid.

Siden dette er et indlæg der handler om Ruslands specielle militæroperation i Ukraine, gør jeg nok klogt i at indlede med en kort ʻvaredeklarationʼ. Det er nemlig min hensigt at komme lidt ind på en række militærtekniske forhold, som gør sig gældende i forbindelse med Ruslands militæroperation.

For det første har jeg absolut ingen militær baggrund. Hvad militære forhold angår, er jeg således lægperson. Dertil kommer at jeg faktisk aftjente min værnepligt som militærnægter – dét, der hedder ʻcivil værnepligtʼ og som er beregnet til sådan nogle som mig, der af samvittighedsmæssige årsager ikke vil bære uniform, adlyde ordrer fra imbeciler eller slå andre mennesker ihjel bare fordi regeringen eller en officer siger det. Min værnepligtstid tilbragte jeg derfor med at fodre sæler og rengøre akvarier på Fiskeri- og Søfartsmuseet hjemme i Esbjerg.

Dog erkender jeg at der er tidspunkter hvor militær magtanvendelse kan være en nødvendighed. Hvis jeg f.eks for to år siden havde haft fornøjelsen af at være rådgiver i det russiske præsidentkontor i Kreml, ville mit råd utvivlsomt have være at en indgriben i Ukraine var uundgåelig og nødvendig.

Jeg har derfor forståelse for den russiske beslutning om at indlede en særlig militæroperation i nabolandet – også selv om jeg er gammel militærnægter og absolut anti-militarist.

Som mange andre har jeg ivrigt fulgt krigen via diverse mediekanaler som vore vestlige magthavere ikke bryder sig om, og er vel efterhånden udlært som lænestolsekspert.

En af de ting ved den russiske tilgang som længe undrede mig, er hvordan i alverden det kan være at man kæmper i månedsvis eller mere over noget så forholdsvist overskueligt som landsbyer eller småbyer som eksempelvis Artemovsk eller Avdeyevka, Rusland besidder jo luftherredømmet, så det burde vel være en smal sag at gøre det af med ukrainske forsvarsstillinger i disse byer så man kan rykke fremad? Og det er det naturligvis også, så hvorfor gør man det ikke?

Svaret kom til mig dels i et interview med Ruslands præsident Putin for nogen tid siden, dels i et indlæg på Telegram som omhandlede den russiske militærdoktrin som bliver taget i anvendelse i Ukraine.

Mens Kiev-regimet helt åbent arbejder med en doktrin om at ʻkæmpe for hver millimeterʼ, har Rusland åbenbart en anden og mere tålmodig doktrin: I Ukraine kæmper Rusland nemlig efter en doktrin, der kort og godt handler om primært at decimere fjendens militære styrker. Det vil sige at uskadeliggøre så mange ukrainske soldater som muligt og tilsvarende ødelægge så meget materiel man kan komme til.

Taget i betragtning at det ukrainske militær inden den russiske SMO blev indledt var ét af verdens talmæssigt største, kan tilgangen på ingen måde siges at være ulogisk.

I praksis sker det ved at det temmelig overlegne (for det ér det!) russiske militær etablerer såkaldte ʻgryderʼ, hvor russerne etablerer kontrollen til alle sider – undtagen én, hvor de ukrainske styrker kan få lov til at sende forstærkninger til enhederne inde i gryden. Derinde ordner russerne så resten.

Personligt finder jeg det absurd, at ukrainerne bliver ved med at hoppe på den, men sådan er der så meget.

Som militærnægter og kristen anti-militarist bryder jeg mig ikke om billedet, men det lader til at være sådan det er, og der er ingen tvivl om at der har sin effekt.

Det ukrainske militær er således blevet decimeret i et omfang, der har fået regimet i Kiev til at indkalde selv invalider til fronten. Det er derfor ikke længere nogen hindring for tvungen militærtjeneste, hvis man er étbenet, blind eller på anden måde objektivt har mistet sine legemlige eller mentale funktioner.

Jeg har eksempelvis set dokumentation for, at selv personer med Downs Syndrom sendes i skyttegravene. Nu vil man så også til at indkalde kvinder til fronttjeneste, hvilket burde få det til at vende sig i enhver ordentlig mand.

De vestlige medier har hidtil været meget stille omkring disse forhold, hvilket kan undre. Heller ikke fra de såkaldte ʻeksperterʼ har der været mange bemærkninger herom. Måske fordi de er købt og betalte, hvem ved.

Men for en lænestolsekspert som undertegnede og mange andre, er det tydeligt hvad der lige nu er ved at ske i Ukraine: Sammenstødet mellem de russiske og ukrainske militærdoktriner har decimeret Ukraines militær i et omfang, der gør at ukrainerne er ved at løbe tør for mennesker. Samtidig er Ukraines vestlige sponsorer ved at løbe tør for såvel våben og ammunition som penge til krigens fortsættelse.

Med andre ord er krigen i Ukraine i virkeligheden allerede afgjort – det eneste vi mangler at få afklaret, er de omstændigheder under hvilke Moder Rusland høster sejren.

For Vesten, dvs USA + lydstater, er der tale om intet mindre end en katastrofe. Amerikanerne, feks, må, udover endnu et militært nederlag, affinde sig med at deres valuta ikke længere er den mest anvendte i internationale transaktioner.

I forbindelse med sanktionspolitikken, er der nemlig sket en udvikling hvor en stadig større del af internationale transaktioner foregår i landenes egne valutaer. Det gælder også olie, hvilket er en katastrofe for amerikanerne. Oliedollaren har hidtil været selve grundlaget for USAʼs økonomi, og tidligere forsøg på at handle i andre valutaer, har i samtlige tilfælde resulteret i militær destruktion af de formastelige. Jeg tillader mig her at henvise til Libyen og Irak som eksempler.

Også for EU er der tale om en en potentiel eksistentiel katastrofe af finansiel karakter. Den europæiske opbakning er, som den amerikanske, for det meste finansieret ved låntagning – og lån skal jo betales tilbage.

Lånene er taget, og støtten til Ukraine givet, ud fra en række forudsætninger, som med den russiske sejr næppe kommer til at blive indfriet. Støtten til Ukraine sker nemlig ikke bare for sjov; der er temmelig alvorlige betingelser med i handlen. Der foreligger nemlig aftaler mellem Ukraine og deres vestlige sponsorer om hvad Ukraine skal levere som betaling for støtten, og det er ikke småting vi her taler om.

Ukraine er et land som er rigt på ressourcer. Olie og gas, i den nu russisk annekterede del i øst er der store lithium-reserver, og landets landbrugsjord er naturligvis legendarisk. Dertil kommer store kulreserver og adskillige andre værdifulde og kostbare metaller.

At Ukraine på trods af så rige ressourcer alligevel er rangeret som en af Europas absolut fattigste lande, siger mere om Ukraines politiske elite end om landets potentiale.

Det indgår nemlig i aftalerne med sponsorerne i Washington og EU-hovedstæderne, at retten til udnyttelse og i mange tilfælde også ejerskabet overføres til sponsorerne. Det kan der siges meget om, og hvis jeg havde været ukrainer havde jeg været særdeles utilfreds, men det er sådan det er.

Den heftige låntagning i Washington og Bruxelles er således mest af alt tænkt som en massiv investering i et spændende og potentialerigt ejendomsmarked, men med en nu næsten sikker russisk sejr, er det overordentlig tvivlsomt i hvilket omfang Washington-regimet og EU-landene får noget ud af det.

For USAʼs vedkommende er landet allerede så dybt forgældet at der ikke findes nogen ærlig måde at betale pengene tilbage på, men hidtil har man klaret sig ved at dollaren har været uundværlig i international handel. Det er som nævnt nu lige så meget på retur som USAʼs generelle prestige i det hele taget, så amerikanerne kommer til at stå overfor alvorlige problemer.

