Når man tager i betragtning at den danske mediedækning af amerikansk indenrigspolitik nærmest er væg-til-væg, kan man godt blive forundret over den manglende dækning af Præsident Trumps nylige annoncering af en ny udenrigspolitisk doktrin for den amerikanske supermagt. Annonceringen fandt sted i en tale under præsidentens officielle besøg i Riyadh den 13. maj, så medierne har haft masser af tid til at sætte sig ind i talen dens vidtrækkende konsekvenser.

Der er ellers nok at tage fat i, men når ingen andre åbenbart vil – så vil jeg.

For mig personligt, er der ingen tvivl om at jeg betragter Præsident Trumps Riyadh-doktrin som mere end bare et skridt i den rigtige retning; Rent faktisk er der tale om en doktrin, som jeg selv ville være villig til at skrive under på, hvis ellers nogen skulle finde på at bede mig om det.

Siden 2. Verdenskrig har det ellers været den kendte Truman-doktrin, der har været retningsgivende. Truman-doktrinen blev annonceret i ruinerne efter anden verdenskrig, i 1947, og var en doktrin, der var tilpasset en verden, hvor fjenden var den kommunistiske verden og frygten for en udvidelse af denne.

Doktrinen var en succes, i hvert fald i den forstand at jerntæppet faldt for nu 35 år siden, hvor befolkningerne i Østeuropa vandt deres frihed tilbage.

Således alt godt, men desværre har ingen af de amerikanske præsidenter inden Trump fundet anledning til at ændre på landets udenrigspolitiske doktrin.  

Det er naturligvis rimeligt nok, at en doktrin først kan ændres, når man for alvor kan se hvilken retning ’den nye verden’ bevæger sig i. Det har man jo sådan set kunnet i nogen tid efterhånden, så da Præsident Trump i Riyadh annoncerede sin nye doktrin, var det både logisk og ønskeligt. Det var simpelt hen på tide, og hvem skulle gøre det andet end en ny præsident, der blev valgt på ønsket om at befri sit land fra den gamle gardes jerngreb og som oven i købet har en kraftig instinktiv og værdimæssig modvilje mod at føre krige?

For at Truman-doktrinen i mange tilfælde kunne give et figenblad til et politisk ønske om at fremme USA’s interesser gennem krigsførsel på fremmede kontinenter, har været tydeligt for enhver.

Især har doktrinens krav om intervention mod ufrie regimer og forpligtelsen til at kæmpe for demokratiets udbredelse, været anvendt som argumenter når krige skulle sparkes i gang. Det så vi blandt andet i forbindelse med USA’s invasion i Irak og i det mislykkede forsøg på at lave nationsopbygning i Afghanistan.

Men med den nye Riyadh-doktrin er det endelig slut med den slags eventyr – og heldigvis for dét. I dag kan de fleste vist godt se, at især krigen i Irak kom der intet godt ud af. Dengang det skete, var jeg kraftig modstander af den, og oplevede til min udelte forbløffelse i den forbindelse at blive kaldt for såvel kommunist som Saddam-tilhænger.

Logikken, som jeg aldrig lærte at forstå, var at hvis man var uenig i et kernepunkt i aktuel amerikansk udenrigspolitik, måtte man nødvendigvis være kommunist – og hvis man modsatte sig en krig mod et åbenlyst totalitært styre, som Saddams Irak jo var – ja, så måtte man nødvendigvis selv være tilhænger af totalitarisme som styreform. Synspunktet var en direkte forlængelse af præsident Bush’s lige lovligt liberale fortolkning af Truman-doktrinen: At enten er I med os, eller også er I imod os. Datidens amerikanske regering og europæiske neocons, efterlod ikke andre muligheder end disse to alternativer.

Holdningen var også, at når først de amerikanskledede vestlige tropper rullede ind i henholdsvis Kabul og Baghdad, ville den lokale befolkning juble over dens nyvundne frihed.

Vi ved alle, at det langt fra var sådan det gik. Tværtimod måtte næsten 4500 amerikanske soldater lade livet som følge af de kamphandlinger som fulgte besættelsen af Irak, og 32300 blev såret. Større var lykken hos den lokale befolkning altså heller ikke.

I dag kan de fleste vistnok se at jeg og de øvrige krigsmodstandere dengang havde ret; at krigen mod Irak intet godt ville føre med sig, og at fantasien om nationsopbygning under en fremmed magts militære besættelsestropper, i dette tilfælde USA og bla Danmark, naturligvis aldrig vil blive positivt modtaget af noget lands befolkning.

Den efterfølgende opblomstring af islamisk ekstremisme i ikke blot Mellemøsten, men også Europa, medvirker blot til at understrege det tåbelige i forehavendet.

Det fremgår tydeligt af Præsident Trumps offentlige udtalelser, at hans holdning til især Irak-krigen lader til at være identisk med min egen dengang til samme emne – og naturligvis også i dag. Jeg synes det er rart og betryggende, at USA endelig har fået en præsident, der tør tage denne arv op og drage de nødvendige konklusioner på den.

Rent faktisk, så er Præsident Trumps helt grundlæggende modvilje mod krig, blodsudgydelse og militær intervention beundringsværdig og afgjort én af grundene til, at jeg glæder mig over, at USA’s præsident i dag hedder Donald Trump. Da Trump tiltrådte embedet i januar, var det tydeligt at USA havde brug for et skifte – og det samme havde resten af verden.

Men hvad er så denne Riyadh-doktrin for en størrelse og hvad er forskellen i forhold til den gamle Truman-doktrin?

Mens Truman-doktrinen forpligtede USA’s regering til en global kamp mod datidens ideologiske fjende, kommunismen, med anvendelse af alle de redskaber man havde i skuffen af militære og økonomiske midler, er præsident Trumps tilgang meget fornuftsbaseret og tilrettet verden sådan som den er her i 2020’erne og som den forventes at udvikle sig gennem de kommende årtier.

Linjen i præsident Trumps doktrin er, at afvise interventioner og nationsbygning som en et redskab, og i stedet understrege regional suverænitet som et kernepunkt i doktrinen. Som Trump sagde I Riyadh: “Peace, prosperity, and progress ultimately came not from a radical rejection of your heritage but rather from embracing your national traditions.” Det har præsidenten naturligvis aldeles ret I, og rent faktisk, så afspejler det nogenlunde min egen holdning, dengang i Irak-krigens begyndelse, når jeg diskuterede emnet med europæiske neocons.

Eller sagt på en anden måde: USA’s politiske system med dets frihedsrettigheder til befolkningen, er to die for – men det er bygget af amerikanere til amerikanere, og kan ikke nødvendigvis eksporteres til fjerne lande med en anden kultur, på tværs af den nationale samtale i dette land.

Et andet hovedpunkt i den nye doktrin, er at lade økonomisk partnerskab erstatte ideologisk konfrontation. JA: Lande regeres forskelligt og med udgangspunkt i forskellige ideologier. Det er ikke i alle lande, at regeringen er ’By the People and For the People’. Det er pokkers og det er bedrøveligt, men det er sådan det er. Naturligvis ville det være bedst hvis demokratiet spredte sig, men sandheden er, at tingene udvikler sig bedst, hvis det er befolkningen selv der holder roret i hænderne. Trumps fokus er derfor på relationer i handel og økonomi og et samarbejde, der gavner begge parter. Også dér er jeg enig med den amerikanske præsident.

