Biden-regeringens seneste beslutning om at tillade det ukrainske regime at affyre ATACMS-raketter ind i den del af Rusland som USA anerkender, er af nogle NATO-orienterede kommentatorer blevet omtalt som en slags ’gamechanger’, der har til formål at få Kiev-regimet til at stå stærkere i en eventuel kommende fredsforhandling mellem Vesten og Rusland.

Det har været nævnt, at beslutningen kan være potentielt katastrofal, idet er ukrainsk pletskud i en russisk storby med mange civile drab til følge, vil kunne føre til en en atomkrig, hvor amerikanerne kun dårligt kan undgå at blive involveret.

Men så slemt kommer det ikke til at gå, og det er der flere grunde til. Lad os begynde med den mere militærtekniske del: ATACMS-raketerne er afhængige af GPS-systemet for at kunne ramme præcist, men dels har Rusland gennem længere tid ganske enkelt lammet GPS-systemet i området og dels gør anvendelsen heraf det blot lettere for det russiske luftforsvar at opspore raketterne allerede mens de befinder sig i luften.

Resultatet heraf så man forleden, hvor Kiev-regimet affyrede seks raketter mod den russiske by Bryansk. Her blev de fem uden problemer skudt ned, mens den sjette ramte et sted hvor den ikke gjorde nogen skade. Den eneste skade der skete  som følge af affyringen, var da rester fra en af de nedskudte raketter desværre ramte inde i byen. Heldigvis skete der ingen større skade.

Det er vigtigt at huske på, at Kiev-regimet længe har anvendt ATACMS-raketter i krigen, og at deres anvendelse ingen indflydelse har haft på krigslykken. Det forventes derfor ikke, at Biden-regeringens tilladelse til Kiev-regimet i praksis vil ændre på hverken krigens gang eller Kiev-regimets stilling i øvrigt.

Men når den kontroversielle tilladelse alligevel er interessant i et større perspektiv, så er det at ukrainerne ganske enkelt ikke selv evner at affyre disse ATACMS-raketter. For det første har man brug for efterretninger fra satelitter i forbindelse med måludpegning. Ukrainerne ejer ikke selv satelitter til overvågning, så her er de afhængige af amerikanske efterretninger.

For det andet er ATACMS-raketterne temmelig komplicerede at affyre, og det er endnu ikke lykkedes at oplære ukrainsk personel hertil. Det betyder, at når en ATACMS-raket sendes afsted, er det altid en amerikansk soldat der trykker på knappen.

Og det er hér det bliver interessant, for med beslutningen har Biden-regeringen faktisk beordret amerikansk militært personel ordre til at deltage i raketangreb mod Rusland.

Ovre i USA er der oprør i den republikanske del af kongressen, idet dette er en krigshandling mod Rusland, og den slags må ifølge landets forfatning ikke finde sted uden godkendelse i kongressen. Biden kan rent faktisk komme i fængsel for dét dér, men kommer det naturligvis ikke.

Når der spekuleres i hvorvidt Rusland vil modsvare angrebet med et atomangreb mod udvalgte ukrainske mål, så skyldes det at dette faktisk ifølge russisk lovgivning efter vedtagelsen af den nye atomdoktrin vil være tilladt og dermed en mulig handling fra russisk side. Men den direkte amerikanske deltagelse i krigen, involverer USA som part, og dermed bliver USA og deres ’allierede’ i Europa et, set med russiske øjne, et legitimt mål for gengældelse.

På de sociale medier er der derfor blevet talt meget om at vi befinder os på kanten til tredje verdenskrig.

Jeg vil i det følgende vælge at se bort fra, at tredje verdenskrig lystigt har været i gang længe. Det er nemlig, interesant nok, ikke hovedsagen.

Jeg er nemlig overbevist om, at Verden nok skal blive reddet fra atomragnarok i denne omgang. Årsagen hertil er enkel: Mere end 76 millioner amerikaneres stemmeafgivelse ved præsidentvalget i USA’s for nogle uger siden. Her blev Trump valgt på et program om fred og om at trække den amerikanske støtte til Ukraine, hvilket i sagens natur ganske hurtigt vil afslutte krigen.