For europæerne ser det heller ikke for godt ud, og i hvilket omfang den dybe gældssætning vil påvirke EUʼs muligheder for at fungere i årene fremover, er fortsat uvist. Dog har sagen allerede vist at EU-systemet besidder lige præcis dét totalitære potentiale, som EUʼs kritikere i årtier har advaret mod. Jeg henviser her ikke kun til sanktionspolitikken men også til forbud mod medier, censur af borgernes muligheder for at ytre sig på sociale medier og en hidtil uhørt centralisering af magten omkring EU-kommissionen på bekostning af de nationale regeringer og parlamenter.

Hvis man følger lidt med i debatten uden for den censurerede osteklokke her i Vesten, er det ikke svært at se hvad der sker. USA er i færd med at falde, men hvor tungt det sker vil afhænge af hvordan landet i den kommende tid vil håndtere deres egne, interne anliggender. USA vil ikke i længden have råd til af fastholde Imperiet, og må som briterne i sin tid erkende at man af økonomiske grunde er nødsaget til at trække sit militær tilbage til USA hvor det retteligt hører hjemme.

Dette vil i mange lande få befolkningerne til at ånde lettede op, men det er et helt andet indlæg som jeg vil vende tilbage til en anden gang

Da den britiske premierminister Winston Churchill i en tale den 5. marts 1946, mindre end et år efter anden verdenskrigs afslutning, erklærede at ¨et jerntæppe havde sænket sig ned gennem Europa¨, indledtes den periode i Europas historie som man almindeligvis omtaler som den kolde krig. Allerede mens krigen mod Tyskland rasede, blev det i lukkede kredse diskuteret hvorvidt man skulle tage en krig mod Sovjetunionen efter tyskernes dengang forventede fald.

Men det blev ikke til noget. Efter verdenskrigens rædsler var kræfterne slet ikke til det – og desuden var Sovjetunionens præstation i krigen ganske enkelt for skræmmende til at det inviterede til en fortsættelse.

Den kolde krig blev en periode med en tydelig opdeling i Europa mellem de gode og de onde – mellem den frie verden i vest og den totalitære kommunisme i øst.

Selv havde jeg fornøjelsen af at vokse op under jerntæppets sidste år, og husker stadig årene inden kommunismens fald. 3-4 år efter muren faldt, havde jeg den fornøjelse kortvarigt at bo i et af de tidligere østlande, og så derfor med egne øjne frugten af den ufrihed, som var blevet Tjekkiet til del siden krigen.

De fleste i min generation glædede sig over murens fald, men nu tyder alt desværre på at der er kommet en ny. Desværre er der også meget der tyder på, at vi her i Danmark bor på den forkerte side af de nye jerntæppe.

I dag er vores egen del af Europa nemlig ufrit i et omfang, som ville have gjort STASI grønne i hovedet af misundelse.

De mest tydelig eksempel på denne ufrihed, er at borgerne i eksempelvis Danmark er tvunget til at leve under en nærmest ubegrænset overvågning. Grundlovens ord om at overvågning kun kan ske efter behørig dommerkendelse, er reelt sat ud af kraft. I dag er vi alle overvågede, og det uanset om vi befinder os i hjemmet eller ude omkring.

Det oftest anvendte instrument til overvågningen, er vores mobiltelefoner. Når man bærer telefonen på sig, afslører den i real-time hvor vi befinder os. Samtidig betyder logningsdirektivet, at al kommunikation der foretages via telefonen bliver registreret.

Det betyder blandt andet, at fornuftige mennesker naturligvis ikke har mobiltelefonen på sig når de forlader hjemmet. Desværre hjælper det ikke meget, for det offentlige rum i Danmark er befængt med overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse.

Samtidig føres der en åbenlys kampagne for at gøre mobiltelefonen uundværlig for dansker i det daglige. Et eksempel herpå kan ses i Aarhus, hvor billetter til offentlig transport fra den 1. november kun kan købes og fremvises på Midttrafiks app til telefonen.

Mobiltelefonens udbredelse er i virkeligheden ét af det totalitære regimes vigtigste redskaber. Hvis man besidder det rette udstyr, er det nemlig muligt at sidde hjemme i sin bunker og overvåge en mobiltelefons bevægelser, hvilke andre mobiltelefoner der er i nærheden samt at aflytte samtaler i det lokale, hvor telefonen befinder sig.

Alt dette er muligt uanset om telefonen er tændt eller slukket – og dertil kommer naturligvis de aktiviteter som folk nu engang foretager sig på deres telefon; surfer på nettet, kommunikerer og diverse spil. Med hensyn til spil, er det desuden muligt via overvågning af disse at vurdere den enkelte telefonejers diverse kognitive funktioner som feks intelligens, kombinationsevne kreativitet og meget andet.

Den kloge sørger således for at spille sine mobilspil på en sådan måde, at man konsekvent undervurderes af den statslige fjende og hvem der ellers lytter med. Og fornuftige mennesker lader telefonen blive hjemme når man går ud.

De sikkerhedstjenester der formodes at beskytte danskerne mod angreb, fører i virkeligheden krig mod landets egen befolkning.

Et eksempel herpå er Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med den amerikanske spiontjeneste NSA. Det er slet ikke så indviklet: FE opsnapper simpelthen al kommunikation via kabler der går igennem Danmark og sender det uredigerede råmateriale til NSA. Ifølge presseforlydender sker dette fordi FE kun besidder kompetencen til at opsnappe materialet, men ikke til på meningsfuld måde at redigere eller søge i det.

Men det findes der råd for: Hvis der er noget man har brug for, kontakter man bare amerikanerne, der gladeligt leverer det ønskede.

Her er der så den interessante lille finte, at mens en lovlig overvågning i Danmark i princippet kun kan finde sted mod dommerkendelse, behøves der ingen dommerkendelse for at kunne modtage materiale fra udenlandske tjenester – heller ikke materiale vedrørende danske borgere, som ellers normalt ville være omfattet af retsplejelovens regler herom. Ganske smart, men næppe hvad Grundlovens fædre havde tænkt sig.

Et andet eksempel er udfasningen af kontanter som alment accepteret betalingsmiddel. Med kontanter er det muligt at betale for sine ydelser anonymt, uregistreret og uden at betale gebyr til banken. Derimod er elektronisk betaling i sagens natur underlagt registrering og overvågning, hvilket er den egentlige grund til den igangværende udfasning af kontanter.

Også forsøget på at aflive brevposten er et udtryk for forøget overvågning. Med brevets afskaffelse, forsvinder danskernes sidste reelle mulighed for at kommunikere med hinanden uden at det registreres af hverken firmaer eller sikkerhedstjenester.

Apropos sikkerhedstjenester, så har Danmark to officielle efterretningstjenester – PET (Politiets Efterretningstjeneste) og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste). Disse er i princippet underlagt landets lovgivning. Der er bare mindst to problemer hermed: For det første, så er lovgivningen på området ikke særlig detaljeret. Det gælder ikke mindst for FE, der med forbindelsen til militæret gennem årene har udviklet en mildest talt alternativ legalitetskultur. For det andet, er der hverken juridisk eller politisk kontrol med, hvad de ansatte i tjenesterne beskæftiger sig med.

Dette har særligt for FEʼs vedkommende ført til en helt urimelig legalitetskultur, hvor store dele af tjenestens ansatte i ramme alvor mener at de selv bestemmer hvad de må og ikke må. Dette har ført til at danske borgere med mellemrum kidnappes på gaden og udsættes for mishandling i tjenestens torturkældre, sådan som jeg tidligere har beskrevet det her på siden.