Og mens Truman-doktrinen forpligtede USA til at spille en global rolle i kampen mod kommunisme og for udbredelsen af demokrati, er Trumps doktrin meget mere i tråd med ambitionen om at sætte America First. Trumps linje er et selektivt engagement med særligt fokus på strategiske partnerskaber med centrale allierede – som eksempelvis Saudi Arabien og De Forenede Emirater. Trump erstatter dermed den globale forpligtelse med bilaterale aftaler, som skal være i USA’s interesse. Det ville jeg klart opfatte som en positiv forbedring hvis jeg var amerikaner.

Præsident Trump har også en anden tilgang hvad anvendelse af diplomatiet angår. Mens Truman-doktrinen byggede meget på institutionelle mekanismer til at gennemføre sin politik, satser Trump mere på personlige relationer i sin tilgang. Dette er en logisk konsekvens af den kendsgerning, at den amerikanske præsident er en peoples person, som efter sigende er meget dygtig til at skabe personlige relationer med sine modparter.

Og mens Truman-doktrinen forpligtede til en hård ideologisk modstand mod ideologiske modstandere, som dengang var kommunismen, er præsident Trump mere pragmatisk i sit udgangspunkt. Det ser man mest tydeligt i hans holdning til Iran, som præsidenten omtaler som ’the most destructive force’. Dette har dog ikke forhindret ham i at tilbyde Iranerne en olivengren og ønske landet succes og fremgang – dog, i sagens natur, uden egne atomvåben. Også hér er jeg enig med præsident Trump: Den iranske befolkning har valgt den vej som de ønsker at deres land skal udvikle sig, men engang i fremtiden vil de muligvis nok vælge en anden. Det skal bare ske i deres eget tempo og på deres egen måde – og i mellemtiden skal landet naturligvis udvikle sig i frihed og velstand og i fred og i balance med landets naboer.

Mens Truman-doktrinen i høj grad handlede om at forhindre kommunismens udbredelse, tror præsident Trump mere på optimisme og regional udvikling. Eksempelvis gør Trump i talen opmærksom på, at det økonomiske mirakel i eksempelvis Saudi Arabien og UAE og de forbedrede livsvilkår for befolkningerne i de to lande, er udtryk for en udvikling som aldrig kunne have fundet sted under en besættelse.

Tværtimod er denne regions nye guldalder et udtryk for en national og regionalt drevet udvikling. Det samme kan, efter min mening, i øvrigt siges om den tilsvarende udvikling i Asien, som i høj grad også stormer frem i disse år. Det samme vil man om et par årtier kunne sige om det afrikanske kontinent, men det kan vi jo passende vende tilbage til når tiden er inde til dét.

I det hele taget, er den nye amerikanske doktrin, som præsident Trump har lanceret, et velkomment skifte fra den kolde krigs ideologiske krigsførsel til en mere transaktionel og regionalt fokuseret udenrigspolitik, som er designet til det 21. århundredes udfordringer og skiftende økonomiske og geopolitiske realiteter.

Det er alt for mange år siden at det skete, men alligevel står formiddagen som mejslet ind i min hukommelse.

Jeg var 18 år gammel, havde nærmest aldrig været nogen steder før i mit liv – men aftenen inden var jeg ankommet til mine drømmes by. Jeg var i New York; Simon & Garfunkels hjemstad; Byen, der aldrig sover. Året var 1985, og jeg var frisk og sprød og havde droppet alle studenterfesterne efter min HF-eksamen, så jeg kunne nå flyet.

New York havde været i mit blod siden jeg år tidligere var blevet introduceret til LP’en med Simon & Garfunkels koncert i Central Park – koncerten, hvor byens jointsælgere havde lovet at donere aftenens fortjeneste til byen, de alle elskede.

Og nu var jeg der selv. Jeg var ankommet aftenen i forvejen, efter at have delt en taxi med en amerikansk pige, der vistnok hed… ja, det har jeg desværre glemt, og da jeg senere ringede til hende fra en telefonboks, var det en mand der svarede.

Men jeg husker sommerfuglene i maven, da jeg gennem taxiens ruder for første gang så BYEN.

Næste morgen, da jeg vågnede, skete det så: Øjeblikket, der for altid har fæstnet sig for mit indre blik.

Jeg trådte ud fra hotellet, sommersolen bagte ned og da jeg lod blikket vandre opad, var husene så høje at jeg blev svimmel. 50 meter længere nede af streeten lå den kaffebar, hvor dagens morgenmad skulle indtages. Den var ikke svær at finde – selv ikke for en 18-årig jyde på udebane. Og da jeg nogle minutter senere sad bænket med en kop slavekaffe og en egg&bacon sandwich, skete så det næste fantastiske, som jeg aldrig glemmer: En sort pige, der tydeligvis kendte baristaen ganske godt, beklagede sig over sin boyfriend.

Mit hoved var ved at eksplodere – jeg var der virkelig. Midt i det hele.

Senere gik turen med busselskabet Trailways tværs gennem landet: Fra New York til Chicago og derfra videre til Sacramento, hvor min oldefar dengang boede. Jeg så landet i al dets storhed – og vigtigst af alt: Jeg mærkede det. Fire døgn i bus mellem Chicago til Californien satte sine spor – både på kroppen og på sanserne.

Jeg vil aldrig glemme midvestens uendelige marker, bjergene eller det vildeste af det hele: Den store saltsø, der bare blev ved og ved og ved og…

Nåja, og jeg glemmer nok heller ikke de syv timer jeg tilbragte i Denver mens vi ventede på den næste bus. Sammen med en kiwi og et par stykker mere fandt vi et værtshus, der lukkede os ind til en enkelt øl. Desværre havde de ikke den øl, som Diane i en af Chicagos forstæder havde introduceret mig for, men skidt med det.

Og jeg husker, da Nevadas ørken blev afløst af Californiens blide og smukke natur; allerede ved statsgrænsen begyndte det at vælde frem med blomster og farver og skønhed. Det var ellers lidt af en omvæltning, efter dagevis med ørken og bjerge og….det, jeg husker som råhed.

Men fantastisk var det.

Og ydermere: Reagan var præsident, og jeg var fan.

I det hele taget har jeg altid siden fulgt med i amerikansk politik. Blandt andet har jeg kunnet glæde mig over, at jeg allerede omkring midten af 2007spottede Barack Obama som kommende præsident – inden jeg selv blev tortureret og inden de fleste danskere overhovedet anede hvem han var.

Det har jo, som bekendt ændret sig siden. Jeg husker, at jeg nævnte ham under torturen og at min bøddel ikke anede hvad jeg talte om, men det var der vist heller ikke så mange andre der gjorde.