En anden ting er forskellen i tilgang mellem Biden-regeringen og ledelsen i Kreml. Mens Biden forekommer primært at være emotionelt drevet i sin tilgang til Rusland og andre konkurrenter på verdensscenen, virker præsident Putin og folkene omkring ham væsentligt mere professionelt drevet.

Russerne kan nenmlig også godt gennemskue dét dér. Dels at hverken ATACMS-raketter eller landminer kan ændre krigens gang og logiske konklusion, men også noget helt andet og mere politisk: At den indkommende amerikanske regering under ledelse af Donald Trump ganske tidligt i sin regeringsperiode forventes at trække støtten til Kiev-regimet og, populært sagt, lade dem sejle deres egen sø.

Det er derfor rimeligt at antage, at den russiske ledelse allerede har rettet en underhåndshenvendelse til Mar a Lago med spørgsmålet: Biden vil i krig mod os. Vil I også det?

Og det vil de naturligvis ikke. Trump har gjort det klart, at han vil fokusere på Kina og, af uransaglige grunde, Iran, og at han vil have Rusland-konflikten trappet ned til et acceptabelt leje.

Trump-folkenes svar på underhåndshenvendelsen vil være afgørende for det russiske modsvar i Ukraine, men hvad dét angår, har jeg allerede skrevet hvor jeg mener at bolden kommer til at lande. På den måde ender det så alligevel med at MAGA-bevægelsen for ret: At Donald Trump redder Verden mod ragnarok allerede inden han tiltræder præsidentembedet igen til januar.

Men strengt teoretisk kan det selvfølgelig tænkes at jeg tager fejl i min analyse. Det sker dog så tilpas sjældent at det ikke er værd at regne med, men med en senil og emotionelt drevet beboer i Det Hvide Hus et par måneder endnu, kan man aldrig vide med sikkerhed. Der kan stadig nå at komme mange tåbeligheder fra den kant.

Derfor vil jeg gerne opfylde løftet fra rubrikken og klargøre, hvorfor jeg i den igangværende konflikt holder med Rusland.

Det vil jeg af flere grunde:

For det første, så henviser jeg til hvad jeg tidligere har skrevet omkring behovet for en europæisk sikkerhedsordning uden deltagelse af amerikanerne. Europa har alt for længe lagt under for den amerikanernes militære dominans af vort kontinent – en dominans, som har gjort det umuligt for Europæiske ledere at regere deres lande med deres egne befolkningers interesse som mål. De seneste næsten tre års unødvendige deltagelse i amerikanernes defacto krig mod Rusland og de omkostninger som dette har betydet for vort kontinent i form af krigsrummel, unødvendige tab af menenskeliv og ikke mindst en ødelagt økonomi på grund af det tåbelige sanktionsregime, medvirker kun til at understrege pointen så tydeligt at endnu flere ser behovet for en adskillelse nu end tidligere. En sejr til Rusland vil svække amerikanernes stilling i Europa så drastisk, at den nødvendige bevægelse hen imod dette mål vil blive sat i gang.

For det andet, så er der et åndeligt aspekt. Dette er et emne som jeg muligvis vil ønske at uddybe engang i fremtiden, men kort sagt er det min opfattelse at det lige pt er Rusland, der beskytter kristendommens flamme. Dette i modsætning til den øvrige del af kontinentet, hvor den elite som udgør vore magthavere, kæmper for at slukke selvsamme. Det kan der skrives rigtig meget om – herunder ikke mindst med udgangspunkt i en række profetier fra Medjugorje tilbage fra 1980’erne, der ganske præcist beskriver den tid vi lever i netop nu: med et Europa der er ved at miste Troen på Jesus, en Kirke hvor råddenskaben breder sig – også på det højeste plan, og såvel USA som Europa i et absolut moralsk fordærv. Heri spiller Rusland nemlig, ifølge profetien, en ganske særlig rolle i forbindelse med Guds ønske om at redde det europæiske kontinent fra undergang. Idet det ifølge min bedømmelse er tydeligt at profetiens beskrivelse af et Europa 4 årtier efter faktisk passer ganske præcist, tager jeg det for givet at resten også kommer til at passe. Desværre beskriver profetien så vidt jeg husker ikke detaljeret hvordan forløbets slutspil kommer til at ske, kun at det sker og at intet tyder på at krigen breder sig til vores breddegrader. Men det er godt nok for mig; Guds forsyn skal man ikke spøge med.