Men det er sanktionerne mod Rusland, der mere end noget andet har fået mig til at indse at der er kommet et nyt jerntæppe – og som har fået mig til at overveje hvorvidt vi her i Vesten måske i denne omgang befinder os på den forkerte side.

Det sidste halvandet års tid har vi således oplevet totalitære tiltag, som jeg aldrig havde troet skulle finde sted i den vestlige del af Europa. Udenlandske medier er såedes blevet forbudt og blokeres fra statslig hold på internettet, forfattere som Alexander Dugin sanktioneres og reelt forbydes, og russiske borgere får rutinemæssigt deres ejendomme beslaglagt uden nogen anden begrundelse end at de er russere.

I tredivernes tyskland, inden lejrene, blev jøders ejendomme og ejendele konfiskeret af den tyske stat fordi de var jøder, I dag er det russerne. Dog har vi endnu ingen lejre, og det er stadig uvist om vi får dem i fremtiden.

Et nyt jerntæppe har sænket sig ned gennem Europa, og denne gang er det Vesten der har designet det. Alt tyder også på, at det er os her i vest der bor på den ufrie side af det nyligt delte Europa. Masseovervågning, censur af medier og en presse der i væsentlige anliggender holder sig stramt til magthavernes officielle linje, og sikkerhedstjenester udenfor demokratisk kontrol, taler sit eget sprog.

Personligt er jeg ikke i tvivl om at ʻsystemetʼ falder. Men det ændrer ikke ved at der er brug for en ny frihedskamp. En kamp for det frie menneske.

Begrebet ʻterrorʼ er et begreb der fylder meget i det offentlige billede. For os her i Vesten, beskrives terrorister i reglen som værende en ondskab, som det er nødvendigt at værge os imod. Efter angrebet mod World Trade Center i New York i 2001, var det evige mantra fra USAʼs daværende præsident at ʻterroristerne hader os på grund af vores frihedʼ.

Desværre fandt vi ret hurtigt ud af, at vejen til at bekæmpe terrorisme, var at formindske og helst helt afskaffe selvsamme frihed. Her i Danmark ser vi det med et drakonisk niveau af overvågning, der ville gøre selv STASI grønne i hovedet af misundelse.

Blandt andet er man i færd med en udfasning af kontante penge, således at samtlige økonomiske transaktioner foretaget i Danmark vil kunne spores via vore bank- og kreditkortkonti. Dette skal ses i sammenhæng med, at Folketinget har vedtaget lovgivning der giver Politi og Militær adgang til at overvåge vore bankkonti uden først at skulle anmode en dommer om at udstede kendelse herom.

Argumentet herfor er ikke mindst frygten for ʻterrorʼ.

Men hvad er terrorisme da?

Først skal man forstå sandheden i det gamle ord om, at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper. Begrebet ʻterrorʼ er derfor som udgangspunkt politisk bestemt; nemlig hvorvidt de tilhørende voldshandlinger og de politiske mål der driver en given organisation eller netværk, er politisk ønskelige eller acceptable for en given regering eller regime.

Eksempler: I 1980ʼerne eksisterede der i Nicaragua en organisation, der gik under betegnelsen contraerne. Contraerne udmærkede sig ved systematisk at begå massedrab på hele landsbyer, tortur og andre uhumskheder. Men i den vestlige verden blev Contraerne aldrig rubriceret som terrorister – af den simple grund at organisationen var direkte finansieret af USA og blev bevæbnet, trænet og ʻrådgivetʼ af personale fra efterretningstjenesten CIA.

Typisk vil et land der med militære midler besætter et andet land, opfatte det besatte lands legitime modstandskæmpere for værende terrorister. Det så vi eksempelvis i Irak, hvor også Danmark jo deltog som ulovlig besættelsesmagt. Det er i denne forbindelse væsentligt at gøre opmærksom på, at såvel FN-pagten som diverse Geneve-konventioner faktisk understreger et besat folks ret til at yde voldelig modstand mod en besættelsesmagt. Naturligvis under forudsætning af at de almindelige regler vedrørende militære konfrontationer overholdes. Det betyder blandt andet at det ikke er tilladt at angribe civile, mens besættelsesmagtens militær, kollaboratører og beslutningstagere, sådan som jeg forstår det, ligger inden for rammen.

I den forbindelse er det på ingen måde ulogisk, at en besættelsesmagt indfører lovgivning mod sådanne aktiviteter og modarbejder dem med militære midler. Det gjorde eksempelvis Danmark i forbindelse med at vi deltog i besættelsen af både Irak og Afghanistan. Dette på trods af at modstandskampen i disse lande var sanktioneret i international ret.

Men i modsætning til Contraerne, var modstandsbevægelsen i disse lande rubriceret som ʻterroristerʼ og deres aktiviteter som ʻterrorʼ. Dette på trods af, at mens Contraerne primært rettede deres voldshandlinger mod civilbefolkningen, var modstandsbevægelserne i Irak og Afghanistan rent faktisk rettet mod besættelsesmagtens militære styrker, samt de kollaboratører der samarbejdede med disse.

Jeg er opmærksom på, at Folketinget har valgt at indskrænke borgernes ytringsfrihed på den måde, at det ifølge straffeloven er strafbart at billige terrorhandlinger eller de organisationer der begår dem. Jeg skal derfor ikke tøve med at understrege, at jeg i dette indlæg aldeles ikke billiger hverken terrorhandlinger eller legitim frihedskamp, men blot forklarer retsordenen sådan som jeg ser den.

Eksempelvis vil det aldrig blive betegnet som kriminelt i Danmark at billige hverken Contraernes hærgen i Nicaragua eller apartheidregimet i Sydafrika, mens billigelse af modstandskamp mod en udenlandsk besættelsesmagt i et fremmed land, efter dansk ret i princippet kan straffes med flere års fængsel. Begrebet ʻterrorʼ er således i sin karakter rent politisk og det må man som borger naturligvis forholde sig til.

For lidt over to måneder siden, foretog gruppen Hamas et angreb langt inde i Israel. Der var tale om et angreb, som ret beset slet ikke burde kunne lade sig gøre. Den palæstinensiske befolkning er uden tvivl en af de mest overvågede i Verden – om muligt er palæstinenserne endog endnu tættere overvågede end selv vi danskere.

Men til vores allesammens overraskelse lod angrebet sig gøre, og konflikten mellem Palæstina og Israel giver os endnu en lejlighed til at reflektere over forskellen på terror og ikke-terror.

Israel er nemlig en stat, der i selve sin kerne er en besættelsesmagt. Staten Israel har siden 1947 besat et fremmed folks land i Palæstina. Den dag i dag tildeler landets regering, på baggrund af religiøst tilhørsforhold, statsborgerskaber til turister. Disse nye tilflyttere skal dernæst til at lære et nyt sprog og stille sig til rådighed for militærtjeneste, der har som primært formål at undertrykke og bekæmpe landets oprindelige befolkning.

Der er ingen tvivl om, at såvel FN-pagtens som Geneve-konventionernes regler og international lovgivning om modstandskamp, i høj grad gør sig gældende for palæstinensernes vedkommende.

Samtidig er der en række forhold omkring den israelske befolknings sammensætning, der til tider kan gøre det vanskeligt at skelne mellem civile og militærfolk. Jeg henviser her til landets meget omfattende værnepligt, der bla betyder at størstedelen af landets befolkning enten er tjenestegørende i militæret eller reservister.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i hvordan man efter international ret skelner en reservist fra en civilist, idet dette på ingen måde forekommer oplagt.

Men der er ingen rimelig tvivl om at befolkningen i Palæstina har ret til at yde modstandskamp mod Israel – og det gælder ikke mindst inden for de landområder som Israel besatte og senere annekterede efter krigen i 1967.