Som alle andre europæere, har jeg livet igennem haft et kompliceret forhold til amerikanerne og deres land. Jeg synes at det blander sig for meget i andre landes anliggender; i sager der ikke vedrører dem, og til tider har det gjort mig rasende. Jeg har den klare overbevisning, at 800 militærbaser uden for landets grænser, kun vanskeligt kan forklares som national sikkerhed, og at størrelsen på det amerikanske militærbudget er vanskelig at forsvare, når man ser på hvordan landets egen underklasse lever i en nærmest desperat fattigdom.

Men hvad det sidste angår, er jeg også opmærksom på muligheden for bias i de europæiske medier, der beskriver disse forhold.

Gennem årene, har jeg ofte kritiseret USA meget kraftigt – af og til også mere, end bukserne har kunnet holde. Men når jeg har kritiseret dem, skyldes det at de kan gøre bedre. Virkelig. Det kan de! Og det bør de!

Min amerikanske drøm lever stadig. Den dag i dag, vil jeg kunne se mig selv bo i enten Nashville, for musikken, eller Las Vegas – for pokeren. Eller måske min oldefars Sacramento, for klimaet og skønheden og Stillehavet næsten lige uden for døren.

Drømmen lever stadig, og lige siden dengang jeg tog turen med Trailways, har jeg ønsket at tage turen en gang til – denne gang bare gennem sydstaterne, der for mig altid har stået som en stemning, jeg bare VIL have ind under huden. Musikken og maden og sommeraftenerne og kvinder, der taler southern…

Men det kommer nok ikke til at ske, og det er der flere grunde til.

Politikken i USA har ændret sig siden Reagan, og ikke altid til det bedre. Præsidenterne har haft varierende kvalitet – ingen nævnt, ingen glemt. Bush jr. brød jeg mig eksempelvis ikke meget om; selv om jeg forstod behovet for at reagere efter terrorangrebet i New York, synes jeg at reaktionen var uhensigtsmæssig og skadende – både for Verden og for USA selv. I dag er de fleste vistnok enige med mig i at krigen mod og besættelsen af Irak var en fejltagelse, men dengang gav det mig mange heftige diskussioner med europæiske neocons.

Bush gav også energi til retorikeren i mig, der ikke kan undgå at ryste på hovedet over den evigt gentagede påstand om terroristerne: At they hate us for our freedom – når selvsamme præsident på rekordtid gennemførte Patriot Act, der faktisk formindskede selvsamme frihed og som gav inspiration til adskillige terrorpakker i blandt andet Danmark, der har gjort vort land til ét af de mest overvågede i den vestlige del af verden. Selv STASI ville være stolt.

Nej, ikke alle præsidenter har været lige gode.

USA har også været kendt for at være et land, hvor landets sikkerhedstjenester nærmest systematisk har undergravet de frihedsrettigheder, som er en af grundene til at jeg i sin tid forelskede mig i landet.

Magtmisbruget udviklede sig i Biden-årene til, at konservative katolikker kom på observationslister og menigheder blev infiltreret af FBI, forældre der kritiserede at deres børn skulle fyldes med LGBT-propaganda, blev rubriceret som domestic terrorists, og repræsentanter for den føderale regering forlangte at sociale medier som Facebook og Twitter skulle fjerne indhold, der stred imod magthavernes narrativ.

Der har virkelig været meget at kritisere. Virkelig. Og som så mange andre, har jeg i svage øjeblikke tænkt, at USA kunne være tabt. Men så skete der dét, som så ofte sker: De totalitære kræfter gik for langt.

Det begyndte med præsident Trump. Ham var de bange for. Så bange endda, at de angreb ham med alle tænkelige midler. De angreb ham med advokater og retssager og da dét ikke virkede, sendte de FBI af huse for at storme hans hjem i Florida og lod tilfældige agenter rode igennem præsidentfruens skuffer med undertøj og den slags.

Dét skulle de nok ikke have gjort.

Ydermere: Da den tidligere politiker for Demokraterne, medlem af Repræsentanternes Hus og præsidentkandidat, Tulsi Gabbard, kritiserede sit daværende partis præsident, røg hun også på en observationsliste, der gjorde det meget besværligt at flyve inden for landets grænser. Det er en interessant detalje ved Gabbard, at mens den slags lister er beregnede til personer, der udgør en trussel mod enten luftfarten eller nationens sikkerhed, beholdt hun gennem hele forløbet sin TS-clearing (Top Secret) og kunne fortsætte i sit hverv som Oberstløjtnant af Reserven.

Fejl på fejl; stupiditet på stupiditet – og da præsidentvalget så endelig kom sidste år, skete det nødvendige: Præsident Trump vandt, Deep State tabte og Tulsi Gabbard blev øverste chef for landets efterretningstjenester – Director of National Intelligence. Hvilket ups.

Det hjalp selvfølgelig på valgresultatet, at Det Demokratiske Parti havde mistet pusten i et omfang, der fik partiet til at opstille den nok mest håbløse præsidentkandidat i mands minde.

Sikkerhedstjenesternes magtmisbrug begrænsede sig desværre ikke kun til USA selv. Tendensen bredte sig også til landets allierede. Jeg mærkede selv til det, da en tidligere rival, via sin tilknytning til Forsvarets Efterretningstjeneste, gennem en kidnapning & en omgang tortur og en placering på en eller anden terrorliste, fik bombet mit liv i ruiner.

Når storebror opfører sig dårligt, gør de små også. Sådan er det jo.

Derfor jublede og dansede jeg af glæde, da den nyvalgte præsident meddelte, at det netop var Tulsi Gabbard, der skulle være øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester – DNI. Hende heppede jeg på, da hun forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat – og jeg tænkte: Måske er USA ikke tabt alligevel – måske er der stadig håb? Med en nyvalgt præsident, som de havde givet hele turen – inklusiv et par attentatforsøg – og en spionchef, der røg på en liste på grund af kritik af den siddende præsident og hvis integritet jeg har tillid til…. Tænk sig: Måske kan Amerika alligevel reddes?

Hvad Tulsi Gabbard angår, så ser jeg på hendes X-profil, at hun er gået til stålet. Hun har simpelthen nedsat en task force, der skal genskabe tilliden til landets efterretningstjenester. Der er tale om noget, der hedder Director’s Initiatives Group (eller DIG), som arbejder med at oprulle og bringe til standsning de forskellige projekter, der har ført til, at de amerikanske sikkerhedstjenester har været anvendt som redskaber, vendt mod landets egen befolkning og som undergraver de amerikanske frihedsrettigheder og befolkningens tillid til disse.

Og for første gang i mange år ville jeg ønske at jeg var amerikaner. Hvor ville det dog være herligt, at kunne bakke op bag præsidenten, der fik øreflippen skudt af og spionchefen, der selv røg på listen og som vil rydde op i det hele – og sundhedsministeren, der vil gøre drikkevandet drikkeligt igen og maden sund og giftfri.

Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være der lige på stedet – melde mig til tjeneste i partiet og regeringen, og spørge: Hvor kan I bruge mig?!?

Selv om jeg ikke altid forstår præsident Trump, er jeg alligevel enig i udgangspunktet: America First. Med en udlandsgæld, der er ude af kontrol og en verden, der med bla BRICS er i hastig forandring bort fra Pax Americana, har USA behov for en periode hvor man fokuserer på sig selv. Det er jeg helt med på. Også selv om jeg, det skal tilføjes faktisk er tilhænger af en mulitpolær verden frem for den unipolære, som amerikanernes neocons så gerne ser. Heldigvis har den nye udenrigsminister Marco Rubio også forstået at det er i den retning udviklingen går, så det skal nok gå.