Men idet jeg i en given situation vil holde med Rusland, er der derfor nogle ting som det vil være klogt af mig at understrege. For det første at jeg på grund af ting som alder og helbred, jeg henviser her til den langsigtede virkning af den tortur som jeg har været udsat for, og dels af principielle årsager ikke vil deltage aktivt i nogen som helst form for verdslig krigsførelse. Fordi jeg tror på Gud og fordi den danske militære efterretningstjeneste har mishandlet mig og ødelagt mit helbred på livstid, hepper jeg naturligvis på russerne.

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg siden min optagelse i 1991 været medlem af Den Katolske Kirke. Optagelsen skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte, at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homofil og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homofil, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle præferencer. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homofili som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal (dog med diverse ‘twists’), men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.

Nu hvor Påsken er vel overstået, har jeg lyst til at skrive om Jesu Korsfæstelse.

Som det fremgår af Bibelen, i dette tilfælde Matthæusevangeliets kapitel 27 vers 45, var der i timerne omkring Jesu henrettelse et langvarigt mørke over hele Jorden.

Årsgen til dette mørke, forklares af ingen ringere end vor tids amerikanske NASA. Det viser sig nemlig, at på selve dagen for korsfæstelsen, var det en dobbelt formørkelse: på samme tid var der nemlig både sol- og måneformørkelse. Det kan man læse om på NASA’s egen hjemmeside, hvoraf det fremgår at datoen for denne enkeltstående begivenhed var den 3. april år 33. Ydermere kan man læse på NASA’s hjemmeside, at den dobbelte formørkelse endog fandt sted på det, ifølge Bibelen, helt rigtige tidspunkt.

Man kan roligt slå fast, at Gud valgte tidspunktet for sin henrettelse med stor omhu.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er katolik med hele mit hjerte, hele min sjæl og hele mit væsen. Sådan har det været, siden jeg engang i tidernes morgen, foran vores daværende biskop Martensen, afgav den erklæring, som konvertitter skal afgive når de optages i Kirkens fulde fællesskab: Jeg tror og bekender alt hvad den Hellige Katolske Kirke tror, lærer og forkynder, som åbenbaret af Gud.

Min rejse ind i Kirken har vist mig, at Guds Hus så sandelig er et sted med mange rum. Jeg lærte hurtigt, at én af Kirkens helt store styrker, er dens store diversitet. Inden for Kirken er der ordener og bevægelser for nærmest alle formål og flere udlægninger af menneskelivets spirituelle muligheder end der findes tal i talrækken. Denne diversitet hænger ikke mindst sammen med, at Kirken traditionelt set har skyet unødvendig topstyring og derved har gjort det relativ enkelt at starte en ny bevægelse inden for Kirken eller måske endda lave en ny orden. Faktisk har man ikke behøvet andet end en gruppe mennesker der vil det, og en biskop der sætter sit stempel på en godkendelse. Og en biskop kan man næsten altid finde.

Det er denne diversitet, der flere gange har reddet Kirkens åndelige skind.

Et eksempel er da den Hellige Frans af Assissi og den Hellige sankt Dominic i 1200-tallet hver for sig stiftede nye og livskraftige ordener, der spillede en afgørende rolle i at reformere en Kirke, som havde svært ved at finde balancen mellem det åndelige og det sekulære.

Andre nystiftede ordener har vist sig knap så livskraftige, men har alligevel spillet en rolle i deres samtid og givet ordenens medlemmer en vej til Himmelens lyksaligheder.

Kirkens mangfoldighed og dens diversitet er, sammen med Kristi tilstedeværelse midt iblandt os, dens store styrke. At Jesus er iblandt os i Kirken, oplever vi ikke bare gennem Sakramenterne, men også i mere håndgribelig karakter. Han er, trods alt, Kirkens Hoved og grunden til at vi overhovedet er der.

Men i og med at Kirken på samme tid er eksisterende i såvel den åndelige som den fysiske verden, har vi også behov for at organisere os på en måde, der bedst muligt sætter os i stand til at håndtere tidens udfordringer. Diversiteten åbner desuden op for at Jesus selv, via Helligånden, fra tid til anden kan puste lidt liv hist og her og igangsætte nye initiativer hvor og når det ønskes. Diversiteten er faktisk en afgørende faktor nødvendig for at Kirken har kunnet tjene Himlens sag og arbejde for Guds Rige på Jorden.