Det er også værd at gøre opmærksom på, at eksempelvis Gaza faktisk har været, og stadig er, under en meget tydelig og uomtvistelig besættelse. Således har det i årtier været sådan at intet – absolut intet – kommer ind i Gaza uden først at blive tjekket og godkendt af israelsk militær. Det samme gælder mennesker; intet menneskeligt væsen kan uden israelsk tilladelse rejse hverken ind i eller ud af Gaza.

Det står således aldeles klart, at Palæstinas befolkning har en uomtvistelig ret til at bedrive modstandskamp mod den israelske besættelsesmagt. Retten til modstandskamp er i international ret ikke begrænset af hvorvidt den såkaldt ʻvestlige verdenʼ holder med den ene part eller ej – kun af i hvilket omfang man begrænser angrebene til udelukkende at omfatte lovlige mål.

Endnu engang skal jeg, af juridiske grunde, understrege at jeg på ingen måde billiger hverken Hamasʼ angreb den 7. oktober eller Hamas som organisation, idet en sådan billigelse jo i sagens natur ifølge straffeloven er en strafbar ytring. Noget sådant kunne jeg i sagens natur aldrig finde på. I stedet undrer jeg mig over, at staten Israels voldsomme undertrykkelse at Palæstinas civile befolkning aldrig har fået et tilsvarende terrorstempel.

Men det hænger i sagens natur sammen med, at terror eller ikke-terror naturligvis bestemmes af politik og ikke af ret. Dette finder jeg på enhver måde uacceptabelt.

Som allerede nævnt her på siden, er jeg som udgangspunkt tilhænger af at den såkaldte koranlov vedtages i Folketinget og efterfølgende ophøjes til lov. Det er jeg af flere grunde, men helt grundlæggende er det afgørende for mig at man skelner mellem handlinger og ytringer. At brænde et religiøst skrift er ikke en ytring – det er en handling. At kritisere eller fornærme et religiøst skrift er en ytring, men at brænde det eller som led i en politisk happening køre det over med en damptromle, er derimod en handling.

I et samfund hvor der bor mennesker med flere livsanskuelser og religiøse opfattelser, kan det derfor være nødvendigt at beskytte de forskellige grupper mod unødig chikane. Dette er en erfaring som alle multikulturelle samfund gennem tiden har gjort, og sådan et er Danmark med tiden gået hen og blevet.

Alligevel er der aspekter ved den lov som Folketinget i går vedtog, som giver anledning til bekymring. Det ene er strafferammen på op til to års fængsel, som i min optik er alt for høj i forhold til forseelsen. Det andet er lovens placering i Straffelovens kapitel 12, som omhandler forseelser som landsforræderi, forbrydelser mod statens selvstændighed, spionage og bistand til fjenden i forbindelse med besættelse af landet.

Dette er et kapitel, som automatisk giver politi og efterretningstjenester en lang række ekstra beføjelser – og tilsvarende stiller den sigtede eller tiltalte borger væsentligt ringere end de ellers ville være i forbindelse med straffesager her i landet.

Kapitel 12 betyder nemlig

at anklagemyndigheden ifølge Retsplejelovens § 729a stk 4 kan forlange at sagens oplysninger forbliver hemmelige for den sigtede/tiltalte

at politiet ifølge Retsplejelovens § 729c, stk 1 nr 5 kan nægte at give aktindsigt i den pågældende sag

at reglerne som begrænser politiet i forskellige former for agentvirksomhed ikke gælder – altså muligheden for at overvåge politisk aktivisme med hemmelige agenter (agenter uden dommerkendelse) – Retsplejelovens § 754e

at der med hjemmel i Retsplejelovens § 770c, stk 4, kan isolationsfængsles i mere end 6 måneder at politiet kan læse med i breve, lytte med i samtaler eller aflytte i hjemmet. på trods af at sådanne indgreb normal forudsætter en strafferamme på 6 år eller derover. Det står der nemlig i Retsplejelovens § 781

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 783, stk 2, kan overvåge alle de redskaber vedkommende benytter til at kommunikere fra

at den sigtede/tiltalte ifølg Retsplejelovens § 784 stk 1 fratages muligheden for frit at vælge advokat, men må tage sig til takke med at få sin forsvarer beskikket fra en liste, som som det har behaget Justitsministeren at sammensætte

at teleudbydere ifølge Retsplejelovens § 786a kan tvinges til at hastesikre data

at den sigtede/tiltalte ifølge Retsplejelovens § 791a stk 3 nr 3 kan overvåges med spionkamera

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 791c stk 1 kan afbryde tv-signal og internet

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 799 kan iværksætte hemmelige ransagninger

at politiet med hjemmel i Retsplejelovens § 804 kan forlange at få udleveret data om gps-koordinater, lokalitetsdata med videre

Der er med andre ord tale om vanvittigt omfattende beføjelser til politiet, som slet ikke er rimelige i forhold til sagens karakter. Ingen borger i et retssamfund skal efter min mening udsættes for sådanne indgreb, og slet ikke hvis det, som politiet skal undersøge, er hvorvidt man har brændt en koran af et offentligt sted.

Det er selvfølgelig helt og aldeles uantageligt, og grunden til at jeg, på trods af at jeg grundlæggende set har forståelse for behovet for at få sat en stopper for koranbrænder-happenings, alligevel vil erklære mig som modstander af den lov som Folketinget vedtog i går og som snart træder i kraft. Loven bør derfor afskaffes så hurtigt som muligt.

I anledning af sommerens epidemi med koranafbrændinger foran udenlandske ambassader og regeringens foreslåede indgreb mod disse manifestationer, har civilorganisationen RESAM på vegne af danske trossamfund udsendt en erklæring.

Erklæringen udtrykker sådan set helt fint min egen holdning til sagen, og jeg vælger derfor at copy/paste fælleserklæringen her på min egen side. Erklæringen er som følger:

–00–

Civilsamfundsorganisationen RESAM – Religion & Samfund, som faciliterer det positive indbyrdes møde mellem religiøse ledere i Danmark – har udsendt en fælleserklæring, hvori de støtter regeringens indgreb mod koranafbrændinger. I erklæringen står:

”Vi støtter op om, at regeringen tager skridt til at forhindre utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund og lovgiver mod handlinger, der foretages på et offentligt sted eller har til hensigt at udbredes i en videre kreds.

Dog finder vi baggrunden trist og bekymrende. At denne paragraf sættes ind i straffeloven nu under pres for rigets sikkerhed, er problematisk.

Vi har ikke absolut ytringsfrihed i Danmark. Den gældende lovgivning indeholder allerede flere end 400 bestemmelser, som sætter en begrænsning. Alligevel skal vi altid være uhyre opmærksomme og kritiske, når en regering vil sætte rammer for ytringsfrihed. I dette tilfælde sætter vi lid til, at domstolene får et redskab til at afgøre konkrete tilfælde, og at politiet griber ind på rette vis i aktuelle situationer.

Med koranafbrændinger har vi været vidner til totalt respektløse handlinger. De bliver udlagt som et eksempel på religionskritik, som der skal være plads til i ytringsfrihedens navn, men har intet med religionskritik at gøre. Religionskritik kan indbefatte diskussion og kritik af religiøse forestillingers sandhedsværdi, udøvelse af religion og religionens konsekvenser for mennesker og for samfundet. Afbrænding af en hellig bog i det offentlige rum, sådan som det har været iscenesat, er noget helt andet.

Vi mener, at der er noget helt galt, når personer, som kun ønsker at forhåne, har politiet stående ved siden af – uden at gribe ind. Regeringen refererer til, at man i udlandet har oplevet det, som om statsmagten ligefrem billigede handlingerne. Sådan har danske muslimer også oplevet det, hvilket desuden har skabt uro og frygt blandt dem, ligesom det ville gøre på lignende måde hos andre minoritetsgrupper, hvis deres vigtigste symboler eller tekster kunne afbrændes i offentligt rum under politibeskyttelse. Det medvirker til håbløshed. Vi kan som samfund gøre det meget bedre, og vi skal ikke lade nogle få ekstremister bestemme.