Men selv om jeg er enig i at amerikanernes regering naturligvis skal sætte America First, så må det aldrig blive America Alone – for det vil aldrig gå.

Apropos: Det med Grønland er vi for øvrigt uenige om, men det er en anden sag, som ikke er så vigtig for dette indlæg.

Indlægget vil jeg gerne afslutte, ved at fortælle om min oldefar – ham i Sacramento. Han hed Henry George Ritto, og døde 3-4 år efter at jeg besøgte ham i hans lille hus på Montclaire Street. Han rejste til USA som ganske ung, og min oldemor tilgav ham vistnok aldrig. Men hver morgen gik han ud på sin lille plæne foran huset og hejste Stars and Stripes op i flagstangen. Det syntes jeg jo var, sådan set, vældig interessant. Især fordi han jo startede som dansker – og vist endda jyde, så hvordan gør man det der? Hvordan bliver man noget andet, endda i et omfang, hvor man hver eneste dag resten af livet hejser et amerikansk flag foran sit hus?

Så en dag spurgte jeg ham, og svaret lød både enkelt nok og gennemført logisk: Efter at have tygget lidt på det, svarede gamle Henry, at hver gang han gik ud i haven med sit flag, gentog det samme for sig selv:

America has been good to me. Now I’ll be good to America.

Det synes jeg bare skulle med.

Da USA’s præsident Trump kort inden han tiltrådte til sin anden præsidentperiode udtrykte et ønske om at overtage Grønland, betragtede de fleste af os det som et forhandlingsoplæg. Trumps forhandlingsstrategi skulle i så fald være, at han lagde ud med at forlange noget urimeligt, med en forventning om at de efterfølgende samtaler ville ende ud i dén løsning, som han reelt ønskede at opnå.

Det er stadig min personlige opfattelse, at det var sådan præsidentens udspil skulle læses og opfattes. At man, ved at lytte til de amerikanske kritikpunkter, vil kunne opnå en for begge parter tilfredsstillende løsning – en løsning, som ville beskytte grønlændernes legitime ønske og ret til at styre deres eget land sådan som de selv vil. Et eller andet sted er jeg stadig overbevist om, at det er hvad den amerikanske administration selv ønsker, idet en fjendtlig overtagelse af Grønland vil give amerikanerne uanede vanskeligheder i forhold til landets øvrige allierede. Allierede, som USA, trods en America First strategi, i sidste ende vil have vanskeligt ved at undvære et højt niveau af opbakning fra.

Da den aldeles fremragende vicepræsident Vance så, i sit berømte Danmark er en dårlig allieret-interview til Fox News i begyndelsen af februar fremlagde teksten, blev de amerikanske ønsker til Danmark så lagt frem for offentligheden. Det amerikanske ønske blev, typisk for Vance, fremlagt på en sprogligt tydelig, præcis og umisforståelig måde: Amerikanernes problem med den danske overhøjhed over Grønland, hænger sammen med Danmarks manglende evne til på tilstrækkelig betryggende vis at overvåge den del af det meget store nordatlantiske område, der strækker fra Grønlands kyst til Færøerne.

Vicepræsident Vance var klar i mælet: Dét skal Danmark have styr på, ellers kan vi ikke beholde Grønland.

Så langt, så godt. Nu har amerikanerne lagt kortene på bordet, og dérfra har det været op til den danske regering i København at håndtere problemet.

For det første, så giver det sig selv, at et land af Danmarks størrelse naturligvis ikke kan overvåge så stort et område alene. I hvert fald ikke, hvis overvågningen skal have en ’tæthed’ og en militær tilstedeværelse, der vil tilfredsstille de krav, som amerikanerne sædvanligvis stiller. Derom hersker der ingen tvivl.

Men det betyder ikke at en kompetent, dansk regering ikke ville kunne løse problemet. Her er problemet bare dét, at vores regering for det første ikke forekommer at være sikkerhedspolitisk kompetent ledet, hvilket man bla kan se i forhold til Rusland-Ukraineproblematikken. Men i stedet for kompetent ledelse, har regeringen Frederiksen valgt at ville diskutere folkeret og grønlændernes ret til selvbestemmelse.

Problemet er, at den slags principper har amerikanerne historisk set kun i begrænset omfang tilladt at lade begrænse landets adfærd. Amerikanernes primære fikspunkt i sikkerhedspolitikken har været, og er det i ikke mindre grad under Trump, at håndtere landets egne interesser. Her har den danske regering så valgt at håbe på, at forventede problemer med allierede vil være nok til at holde amerikanerne tilbage.

Denne uges besøg i Grønland af Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Second Lady Usha Vance, udgør det amerikanske modsvar til regeringens lidt tvivlsomme strategi – og svaret lyder: You can do better!

Mens amerikanerne adresserer hvad Washington betragter som reelle problemer, som skal løses i den fysiske verden, vælger Kongeriget Danmarks regering at spille den amerikanske ledelse med de tricks, som vi alle lærte dengang vi sad i elevrådet. Og det dur naturligvis ikke. Derfor står Danmark til at miste Grønland, hvis ikke regeringen meget hurtigt får taget sig sammen til at forstå forskellen i tilgangen: At amerikanerne forlanger dansk problemløsning i den fysiske verden.

Og det på samme tid sørgelige og håbefulde er, at problemløsningen ligger lige for. For mens Danmark på grund af landets begrænsede størrelse naturligvis ikke kan etablere et overvågningsnetværk i Arktis, der tilfredsstiller de amerikanske forventninger, findes der heldigvis andre løsninger. Og ikke nok med at disse løsninger findes – de har oven i købet præsenteret sig selv for danskerne på et sølvfad.

Den øverstkommanderende for EU’s militærkommando, har således tilbudt Danmark at sammensætte en EU-mission til den arktiske del af Nordatlanten, og en tilsvarende henvendelse har der været fra NATO.

Løsningen ligger dermed lige for. Den lavpraktiske del vil kunne strikkes sammen i løbet af et par måneder, og så vil amerikanerne ifølge landets vicepræsident ellers være tilfredse.

Simsalabim – whats not to like?!?? NATO-løsningen indebærer samtidig, at Canada vil kunne indgå i problemets løsning, hvilket af geografiske grunde egentlig vil være meget rimeligt og logisk. Bolden ligger lige til højrebenet, og det er bare at trille den lige så stille i mål.

I stedet har den danske regering håndteret sagen med en amatørisme, så guderne må sig forbarme. Ikke nok med at man hidtil har kørt amerikanerne som om der var tale om en konflikt i elevrådet, oven i købet uden at udnytte vores plads i FNs sikkerhedsråd til at få sagen taget op dér, så fortsætter Frederiksen-regeringen ufortrødent med at lade Folketinget ratificere en aftale om udstationering af amerikanske tropper flere steder i Jylland.