Det er derfor bekymrende for mig at opleve, at Kirkens centrale ledelse under den nuværende Pave, i flere afgørende sager direkte har modarbejdet Kirkens og dens bevægelsers selvstyre og, i nogle tilfælde, integritet.

Jeg vil gerne understrege, at min kærlighed til min Kirke gør det meget vanskeligt for mig offentligt at kritisere Petersembedet, men samtidig er det min opfattelse at dette i visse tilfælde ikke blot kan være lægfolkets ret – men også dets pligt. Og idet jeg er overbevist om at Kirkens diversitet er en nødvendig søjle, der er med til at give Kirken den nødvendige smidighed til at håndtere tidens udfordringer, kan jeg ikke stiltiende se til når denne gennem de seneste år er blevet svækket med en række ubetænksomme og potentielt skadelige beslutninger. Endnu mindre, når disse beslutninger er truffet under det samme pontifikat.

Jeg har i den forbindelse to punkter, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, og vi tager dem fra en ende af:

(1)

Den 16. Juli 2021 udstedte Den Hellige Fader et apostolisk brev, Motu Proprio med titlen, Traditionis Custodes. Brevet blev ledsaget af et brev til samtlige Verdens biskopper. Det korte af det lange er, at Paven med sit Motus Proprio reelt aflivede den traditionelle messeform. Det skete på en måde, så den traditionelle messe, som den har været fejret før det Andet Vatikankoncil, i løbet af en generation vil ophøre med at være lovlig i katolsk regi.

Indtil da vil messeformen kun finde sted under særdeles restriktive forhold; Den må som udgangspunkt ikke fejres i en sognekirke, dens fejring må ikke fremgå af sognets officielle program – og præsten som fejrer den, skal være særlig bemyndiget hertil af den stedlig biskop. Sidenhen har Vatikanets dikasterat for liturgien givet anledning til den opfattelse, at præster viet efter den 16. Juli 2021 faktisk skal have Pavens og ikke biskoppens tilladelse hertil. Det ligger i kortene, at en sådan tilladelse ganske enkelt ikke vil blive givet. Det er derfor jeg betragter Traditionis Custodes som et drabsforsøg mod den traditionelle messeform.

Der er vel at mærke tale om en messeform, der har været i anvendelse siden oldkirkens tid og som er intimt forbundet med hele Kirkens historie og traditionelle selvopfattelse.

At Traditionis Custodes desuden forbyder meddelelsen af andre sakramenter end alterets i forbindelse med denne messeform, understreger blot såvel min pointe som alvoren ved det hele. For Den Hellige Fader og de modernister der tiljubler beslutningen, betyder det åbenbart mindre at man ved samme lejlighed cutter forbindelsen til Kirkens tradition og historie.

Det er underligt, al den stund at der stadig opfordres til liturgiske eksperimenter og nyskabelser. Men det som altid har været, mener Den Hellige Fader altså ikke at der er plads til. Som i overhovedet.

Det skal understreges, at jeg ikke selv er en af dem der rutinemæssigt har deltaget i den traditionelle messe. Dette skyldes dog snarere geografiske forhold end modvilje, idet denne messeform desværre ikke tilbydes i den by hvor jeg bor.

Til gengæld er jeg, som katolik der elsker min Kirke og dens diversitet og den Ånd der gennemsyrer den, rystet over at kristenhedens øverste jordiske læreembede på denne måde hælder millioner af tro og fromme katolikker verden over ud med badevandet.

Dette er en svækkelse af Kirken, som jeg betragter det som en pligt for den næste pave at omgøre så hurtigt det er praktisk muligt.

(2)

Omhandler faktisk det emne som jeg lagde ud med: nemlig noget så ærkekatolsk og smånørdet som ordenslivet og hvem der skal have beføjelse til at godkende ordener.