Vi er som ledere i kirker og trossamfund bevidste om, at der er meget store udfordringer for anderledes troende i de radikale muslimske lande. Det kan vi ikke være døve over for. Blasfemilovgivning i disse muslimske lande bliver brugt imod anderledes troende og har snarere en mere symbolsk værdi, mens det, vi anser som naturlig og saglig religionskritik, hurtigt opfattes som blasfemi.

Danmark bør være en klar stemme i kampen for minoriteters rettigheder, om de er religiøse eller ej. Derfor kan det også have sin fordel, at regeringen med det nye forslag om at ændre i straffeloven ikke berører spørgsmålet om blasfemi eller religiøse følelser. Til gengæld understreges det, at lovforslaget ikke kommer til at ændre på, hvordan man kan ytre sig i tale og skrift, hvad angår religiøse emner, herunder satire. Vi bemærker, at det altså ikke handler om at knægte enhver form for religionskritik.

Endelig vil vi opfordre regeringen til, at den ikke forholder sig passivt og blindt til det politiske hykleri fra islamiske lande. Hvor er den mærkbare reaktion fra den danske regering, når der sker langt værre tilfælde i flere muslimske lande, som da kirker og kristne hjem blev raseret i Pakistan så sent som for et par uger siden, samtidig med at danske ambassadører må stå skoleret i muslimske lande. Her har regeringen også et ansvar for at leve op til lovforslagets ånd!”

Christian Alsted, biskop (Metodistkirken i Danmark),
Hans-Ole Bækgaard (formand, Indre Mission),
Keld Dahlmann  (generalsekretær, Dansk Oase),
Tonny Jacobsen (formand, Frikirkenet),
Czeslaw Kozon (katolsk biskop i Danmark),John Nielsen (generalsekretær, Evangelisk Frikirke),
Jan Risan (territorialleder, Frelsens Hær),
Søren Skovgaard Sørensen (generalsekretær, Luthersk Mission),
Søren Skovgaard Sørensen(daglig leder, Kirkernes Integrations Tjeneste),
Torben Andersen (generalsekretær, Baptistkirken),
Ahmet Deniz (generalsekretær, Dansk Muslimsk Union).

Hvis der er noget vi europæere bør have lært efter et års konflikt i Ukraine, er det dette: At Europa behøver en ny sikkerhedsstruktur. Vi behøver, som Ungarns Orban udtrykte det forleden, ʻet europæisk NATO uden USAʼ. Ukrainekonflikten bør have lært os nødvendigheden af at etablere et europæisk sikkerhedssystem, som er aldeles uafhængigt af amerikanerne.

At Ukrainekrigen blev fremprovokeret af amerikanske interesser, burde være de fleste bekendt. Maidankuppet i 2014, striden i øst om provinserne Lugansk og Donetsk – og ikke mindst amerikanernes drøm om at smide russerne ud fra flådebasen på Krim, var blandt de direkte motivationer for dén militære konflikt, som nu har varet godt et års tid.

Det var ligeledes den amerikanske regering, der fik truet sig til en europæisk opbakning til det selvskadende sanktionsregime mod Rusland. Et sanktionsregime, der i dag støttes af præcis 36 lande verden over – hvoraf de 27 er medlemmer af EU. Ikke ligefrem en imponerende opbakning, skulle man synes.

I løbet af processen har amerikanerne ydermere sprængt Nordstream i luften – en handling, der efter internationale normer ikke blot er en terrorhandling, men ydermere teknisk set en militær krigshandling mod såvel Rusland som Tyskland.

For sidstnævnte var sprængningen intet mindre end en national, økonomisk katastrofe. Tyskernes forretningsplan har nemlig nemlig været ret enkel: Via en kombination af billig russisk gas og Europas ubetinget største industri, at blive Europas økonomiske og industrielle powerhouse.

Det er slut nu. Efter eksplosionen har amerikanerne drejet armene om på tyskerne, og tvunget dem til at blive afhængige af amerikansk LNG-gas til vild overpris. Dette kan i værste fald betyde dødsstødet til den tyske økonomi – og med dén også vi andres. Europa er med andre ord blevet direkte afhængige af USA – vel at mærke på amerikanernes betingelser.

Det er selvfølgelig ikke i nogens interesser, men godt 40.000 amerikanske soldater i Tyskland gav ikke Scholz-regeringen andre realistiske muligheder. Amerikanernes troppekontingent i Tyskland og resten af Europa sikrer, at ingen tysk kansler kan gå imod amerikanerne i et for dem vitalt anliggende.

Og amerikanerne har altså besluttet sig for at Ukrainekonflikten er et væsentligt, amerikansk anliggende. Det er der mange grunde til, ikke mindst fordi amerikanerne er i færd med at tabe rollen som verdens førende supermagt.

For europæernes vedkommende, bør indstillingen ellers være at betragte den russisk-ukrainske konflikt om nogle territorier i det østlige Ukraine, som et uvæsentligt lokalopgør på grænsen til Centralasien. Takket være amerikanernes interesse, er vi nu i stedet tvunget til at betragte det som finalen i Champions League – vel at mærke uden selv at spille direkte med på banen.

Uden denne indblanding, ville det det russisk-ukrainske lokalopgør have været afsluttet forlængst, og med væsentligt færre ofre til følge.

Den amerikanske indblanden har været katastrofal – for Ukraine, men også for Europa. Vi europæere må ikke blot lide under konsekvenserne af Nordstream-bombningen, men også konsekvenserne af en forøget isolation i Verden. Som nævnt støttes sanktionerne kun af 36 lande i Verden, hvoraf de 27 er os – medlemmerne af EU. Konsekvenserne kan mærkes på flere måder, men lad os begynde med det økonomiske. Feks har IMF i en nylig rapport fastslået, at Rusland i 2023 forventes at få en vækst som er betydeligt større end store europæiske økonomier som eksempelvis Storbritannien og Tyskland. Så meget værdien af sanktionerne.

Der er også de politiske konsekvenser. De Forenede Emirater, som er Mellemøstens finansielle centrum, er nu begyndt at undgå anvendelsen af dollars i landets udenrigshandel. I stedet handles der nu i lokale valutaer, dvs at handel mellem for eksempl UAE og Indien foregår i Rupee og Dirham – hvilket ret beset vel egentlig også er det mest logiske og rimelige. Sanktionspolitikken har ført til petrodollarens død. Det begyndte som en nødvendighed mht den russiske olieeksport, pga sanktionerne, men har sidenhen bredt sig, så en større del af den såkaldt ʻtredje verdenʼ nu er i færd med at droppe dollaren som handelsvaluta.

Dertil kommer, at det russisk-kinesiske projekt med at etablere et alternativt finansielt system, har fået ekstra luft under vingerne. Dermed har flere lande tilsluttet sig systemet gennem det seneste års tid – og flere endnu står i kø. Dette hænger sammen med amerikanernes anvendelse af SWIFT-systemet som et politisk våben. Rundt omkring i Verden er regeringer begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Kan det samme ske for os?

Og sandheden er at det kan det jo, og det vil det komme til. Den slags vil ansvarlige regeringer gerne gardere sig imod, og derfor er køen af lande, der tilslutter sig det nye system, efterhånden ganske lang.

At dette yderligere giver problemer for amerikanernes efterretningssystem, er en anden sag og kommer egentlig ikke os europæere ved. Alligevel bør det nævnes ganske kort. Det er jo en kendt sag at amerikanernes NSA har snablen dybt nede i SWIFT, mens det samme næppe vil komme til at finde sted i det nye system.