Det er jo direkte inkompetent: Her har vi en fremmed magt, der udadtil har et erklæret ønske om at overtage en del af Kongeriget, hvorefter selvsamme fremmede magt indbydes til at udstationere tropper inden for landets grænser. Det er fuldstændig vildt og helt hen i vejret. Inkompetencen er så tydelig, at den skriger til Himlen. Der findes ingen ord i den danske ordbog til at beskrive dette, hvilket måske er den egentlige grund til at jeg anvender så mange af slagsen.

Men vildt er det.

På det rent personlige plan, vil mit hjerte græde og blive knust i tusinde stykker, hvis regeringens inkompetence får landet til at miste Grønland. Da jeg for alt for mange år siden var barn og boede på Fuglebakkevej i Esbjerg, hang der to plakater på min væg. Det vil sige: Den ene var ikke en plakat, men derimod et søkort over den jyske vestkyst. Kortet var et udtryk for min fars kærlighed til havet, som han forsøgte, og lykkedes med, at give videre til mig.

Det andet var en plakat, der viste et kort over Grønland. Grønland er en meget vigtig del af den danske selvforståelse, og for de fleste af os har det en meget stor prioritet at passe på landet og på grønlænderne, så de får så stor frihed til at leve deres liv som det overhovedet er muligt. Jeg behøver blot at nævne sundheds- og socialvæsen, så ved de fleste hvad jeg taler om. I dag er Danmarks vigtigste opgave i forhold til det grønlandske samfund, at vi skal levere de rammer som er nødvendige for at grønlænderne selv kan definere deres livsform og kultur på deres egne betingelser.

Det er mit klare indtryk, at det går helt fint med det. Vi skal ikke bestemme over grønlænderne, men derimod give dem mulighed for at bestemme selv.

Med et eventuelt amerikansk indtog i Grønland, vil der ikke herske tvivl om at den særlige grønlandske livsstil og kultur vil forsvinde som dug for solen.

Heldigvis kan Grønland stadig reddes – det er jeg overbevist om. Det kræver sådan set bare, at regeringen mander sig op, forlader elevrådsretorikken og bevæger sig ind i den virkelige verden – dér, hvor sikkerhedspolitik og nationers fremtid bestemmes. Og løsningen ligger lige for – vore allierede har præsenteret den til os, nærmest som en pakkeløsning. Alt, hvad regeringen behøver gøre, er at tage imod – og i øvrigt droppe dén dér udstationeringsaftale.

Mandag den 16. december var jeg udsat for et kidnapningsforsøg. Kidnapningsforsøget fandt sted på én af stierne bag Egå Marina. Forsøget på at kidnappe mig, skete efter længere tids ikke særlig diskret overvågning og decideret chikane. Jeg er overbevist om, at hvis kidnapningsforsøget var lykkedes, ville jeg ikke have været i live i dag.

Jeg har grund til at antage, at der i den kommende tid vil blive gjort et nyt forsøg på at kidnappe mig. Efter en eventuel succesfuld kidnapning, vil jeg med temmelig stor sikkerhed blive henrettet og mit lig skaffet af vejen. 

Chikanen og overvågningsforsøget har rod i begivenheder, som jeg har beskrevet i tidligere indlæg: nemlig en tidligere kidnapning i 2007, hvor jeg blandt andet blev udsat for tortur og voldtægt.

Jeg skal i det følgende forklare, hvad jeg mener er årsagen til at situationen er eskaleret til et niveau, hvor mit liv er i fare.

Man kan sige, at den forøgede interesse for min person hænger sammen med et besøg hos en ørelæge i morgen, den 6. januar, men det er naturligvis ikke en tilfredsstillende forklaring.

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet kidnapningen og torturen, sådan som den fandt sted i 2007 og som jeg husker den. Jeg har ligeledes, efter bedste evne, beskrevet årsagen til at disse uhyrligheder blev gjort mod mig.

Men de værste af uhyrlighederne har jeg endnu ikke beskrevet. Og det er dém, der fører til at jeg i dag er jaget vildt for en forbryderbande.

Desværre er der ikke rigtig en god måde at indlede det her på, så here goes:

I forbindelse med mishandlingen dengang, blev der indsat mindst ét, og muligvis flere implantater i min krop. Et af disse sidder i mit ene øre – dybt nede i brusken, tæt på knoglen. Derudover har jeg hørt historier om, at der skulle være én mere – i hjernens frontallap. Jeg har dog vanskeligt ved at forestille mig hvordan den i praksis skulle være blevet placeret der, så den springer vi over for nu.

Kidnapperne dengang, der påstod at repræsentere Forsvarets Efterretningstjeneste, undlod at informere mig om implantaternes indsættelse og søgte heller ikke min tilladelse hertil. Det er først for relativ nyligt at jeg er blevet, først opmærksom på og siden overbevist om, at der som absolut minimum må befinde sig et implantat i mit øre.

Vejen dertil har været lang og snørklet – og mig? Ja, jeg har været naiv.

Efter torturen oplevede jeg at min verden forandrede sig: Jeg havde udviklet tinnitus. Tinnitussen har jeg tidligere beskrevet i indlæg her på siden. Efter nogen tid, begyndte jeg desuden at opleve diverse personlighedsforandringer. Jeg kan dog berolige med, at disse er ’fjernet’ eller hvad man nu kalder det, og at jeg nu er ganske tæt på udgangspunktet. Så tæt som er menneske nu kan være, når man tager i betragtning, at vi alle forandres af de erfaringer og indsigter, som vi gør os gennem livet.

Da der opstod mistanke om at der måske befandt sig et implantat i min krop i almindelighed, og mit øre i særdeleshed, skød jeg den først fra mig som værende en fjollet konspirationsteori. Men som det intelligente menneske jeg jo er, måtte jeg efter nogen tids overvejelse og ’mærken efter’, nødvendigvis drage den konklusion, at der er et implantat i mit øre.

Og i midten af november kom så det endegyldige bevis, men det vender jeg tilbage til.

Jeg var nemlig, til min overraskelse, begyndt at høre stemmer. Og ikke hvilke som helst stemmer, men min tidligere torturbøddels egen, der både dag og nat chikanerede mig. Nogle gange ved at spille lydspor fra torturen, andre gange ved, som under torturen, at forlange at jeg skulle arbejde for ham.

Ingen kan sikkert bebrejde mig, at jeg holdt disse ting op mod symptomerne for PTSD, og derfor overvejede om jeg monstro skulle være bukket under for dette fænomen. Men mit instinkt fortalte mig noget andet.

Derfor satte jeg mig ned og mærkede efter når chikanen kørte – og det var som sagt dagligt og i perioder bogstavlig talt i døgndrift. Nogle gange Tom Gundersen selv, andre gange en kvindelig sprogofficer i Pashtu (tror jeg at det er), som jeg nogle gange har genkendt som deltager i forbindelse med den illegitime overvågning af mig.

Men når jeg sad stille og lyttede og mærkede efter under angrebene, begyndte det hurtigt at stå klart for mig, at disse angribende og anklagende stemmer bestemt ikke kom fra ’mig selv’. De kom fra noget som var adskilt fra mig. Stemmerne var ikke mine, de tilhørte andre personer.