Hidtil har det været op til den enkelte biskop at godkende nystiftede ordener inden for bispedømmets område. Dette har gjort det relativ enkelt at oprette en ny orden; Hvis man har været en gruppe mennesker som er opflammet af Den hellige Ånd og ellers har en god idé, har man med en biskops godkendelse kunnet få sin nye orden godkendt. Og biskopper er der, som allerede nævnt, ʻnok afʼ i denne verden. Hvis ellers man er seriøs nok, har et fornuftigt projekt og er ledet af Kristus, kan man altid finde en biskop.

For ikke-katolikker kan det forekomme underligt at en officiel godkendelse af hvad der dybest set er et bofællesskab for religiøse hippier, hvis man vil undskylde udtrykket, skulle være noget ønskeligt – endsige da en nødvendighed.

Men faktisk er det sådan, at en godkendelse sikrer den nye orden en beskyttelse under kanonisk ret, som giver alskens muligheder og forpligtelser. Man kommer ind under Kirkens brede vinger, med alt hvad det ellers indebærer af muligheder og beskyttelse.

Først og fremmest sikrer man en åndelig vejledning fra læreembedet, som forhindrer det nye fællesskab i at skeje for meget ud. Dertil kommer at man får mulighed for at sende præstekandidater til uddannelse, bære ordensdragter og meget andet. Man bliver en del af det kirkelige fællesskab, med alt hvad det indebærer.

Men for ganske nylig har Den Hellige Fader også ændret dette vigtige punkt i Kirkeretten. Fra nu af skal alle nye ʻinstitutterʼ – dvs ordensstiftelser, have deres oprettelse godkendt af et kontor i Vatikanet. Det er naturligvis stadig op til den enkelte biskop om han vil tillade ordenen at virke inden for bispedømmets grænser, men den enkelte biskop har mistet retten til at godkende nye ordener i Kirken.

Også dette er en unødvendig og farlig centralisering af de kirkelige beføjelser. Hvis man kigger ned gennem kirkehistorien, er det tydeligt at Helligåndens vind gennem flere perioder har haft vanskeligt ved at slippe igennem Vatikanets tykke mure, mens den har haft lettere ved at opnå lydhørhed andre steder. Dette har efter min opfattelse været med til at sikre Kirkens overlevelse gennem århundrederne, en overlevelse som efter min opfattelse på længere sigt vil blive vanskeliggjort, hvis Vatikanet ikke under et kommende Pontifikat omgør denne beslutning.

Centraliseringen på disse to punkter, sker efter min mening på et yderst kritisk tidspunkt i Kirkens og menneskehedens historie. Vi lever pt i en tidsalder, hvor Djævlen ikke er vanskelig at få øje på. Vi ser ham i sekulariseringen af de vestlige befolkninger, vi ser ham i LGBT- og transbevægelsens dehumanisering af det at være menneske og vi ser ham i et stadigt tiltagende overvågningssamfund, der er ved at forvandle mennesker til QR-koder.

Vi ser ham mange steder, og jeg overvejer faktisk at skrive et helt indlæg over det emne alene.

Vi ser ham også i angrebene mod Guds Hellige Kirke, hvor vi katolikker med sorg må erkende at forskellige biskopper og hæderkronede ordener har ladet uddannelsen af præster pervertere til et niveau, hvor diverse skandaler med forskellige former for sexuelt misbrug nærmest har været uundgåeligt. Det er mit indtryk at tingene, lige hvad dét angår, er strammet op i vores del af verden – med flere og bedre præstestuderende til følge. Men vi lider stadig under følgerne af tidligere tiders vanvid, og det vil vi nok komme til nogen tid endnu.

Der er sluppet råddenskab ind i Kirken, og noget af denne råddenskab er sluppet helt op i de højere hierakiske lag. Dette er gennem tiden faktisk blevet forudsagt af indtil flere profetier så det burde ikke komme som en overraskelse, men råddenskabet kommer ikke fra de der har kærlighed til den traditionelle messeform. Ligeledes kommer den yderst sjældent fra de mange nye ordensstiftelser, som gennem hele vores historie har præget Kirken – men som der nu, pga en paves uforstandighed, bliver betydeligt færre af i tiden der kommer.

Vi lever i udfordrende tider, men udfordringerne bliver ikke mindre på vejen der ligger foran os. Det vi har brug for, er en Kirke som er gearet til disse udfordringer, og her er jeg alvorligt bange for at de ting jeg her har nævnt trækker i den forkerte retning.