Skidt for amerikanerne, godt for alle andre.

Behovet for en nyt, europæisk sikkerhedssystem har længe været været både kendt og erkendt. Dengang hun stadig var kansler, taler Angela Merkel flere gange om behovet for en ny, europæisk sikkerhedsstruktur, der tager hensyn til samtlige europæiske landes sikkerhedsbekymringer – herunder også Ruslands. Det samme har Frankrigs præsident Macron været ude at sige, så Orbans ord falder bestemt ikke i en tom virkelighed. Jeg har for øvrigt også flere gange selv skrevet om det.

Behovet er velkendt blandt europæiske ledere, og Ukrainekonflikten og konsekvenserne af de efterfølgende sanktionspolitikker, har bestemt ikke gjort det mindre tydeligt.

For Europa står isoleret, lad der ikke være tvivl om dét. Hvis vi ikke er yderst forsigtige i vores håndtering af nedfaldet af den igangværende konflikt, vil vi komme til at stå temmelig meget alene i Verden. Det er vores popularitet rundt omkring mildest talt ikke gearet til at kunne stå model til.

Der var engang, hvor jeg troede at den nye struktur både kunne og skulle bygges op omkring EUʼs institutioner. Det er derfor jeg hidtil har stemt på de mest EU-positive partier når der har været valg til Europaparlamentet, men det har EU-systemets reaktion på amerikanernes pres i forbindelse med konflikten ændret på.

Vi må finde på noget andet. Noget bedre. Noget europæisk, men uden amerikanerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så får vi travlt, for sådan som Ukrainekonflikten udvikler sig, ender Ukraine efter krigen med at blive en alvorlig sikkerhedsudfordring for vort kontinent: et kriminalitetsbefængt og gennembombet hul i jorden, hvor den mandlige del af befolkningen er decimeret i et omfang, der gør tvivlsomme datingbureauer med desperate ukrainske kvinder til krigens i virkeligheden mest tydelige vindere. Og historien vil vise, at Ukraines katastrofe skyldes de europæiske regeringers følgagtighed overfor amerikanerne.

Men det begynder med at vores ledere tør sige det højt: At det vi har brug for er, med Orbans ord, ʻet europæisk NATO – bare uden amerikanerneʼ. Her til slut vil jeg gerne linke til to artikler, som begge er at finde på nettet. Først til interviewet med den ungarske premierminister i schweiziske Weltwoche. Originalversionen ligger bag en paywall, så jeg linker i stedet til en ungarsk side der bringer interviewet i sin helhed. Det andet link er til engelske The Spectator, der højst usædvanligt for et fremtrædende vestligt medie er sluppet afsted med at skrive om de geopolitiske konsekvenser af det vestlige selvmål med sanktionspolitikken og den i øvrigt fjendtlige linje overfor Rusland.

Orban i Weltwoche

The Spectator: Is Putin winning? Is the world order changing in his favor?

I fredags, den 2. marts, bragte Ekstra-Bladet en artikel, der beskriver danskeres problemer med at veksle dansk valuta i udlandet. Problemet består i, at udenlandske banker og vekselinstitutter ikke ikke ønsker at modtage dansk valuta i kontant form. Den praktiske konsekvens heraf er, at danske rejsende kan risikere at stå i udlandet uden landets mønt på lommen.

Problemet er opstået, fordi danske banker konsekvent nægter at tage danske kontanter hjem til landet. Bankernes officielle begrundelse er at Folketinget via lovgivning har strammet reglerne for kontrol med pengestrømmene i Danmark, og at man derfor ikke vil modtage kontanter hvis historiske ejerskab ikke kan dokumenteres. De danske turister og andre rejsende, er således blevet ofre for det stadigt voksende overvågningssamfund.

Ifølge Ekstra-Bladet forstår de udenlandske vekselbureauer det således, at Danmark er ved at udfase kontanterne. I forbindelse med artiklen kontaktede Ekstra-Bladets journalist nationalbanken for at høre mere om denne udfasning, men fik forventeligt nok det svar at Danmarks Nationalbank ingen planer har om at udfase kontanter.

Et andet svar ville også have overrasket, idet Nationalbanken er et statsejet selskab, med den danske stat som ét hundrede procent eneaktionær. Dermed er Nationalbanken ikke en selvstændig politisk aktør, men derimod et instrument til gennemførelse af Kongerigets pengepolitik.

Men det ændrer dog ikke ved den beklagelige sandhedsværdi af de udenlandske vekselinstitutters begrundelse. For det er naturligvis sådan det er: At de danske banker i årevis har haft som mål at udfase muligheden for at danskere kan betale kontant. Dette sker i uhellig alliance med de faste regeringsbærende partier, som i udfasningen ser en mulighed for en mere intens overvågning af befolkningen. Bankerne er sådan set enige i politikernes formål, dog med den tilføjelse at de bestemt heller ikke er uinteresserede i det lille, men alligevel signifikante, gebyr som betales hver gang folk svinger kortet.

Dette er naturligvis en udvikling som bør bekæmpes, og den gøres bedst ved at vi danskere som udgangspunkt altid betaler kontant – såvel her i lander, som når vi er ude at rejse. Kun ved at insistere på at betale kontant, kan vi bevare denne del af vores frihed.

At danske banker nægter at modtage danske kontanter fra udlandet, bør dog ikke afholde Nationalbanken fra at gøre det i stedet for. Pengene er Kongens Mønt, og bør altid kunne hjemtages af pengenes udsteder – som jo netop er Kongeriget Danmarks Nationalbank. En pengeudsteder, som ikke engang vil modtage sine egne penge, undergraver jo med sin modvilje i realiteten valutaens værdi og integritet. Dertil kommer, at den gældende politik på området derudover giver problemer for danske rejsende i udlandet.

Det bør derfor sikres, om nødvendigt gennem lovgivning, at Nationalbanken forpligtes til den helt naturlige ting det er at hjemkøbe kontant valuta som Banken som udsteder jo i forvejen står som udsteder af, og hvis værdi Nationalbanken står som garant for.

I mellemtiden må vi andre holde fast i at betaler med kontanter – såvel i Danmark som i forbindelse med rejser og ophold i udlandet. For trods bankernes modvilje, forbliver det stadig sådan at ordentlige mennesker betaler med kontanter!

Lad det være sagt med det samme: Jeg er katolik med hele mit hjerte, hele min sjæl og hele mit væsen. Sådan har det været, siden jeg engang i tidernes morgen, foran vores daværende biskop Martensen, afgav den erklæring, som konvertitter skal afgive når de optages i Kirkens fulde fællesskab: Jeg tror og bekender alt hvad den Hellige Katolske Kirke tror, lærer og forkynder, som åbenbaret af Gud.

Min rejse ind i Kirken har vist mig, at Guds Hus så sandelig er et sted med mange rum. Jeg lærte hurtigt, at én af Kirkens helt store styrker, er dens store diversitet. Inden for Kirken er der ordener og bevægelser for nærmest alle formål og flere udlægninger af menneskelivets spirituelle muligheder end der findes tal i talrækken. Denne diversitet hænger ikke mindst sammen med, at Kirken traditionelt set har skyet unødvendig topstyring og derved har gjort det relativ enkelt at starte en ny bevægelse inden for Kirken eller måske endda lave en ny orden. Faktisk har man ikke behøvet andet end en gruppe mennesker der vil det, og en biskop der sætter sit stempel på en godkendelse. Og en biskop kan man næsten altid finde.

Det er denne diversitet, der flere gange har reddet Kirkens åndelige skind.