I samme periode oplevede jeg, hvordan ’nogen’ først fortalte mig at ’nu skruer vi op’, hvorefter min tinnitus blev så ubærligt høj at det trodser enhver beskrivelse – for så, en time til halvanden senere, at høre samme stemme sige at ’vi desværre ikke har lov til at gøre det her ret længe, fordi du tager for meget skade af det’ – hvorefter tinnitussen blev skruet ned på det ’normale’ niveau.

Jeg begyndte så at lægge en strategi for, hvordan man får sundhedssystemet med på at foretage de nødvendige undersøgelser, som er forudsætningen for at et implantat kan konstateres fysisk. Til det formål har man jo brug for skanninger og henvisninger og den slags.

Og det kommer ikke let med symptomer som mine, idet systemet som bekendt er opdraget til at lede efter svar hos den enkelte selv, fremfor i en ond omverden.

Men det lykkedes: Sidst på sommeren skrev min praktiserende læge en henvisning til en ørelæge, med henblik på at jeg dér kan sendes videre til en ordentlig skanning af mine ører. Desværre er speciallæger travle mennesker, så den tidligst mulige tid er i morgen – den 6. januar.

Efter at henvisningen kom i hus, begyndte der godt nok at ske ting og sager. Både via implantatet i øret, og i min omverden.

Lad os tage det sidste først: Ret hurtigt begyndte jeg nemlig at kunne konstatere, at jeg blev overvåget og at overvågningen skete overordentlig tæt på min person. De kom meget tæt på – og jeg genkendte dem. Blandt andet genkendte jeg flere gange, og på flere efterfølgende dage, den torturbøddel som under torturen mishandlede mig, førnævnte kvindelige sprogofficer (som, i parentes bemærket, er så let genkendelig, men desværre ikke på en positiv måde, at det i sig selv burde diskvalificere hende fra hemmeligt arbejde) og en eller to andre. De var omkring mig, de var tæt på (dvs ofte 10-20 meter) og de var det flere dage i træk.

Der var ingen tvivl; ingen diskussion: De var der, og den tydelige overvågning kombineret med at de var ligeglade med om jeg så dem, udgjorde naturligvis et budskab i sig selv.

Det samme gjorde chikanen gennem øret. Den foregik nu bogstavlig talt i døgndrift; den var krævende og insinuerende og beskyldende og i det hele taget… træls. Det skete også jævnligt, at der blev spillet en meget speciel slags musik gennem implantatet. Musik, der gjorde at jeg faldt i trance, hvis jeg ikke var forsigtig og straks begyndte at gå en tur eller på anden måde ’komme væk’.

Det er såmænd ikke fordi at jeg inden da behøvede at ’savne’ chikanen fra psykopaterne. Den havde som nævnt stået på i årevis, og havde længe antaget et omfang der gjorde det umuligt for mig at passe mine ting i livet. Én af konsekvenserne heraf var, at jeg i sensommeren 2024 blev hjemløs og derfor flyttede ind på en gammel sejlbåd i Egå Marina.

Men efter henvisningen blev det om muligt endnu værre – og som allerede nævnt, var der også den bevidst meget tydelige overvågning.

Så, en onsdag aften i midten af november måned 2024, kom så det endegyldige bevis på at chikanerierne med musik, stemmeangreb og den vedvarende tinnitus, kom via et implantat i min krop.

En aften på båden, mens jeg forsøgte at have det rart og passe mig selv, blev jeg heglet ned med angreb på angreb. Denne gang var det den meget hadefulde kvindelige sprogofficer i Pashtu, der sad ved mikrofonen. Hun heglede løs, bogstavlig talt i timevis, med at jeg var ’fortabt’, ’ikke havde en chance’ og at jeg kun har én ven i Verden: Nemlig en person ved navn Christina, som senere samme aften ville fortælle mig hvad jeg skulle gøre for at blive fri for chikanerne – eller i hvert fald, hvilket nok er mere realistisk, få mindre af det.

Denne Christina er en interessant person, som jeg har skrevet om tidligere. Det er hende, hvis person og gunst min torturbøddel og jeg i sin tid ikke kunne blive enige om, og som var den direkte årsag til at jeg blev tortureret dengang i 2007.

Men det var altså Christina, hvis efternavn er Kirkegaard Rasmussen, som skulle fortælle mig vilkårene for at chikanerierne skulle indstilles – eller i hvert fald gøres færre.

Men som så ofte før med denne psykopatisk lydende kvindelige sprogofficer, valgte jeg at ignorere hendes tåbeligheder.

Men hen på aftenen sket der jo det som kan ske for os alle: Jeg skulle ned på Marinaens badehus for at børste tænder og hvad man ellers gør, inden man skal sove. Og så, lige dér: På pladsen foran den store kran – lige dér sad Christina i sin bil, i en fuldt oplyst kabine og med front direkte mod mig så jeg kunne se hende. Ideen var tydeligt nok at jeg skulle kontakte hende. I stedet valgte jeg at konstatere at hendes smag i biler ikke havde ændret sig siden sidst, og i øvrigt ignorere fælden. Jeg fortsatte simpelthen mit ærinde, og da jeg skulle tilbage til båden, valgte jeg en anden vej tilbage.

Men forløbet omkring Christinas tilstedeværelse på Egå Marina, dokumenterede min mistanke om at stemmerne og de gentagende angreb og chikanerier kom fra en kilde udenfor mig selv. Mistanken om et implantat blev bestyrket og i praksis bekræftet.

Selv om kontaktforsøget mislykkedes, gjorde det ikke at chikanen blev mindre i den kommende tid. Mens jeg gik og hyggede mig med mit nye liv som hjemløs på en sejlbåd, fortsatte chikanen uanfægtet.

Så, fredag den 13. december, skete der noget. Mens jeg stod og beundrede udstillingen i ostebutikken i Guldsmedegade i Aarhus, skete der noget som jeg kun kunne betragte som en eskalering af situationen. Da skete der nemlig dét, at en person som jeg genkendte som en af overvågerne, trådte helt hen ved siden af mig og lod som om han interesserede sig for oste.

Dagen efter havde jeg en kaffeaftale med en jeg kender, hvor jeg straks søgte om og fik bevilget et asyl i den pågældendes lejlighed. Efter et par dage fik jeg dog nok; alt for mange mennesker (to) i en alt for lille lejlighed (60-70 kvm). Fredag den 16. december søgte jeg tilbage til mit frie og dejlige liv på den gamle sejlbåd – men mit ophold dér blev desværre kun kort i dén omgang.

Om aftenen, da jeg efter et såvel behageligt som vellykket besøg på pizzariaet vendte tilbage til båden for at gå til ro, blev jeg forsøgt kidnappet. Jeg undslap naturligvis i min vanligt overlegne stil, og er nu tilbage i en alt for lille lejlighed til flere personer end én.

Hvis kidnapningsforsøget var lykkedes, havde jeg været død i dag.

Jeg har, bogstavlig talt, ikke forladt lejligheden siden – dog med undtagelse af en kort tur ned i en nærliggende skov. Det kommer dog nok ikke til at gentage sig, idet jeg på turen mødte ingen ringere end agenten fra ostebutikken.

Og nu er tiden inde til at fortælle lidt om mine forfølgere.

Jeg har tidligere beskrevet, at mine kidnappere og torturbødler præsenterede sig som Forsvarets Efterretningstjeneste og at de i forbindelse med mishandlingen bar uniform, der præsenterede dem som soldater i det danske militær. Det er tydeligt, at i Søren Gades tid som minister, blev der i høj grad slækket på kravene til FE om at overholde kedelige ting som landets lovgivning og den slags.

Det er også alt sammen rigtig nok. Men der er mere til historien end det. Selv om Tom Gundersen ikke holder sig tilbage for at præsentere sig som FE-agent eller politimand, er han nemlig ingen af delene.

Derimod er han medlem af en privat organisation, der har blandt andet FE som klienter/samarbejdspartnere. Det var denne private organisation, som han i sin tid forsøgte at tvinge mig til at tilslutte mig. I Søren Gades tid var samarbejdet mellem denne organisation og FE så tæt og tillidsfuldt, at Gundersen kunne få den nødvendige infrastruktur stillet til rådighed, da han ønskede at kidnappe og mishandle mig.

Formålet dengang var, i hvert fald formelt, at jeg med tvang skulle rekrutteres til Gundersens egen organisation. Motivet hertil var at ydmyge mig foran vores fælles veninde – som for øvrigt selv var til stede under torturen og som, siden hun var 19-20 år, har været tilknyttet organisationen.

Og hvad er så egentlig formålet med dette indlæg?

Jo, det når vi til nu. Formålet er dels at gøre opmærksom på eksistensen af den private organisation, som forbryderen Tom Gundersen er tilknyttet og påstås at lede. Men helt primært er formålet sådan set at pege Politiet i den rigtige retning, hvis der skulle ske mig noget. Og det kan jo let ske, når jeg nu senere i morgen for første gang forlader mit skjul, for at gøre noget så kedeligt som at besøge en ørelæge.

Det er tydeligt at Gundersen selv og folkene omkring ham frygter mit ønske om en tilbundsgående søgen efter det implantat, som han selv for 17 år siden var med til at sætte ind i mig. Dette kan ses ved, at chikanen blev kraftigt intensiveret efter at jeg modtog den nødvendige henvisning. Det kan også ses ved, at chikanen lige efter tog karakter af en tæt og chikanerende, og i princippet truende, overvågning. Og så er der naturligvis kidnapningsforsøget i midten af december.

Så: Hvis jeg skulle forsvinde sporløst eller decideret blive myrdet på gaden, er det vigtigt at Politiet kan finde frem til de skyldige. I tilfælde af en kidnapning, vil jeg sandsynligvis være død inden for 1-2 døgn, så sandsynligheden for at finde mig levende vil ikke være særlig stor.

Den hovedskyldige i min kidnapning, og sandsynlige drab, er naturligvis Tom Gundersen. Han er ikke svær at finde, når jeg fortæller at han er søn af afdøde Bodil Gundersen, som desværre døde omkring marts måned sidste år – 2024. Det kan dansk politi sikkert godt finde ud af.

Christina, som, jeg nævnte ovenfor, har kendskab til alt. Hvis jeg kidnappes, kender hun alt til overvejelserne og beslutningen herom og véd med næsten sikkerhed hvor jeg bliver opbevaret og mishandlet indtil drabet. For øvrigt havde hun med stor sandsynlighed sin mobiltelefon i bilen, da hun en aften i november sidste år rullede ned på kajen i Egå Marina for at blive set.

For mit eget vedkommende? Tjah, jeg er jo et kristent menneske og som sådan altid parat til at dø. Det er ét af vilkårene som kristen, og i virkeligheden hjørnestenen i et kristent menneskes frihed. Men på den anden side er der jo ikke nogen grund til at det skal ske lige nu.

For øvrigt: Jeg nævnte en organisation. Den organisation, som Tom Gundersen påstås at lede, og som han i sin tid forsøgte at tvinge mig til at tilslutte mig. Den er ikke temaet for dette indlæg, men det vil være min hensigt at skrive meget mere om den ved en senere lejlighed. Der vil jeg blandt andet beskrive organisationens aktiviteter og netværk og hvad jeg ellers finder belejligt.

Et liv med såvel hårde som ubehagelige erfaringer, som personlige fejltagelser, har lært mig at man skal blande sig uden om personsager i den offentlige debat. Som oftest er den slags historier kraftigt vinklet, og ikke sjældent et resultat af at nogen både har plantet historien og betalt for den.  

Men der findes ingen regler uden undtagelser, og når min gamle makker Rabih Azad-Ahmad i netmediet BT beskyldes for terrorsympatier, finder jeg det amoralsk at holde mig tilbage.

I en stort opsat artikel på BT, beskyldes Rabih for at dyrke kontakter med personer med tilknytning til såkaldt ’terrorisme’ og mellem linjerne for selv at have sympati for terrorisme.

Jeg lærte Rabih Azad-Ahmad at kende i 2005, da jeg stillede op som kandidat til landets første regionsråd for Det Radikale Venstre. Idet Rabih var byrådskandidat og jeg selv stillede op til regionen, besluttede vi os for at føre valgkamp sammen. På den måde kunne Rabih opfordre sit store netværk til at støtte mig i valgkampen, og jeg selv kunne hjælpe ham i hans.

Den gensidige sympati og kammeratskabsfølelse mellem os var stor, så jeg kom også hurtigt ind som næstformand i Multikulturel Forening, som Rabih havde stiftet og var formand for.

Valget endte på den måde, at Rabih blev førstesuppleant til byrådet efter Uffe Elbæk, som senere trak sig, så Rabih hurtigt overtog stolen. Senere, ved folketingsvalget i 2007, hjalp jeg Rabih med en opstilling til folketingsvalget samme år – i Horsenskredsen. Efter valget fortalte han mig med et svedent grin, at ’dét gør jeg aldrig igen’. Jeg har dog stadig i dag den opfattelse, at hvis Rabih måtte finde på at lade sig opstille i en af de fire Aarhus-kredse, vil han have ganske gode chancer for seriøst at kunne konkurrere om storkredsens mandat.

Siden 2005 har jeg ved hvert eneste kommunalvalg givet Rabih min stemme. Den eneste undtagelse er ved valget i 2013, hvor jeg selv var kandidat for et andet parti, og derfor stemte på mig selv.

Med andre ord: Jeg kender Rabih, og ved hvad han står for. Jeg véd, at Rabih er demokrat helt ind til det inderste af marven, og jeg ved at hans universitetsspeciale som jurist, var om FN’s erklæring om menneskerettighederne.

Fra tiden dengang hvor vi sammen arbejdede med integration i Gellerup, havde Rabih store vanskeligheder med de mere radikaliserede elementer i miljøet. Selv var Rabih ikke et religiøst menneske, men han forstod folk der var, hvilket var grunden til at han alligevel lykkedes at samle bydelen omkring sig. Selv imamerne accepterede ham, mens det samme som nævnt ikke gjaldt områdets mere radikaliserede og kriminelle elementer.