Et eksempel er da den Hellige Frans af Assissi og den Hellige sankt Dominic i 1200-tallet hver for sig stiftede nye og livskraftige ordener, der spillede en afgørende rolle i at reformere en Kirke, som havde svært ved at finde balancen mellem det åndelige og det sekulære.

Andre nystiftede ordener har vist sig knap så livskraftige, men har alligevel spillet en rolle i deres samtid og givet ordenens medlemmer en vej til Himmelens lyksaligheder.

Kirkens mangfoldighed og dens diversitet er, sammen med Kristi tilstedeværelse midt iblandt os, dens store styrke. At Jesus er iblandt os i Kirken, oplever vi ikke bare gennem Sakramenterne, men også i mere håndgribelig karakter. Han er, trods alt, Kirkens Hoved og grunden til at vi overhovedet er der.

Men i og med at Kirken på samme tid er eksisterende i såvel den åndelige som den fysiske verden, har vi også behov for at organisere os på en måde, der bedst muligt sætter os i stand til at håndtere tidens udfordringer. Diversiteten åbner desuden op for at Jesus selv, via Helligånden, fra tid til anden kan puste lidt liv hist og her og igangsætte nye initiativer hvor og når det ønskes. Diversiteten er faktisk en afgørende faktor nødvendig for at Kirken har kunnet tjene Himlens sag og arbejde for Guds Rige på Jorden.

Det er derfor bekymrende for mig at opleve, at Kirkens centrale ledelse under den nuværende Pave, i flere afgørende sager direkte har modarbejdet Kirkens og dens bevægelsers selvstyre og, i nogle tilfælde, integritet.

Jeg vil gerne understrege, at min kærlighed til min Kirke gør det meget vanskeligt for mig offentligt at kritisere Petersembedet, men samtidig er det min opfattelse at dette i visse tilfælde ikke blot kan være lægfolkets ret – men også dets pligt. Og idet jeg er overbevist om at Kirkens diversitet er en nødvendig søjle, der er med til at give Kirken den nødvendige smidighed til at håndtere tidens udfordringer, kan jeg ikke stiltiende se til når denne gennem de seneste år er blevet svækket med en række ubetænksomme og potentielt skadelige beslutninger. Endnu mindre, når disse beslutninger er truffet under det samme pontifikat.

Jeg har i den forbindelse to punkter, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, og vi tager dem fra en ende af:

(1)

Den 16. Juli 2021 udstedte Den Hellige Fader et apostolisk brev, Motu Proprio med titlen, Traditionis Custodes. Brevet blev ledsaget af et brev til samtlige Verdens biskopper. Det korte af det lange er, at Paven med sit Motus Proprio reelt aflivede den traditionelle messeform. Det skete på en måde, så den traditionelle messe, som den har været fejret før det Andet Vatikankoncil, i løbet af en generation vil ophøre med at være lovlig i katolsk regi.

Indtil da vil messeformen kun finde sted under særdeles restriktive forhold; Den må som udgangspunkt ikke fejres i en sognekirke, dens fejring må ikke fremgå af sognets officielle program – og præsten som fejrer den, skal være særlig bemyndiget hertil af den stedlig biskop. Sidenhen har Vatikanets dikasterat for liturgien givet anledning til den opfattelse, at præster viet efter den 16. Juli 2021 faktisk skal have Pavens og ikke biskoppens tilladelse hertil. Det ligger i kortene, at en sådan tilladelse ganske enkelt ikke vil blive givet. Det er derfor jeg betragter Traditionis Custodes som et drabsforsøg mod den traditionelle messeform.

Der er vel at mærke tale om en messeform, der har været i anvendelse siden oldkirkens tid og som er intimt forbundet med hele Kirkens historie og traditionelle selvopfattelse.

At Traditionis Custodes desuden forbyder meddelelsen af andre sakramenter end alterets i forbindelse med denne messeform, understreger blot såvel min pointe som alvoren ved det hele. For Den Hellige Fader og de modernister der tiljubler beslutningen, betyder det åbenbart mindre at man ved samme lejlighed cutter forbindelsen til Kirkens tradition og historie.

Det er underligt, al den stund at der stadig opfordres til liturgiske eksperimenter og nyskabelser. Men det som altid har været, mener Den Hellige Fader altså ikke at der er plads til. Som i overhovedet.

Det skal understreges, at jeg ikke selv er en af dem der rutinemæssigt har deltaget i den traditionelle messe. Dette skyldes dog snarere geografiske forhold end modvilje, idet denne messeform desværre ikke tilbydes i den by hvor jeg bor.

Til gengæld er jeg, som katolik der elsker min Kirke og dens diversitet og den Ånd der gennemsyrer den, rystet over at kristenhedens øverste jordiske læreembede på denne måde hælder millioner af tro og fromme katolikker verden over ud med badevandet.

Dette er en svækkelse af Kirken, som jeg betragter det som en pligt for den næste pave at omgøre så hurtigt det er praktisk muligt.

(2)

Omhandler faktisk det emne som jeg lagde ud med: nemlig noget så ærkekatolsk og smånørdet som ordenslivet og hvem der skal have beføjelse til at godkende ordener.

Hidtil har det været op til den enkelte biskop at godkende nystiftede ordener inden for bispedømmets område. Dette har gjort det relativ enkelt at oprette en ny orden; Hvis man har været en gruppe mennesker som er opflammet af Den hellige Ånd og ellers har en god idé, har man med en biskops godkendelse kunnet få sin nye orden godkendt. Og biskopper er der, som allerede nævnt, ʻnok afʼ i denne verden. Hvis ellers man er seriøs nok, har et fornuftigt projekt og er ledet af Kristus, kan man altid finde en biskop.

For ikke-katolikker kan det forekomme underligt at en officiel godkendelse af hvad der dybest set er et bofællesskab for religiøse hippier, hvis man vil undskylde udtrykket, skulle være noget ønskeligt – endsige da en nødvendighed.

Men faktisk er det sådan, at en godkendelse sikrer den nye orden en beskyttelse under kanonisk ret, som giver alskens muligheder og forpligtelser. Man kommer ind under Kirkens brede vinger, med alt hvad det ellers indebærer af muligheder og beskyttelse.

Først og fremmest sikrer man en åndelig vejledning fra læreembedet, som forhindrer det nye fællesskab i at skeje for meget ud. Dertil kommer at man får mulighed for at sende præstekandidater til uddannelse, bære ordensdragter og meget andet. Man bliver en del af det kirkelige fællesskab, med alt hvad det indebærer.

Men for ganske nylig har Den Hellige Fader også ændret dette vigtige punkt i Kirkeretten. Fra nu af skal alle nye ʻinstitutterʼ – dvs ordensstiftelser, have deres oprettelse godkendt af et kontor i Vatikanet. Det er naturligvis stadig op til den enkelte biskop om han vil tillade ordenen at virke inden for bispedømmets grænser, men den enkelte biskop har mistet retten til at godkende nye ordener i Kirken.

Også dette er en unødvendig og farlig centralisering af de kirkelige beføjelser. Hvis man kigger ned gennem kirkehistorien, er det tydeligt at Helligåndens vind gennem flere perioder har haft vanskeligt ved at slippe igennem Vatikanets tykke mure, mens den har haft lettere ved at opnå lydhørhed andre steder. Dette har efter min opfattelse været med til at sikre Kirkens overlevelse gennem århundrederne, en overlevelse som efter min opfattelse på længere sigt vil blive vanskeliggjort, hvis Vatikanet ikke under et kommende Pontifikat omgør denne beslutning.

Centraliseringen på disse to punkter, sker efter min mening på et yderst kritisk tidspunkt i Kirkens og menneskehedens historie. Vi lever pt i en tidsalder, hvor Djævlen ikke er vanskelig at få øje på. Vi ser ham i sekulariseringen af de vestlige befolkninger, vi ser ham i LGBT- og transbevægelsens dehumanisering af det at være menneske og vi ser ham i et stadigt tiltagende overvågningssamfund, der er ved at forvandle mennesker til QR-koder.

Vi ser ham mange steder, og jeg overvejer faktisk at skrive et helt indlæg over det emne alene.

Vi ser ham også i angrebene mod Guds Hellige Kirke, hvor vi katolikker med sorg må erkende at forskellige biskopper og hæderkronede ordener har ladet uddannelsen af præster pervertere til et niveau, hvor diverse skandaler med forskellige former for sexuelt misbrug nærmest har været uundgåeligt. Det er mit indtryk at tingene, lige hvad dét angår, er strammet op i vores del af verden – med flere og bedre præstestuderende til følge. Men vi lider stadig under følgerne af tidligere tiders vanvid, og det vil vi nok komme til nogen tid endnu.

Der er sluppet råddenskab ind i Kirken, og noget af denne råddenskab er sluppet helt op i de højere hierakiske lag. Dette er gennem tiden faktisk blevet forudsagt af indtil flere profetier så det burde ikke komme som en overraskelse, men råddenskabet kommer ikke fra de der har kærlighed til den traditionelle messeform. Ligeledes kommer den yderst sjældent fra de mange nye ordensstiftelser, som gennem hele vores historie har præget Kirken – men som der nu, pga en paves uforstandighed, bliver betydeligt færre af i tiden der kommer.

Vi lever i udfordrende tider, men udfordringerne bliver ikke mindre på vejen der ligger foran os. Det vi har brug for, er en Kirke som er gearet til disse udfordringer, og her er jeg alvorligt bange for at de ting jeg her har nævnt trækker i den forkerte retning.

Som kristne ved vi jo allesammen godt, at Gud virker i os og iblandt os. Men hvordan foregår den slags egentlig i praksis – og hvad skal vi gøre for bedre at kunne få øje på disse Guds aktiviteter i vores liv?

Sandheden er, naturligvis, at for det meste opdager vi det aldrig – eller i hvert fald, i bedste fald, først lang tid senere. Og da mest af alt som en mistanke, en anelse.

Bibelen er fuld af eksempler på Guds indblanden i menneskenes verden. Faktisk er dette et af selve Bibelens grundtemaer: At Gud er med os, at der handles i vore liv. Den viser også, at vi af og til faktisk kan ʻrisikereʼ at gøre det rigtige uden rigtig at vide hvorfor, men hvor vore handlinger faktisk senere viser sig at være en del af en nøje tilrettelagt guddommelig plan.

Et godt eksempel herpå, er Bibelens beretning om de tre vise mænd, der rejste langvejs fra for at besøge det nyfødte Jesusbarn mens han lå i krybben i Bethlehem. I Kirken fejrer vi festen, Hellig Tre Konger, i begyndelsen af januar. I den katolske liturgiske kalender for Bispedømmet København, fejredes denne festdag i år søndag den 8. januar, hvilket hænger sammen med at visse festdage af praktiske hensyn først fejres i Kirken den næstfølgende søndag – ellers ville den korrekte dato naturligvis have været den 6. januar.

I forbindelse med præstens prædiken på denne søndag, sad jeg og tænkte videre på teksten, som var fra Matt 2, 1-12, og i mine overvejelser nåede jeg frem til at teksten med de tre vise mænd og deres strabadser faktisk på mange måder symboliserer selve Troens rejse for mange kristne.

Først: De tre vise mænd rejste langt og gik igennem mange strabadser, men sandsynligvis uden nogensinde at komme til at opleve det lille barn i fuld udfoldelse, da der skulle gå yderligere tredive år inden Jesus påbegyndte sit offentlige virke i Israel.

De vise mænd var ude på en meget lang rejse. Det mest sandsynlige er at de indledte rejsen i det daværende Persien, og rejsen både frem og tilbage må således have været både lang, fuld af strabadser og bestemt ikke uden farer. Men de gjorde det, og sandsynligvis uden nogensinde at komme til helt at forstå hvorfor det hele egentlig var så vigtigt.

Jo, de vidste godt at barnet var noget helt, helt særligt, for det havde de læst både i Skrifterne og i stjernerne, men omfanget af det har næppe stået dem klart. De forstod ganske givet heller ikke hvorfor det var så vigtigt at netop de skulle foretage denne rejse – eller for den sags skyld hvorfor det var så vigtigt at de skulle medbringe alle disse gaver; guld, røgelse og myrra.

Men de gjorde det, og dermed gav de os et vigtigt billede på Troens rejse. Senere viser det sig, og det finder vi antydet i historien, at disse temmelig dyre gaver faktisk skulle komme til at spille en vigtig rolle for det lille barn og Hans forældre.

Kun få timer efter at de vise mænd påbegynder rejsen tilbage til Persien bliver Josef nemlig vækket af Guds Engel, der giver ham besked på at bryde op ASAP og tage sin familie i landflygtighed i Egypten. Josef, Maria og det nyfødte barn skal bare ud af vagten og det skal være NU, for der er nogen der efterstræber barnet efter livet. Livet i eksil er både dyrt og besværligt – især når det sker uden forberedelser af nogen som helst art, så hér ser vi tydeligt det dobbelte formål med de dyre gaver fra Persien: Guldet, myrraen og røgelsen var tiltænkt som en nødvendig startkapital i det fremmede.

Så langt så godt, men historien stopper ikke her. Vi læser også om landets konge, Herodes og dennes reaktion på fødslen i Bethlehem. Herodes hører om barnet fra de vise mænd, der oven i købet beskriver Ham som ʻJødernes Kongeʼ – hvilket forståeligt nok forskrækker Herodes. Denne er jo, som vi ved, indsat af romerne som klientkonge, så Herodesʼ egentlige legitimitet som landets leder kan jo egentlig godt diskuteres – og Herodes ved det godt selv.

Derfor sætter han sig for at ville skille og af med barnet, og giver derfor de vise mænd besked om på tilbagerejsen at give ham besked om hvordan man finder barnet, så han selv kan besøge det. Tanken er selvfølgelig at Herodes vil bruge denne oplysning til at få den lille nyfødte slået ihjel.

Men her er det så at Herodes begår en fatal fejl; Herodes føler sig så sikker, at han lader de vise mænd rejse videre uden ʻeskorteʼ, og dermed giver han den lille familie et forspring, der er stort nok til at de slipper væk og i sikkerhed i Egypten.

Herodesʼ fejl er ikke kun fatal, den er også helt fundamental og, sagligt betragtet, ukvalificeret. Den slags fejl begår man ganske enkelt ikke, hvis man ønsker at begå sig som statschef. Men det gør Herodes, og det rejser så den næste lære vi kan uddrage af Bibelens beretning om de tre Hellige Konger: Nemlig at på samme måde som at Gud var forudseende og sørgede for at de tre vise mænd skaffede sikkert særdeles tiltrængt ʻrejsevalutaʼ til Den Hellige Familie, så sørgede Han også for at de, der stræbte Familien efter livet, blev så forsinket i deres forehavende at de nåede at undslippe den senere massenedslagtning af drengebørn i Bethlehem og omegn.

Bibelens fortælling om de Hellige tre Konger er således meget mere end et uventet besøg ved vuggen – eller krybben, som det jo var. Det er først og fremmest en historie, der handler om Guds Forsyn, om mennesker der går igennem store strabadser i tro på at det er det rigtige de gør.

Den handler om en Gud der beskytter sine udvalgte, her Den Hellige Familie, og sikrer dem at de kan klare den (guld, røgelse & myrra) – og det viser os en Gud, der ʻinspirererʼ historiens skurk til i et afgørende øjeblik at begå en fejltagelse, der redder Den Hellige Families liv.