At jeg nød arbejdet med ham og lærte meget i den periode, giver sig selv. Desværre måtte jeg trække mig fra arbejdet uden nogen ordentlig forklaring, idet mit personlige fjendskab med en FE-ansat, som er beskrevet andetsteds her på siden, gjorde mig til en sikkerhedsrisiko for alle mine omgivelser – i en periode endog min egen familie. Da min FE-fjende efter tunesersagen satte et rygte i omløb om at jeg var PET-stikker, var mit liv i fare og jeg måtte ganske enkelt smutte fra området i en fart.

Men jeg kender som sagt Rabih, og véd hvem han er og hvilket stof han er gjort af. Jeg kender ham som demokrat helt ind til det aller inderste, jeg kender ham som en person der respekterer andres religiøse opfattelse og forstår den, selv om han i den periode vi arbejdede sammen, ikke gav indtryk af at være et religiøst menneske.

Og jeg kender ham også som en stor fortaler for en bedre fremtid for det palæstinensiske folk. Rabih var konsekvent modtander af vold som en løsning på Palæstina-problemet og argumenterede ustandseligt for en fremtid for Palæstina, hvor kristne, jøder og muslimer kunne leve sammen i fred. Dette er et håb, som jeg for øvrigt ivrigt deler.

Rabih har arrangeret møder og talt ved demonstrationer, hvor palæstinensernes lidelser er blevet behandlet. Han er i det hele et kendt ansigt i hele dét dér miljø – hvilket er ganske fortjent, idet han som uddannet advokat og folkevalgt politiker, udover sin åbenlyse dygtighed, også står som et forbillede for mange unge.

Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Rabih af og til indbydes til at være taler ved forskellige arrangementer såsom debatmøder og konferencer, der omhandler den palæstinensiske sag.

BT kritiserer specifikt Rabih for to ting: (1) at han flere gange har talt ved konferencer arrangeret af European Palistinians Conference, og (2) at han ikke har taget afstand til Hamas’ angreb inde i Israel den 7. oktober sidste år.

Om det sidste punkt er der kun at sige, at dengang vi arbejdede sammen, var Rabih særdeles betænkelig overfor kravet fra visse danske meningsdannere om, at indvandrere med mellemøstlig baggrund på en eller anden måde havde pligt til at ’tage afstand’ til terrorangreb begået af al Quaeda og andre. I kravet herom ligger en mistænkeliggørelse, som i sig selv er hæmmende for integrationen, og derfor kontraproduktiv for begge parter.

Skulle jeg da også, som katolik, udtale mig hver gang eksempelvis IRA detonerede en bilbombe eller Folkekirkens biskopper lægge afstand hver gang Ian Paisley siger noget idiotisk eller opfordrede til vold?!? Hans konklusion, og min med, var og er et klart NEJ – det har man ingen forpligtelse til. Der er derfor ingen grund til, at Rabih, som dokumenteret demokrat og folkevalgt politiker med rod i det palæstinensiske folk og familie i området, skulle være særligt forpligtet hertil. Naturligvis ikke, det giver sig selv.

Det burde egentlig være nok, også for journalisten Claes Kirkeby Theilgaard, at rådmanden Rabih Azad-Ahmad ved flere lejligheder har ageret bordherre for Hendes Majestær Dronning Margrethe dengang hun stadig var regerende regent. Den slags får man ikke lov til, med mindre man først bliver undersøgt af PET i alle ender, ledder og kanter.

I øvrigt er det min opfattelse, at situationen i Palæstina med Israels igangværende folkedrab og fordrivelse af palæstinenserne er så betændt, at BT burde beskæftige sig med vigtigere ting end hvem der deltager i hvilke konferencer på det europæiske fastland, hvilket man med et ordentligt vognlæs god vilje trods alt godt kan påstå at Malmø er en del af.

Afslutningsvis vil jeg ligeledes gerne opfordre BT til at overveje, om det mon ikke vil være en god ide at arbejde med den kendsgerning, at forskellen mellem såkaldt ’terror’ og frihedskamp ikke udgøres af objektive kriterier, men derimod hele vejen igennem er politisk bestemt. Det har jeg skrevet et andet indlæg om, som kan tilgås her: Terror og retten til modstand.

Biden-regeringens seneste beslutning om at tillade det ukrainske regime at affyre ATACMS-raketter ind i den del af Rusland som USA anerkender, er af nogle NATO-orienterede kommentatorer blevet omtalt som en slags ’gamechanger’. Den påståede ‘gamechanger’ har til formål at få Kiev-regimet til at stå stærkere i en eventuel kommende fredsforhandling mellem Vesten og Rusland.

Det har været nævnt, at beslutningen kan være potentielt katastrofal, idet er ukrainsk pletskud i en russisk storby med mange civile drab til følge, vil kunne føre til en en atomkrig, hvor amerikanerne kun dårligt kan undgå at blive involveret.

Men så slemt kommer det ikke til at gå, og det er der flere grunde til. Lad os begynde med den mere militærtekniske del: ATACMS-raketerne er afhængige af GPS-systemet for at kunne ramme præcist, men dels har Rusland gennem længere tid ganske enkelt lammet GPS-systemet i området og dels gør anvendelsen heraf det blot lettere for det russiske luftforsvar at opspore raketterne allerede mens de befinder sig i luften.

Resultatet heraf så man forleden, hvor Kiev-regimet affyrede seks raketter mod den russiske by Bryansk. Her blev de fem uden problemer skudt ned, mens den sjette ramte et sted hvor den ikke gjorde nogen skade. Den eneste skade, der skete  som følge af affyringen, var da rester fra en af de nedskudte raketter desværre ramte inde i byen. Heldigvis skete der ingen større skade.

Det er vigtigt at huske på, at Kiev-regimet længe har anvendt ATACMS-raketter i krigen, og at deres anvendelse ingen indflydelse har haft på krigslykken. Det forventes derfor ikke, at Biden-regeringens tilladelse til Kiev-regimet i praksis vil ændre på hverken krigens gang eller Kiev-regimets stilling i øvrigt.

Men når den kontroversielle tilladelse alligevel er interessant i et større perspektiv, så skyldes det at ukrainerne ganske enkelt ikke selv evner at affyre disse ATACMS-raketter. For det første har man brug for efterretninger fra satellitter i forbindelse med måludpegning. Ukrainerne ejer ikke selv satellitter til overvågning, så her er de afhængige af amerikanske efterretninger.

For det andet er ATACMS-raketterne temmelig komplicerede at affyre, og det er endnu ikke lykkedes at oplære ukrainsk personel hertil. Det betyder, at når en ATACMS-raket sendes afsted, er det altid en amerikansk soldat der trykker på knappen.

Og det er hér det bliver interessant, for med beslutningen har Biden-regeringen faktisk beordret amerikansk militært personel ordre til at deltage i raketangreb mod Rusland.

Ovre i USA er der oprør i den republikanske del af kongressen, idet dette er en krigshandling mod Rusland, og den slags må ifølge landets forfatning ikke finde sted uden godkendelse i kongressen. Biden kan rent faktisk komme i fængsel for dét dér, men kommer det naturligvis ikke.

Når der spekuleres i, hvorvidt Rusland vil modsvare angrebet med et atomangreb mod udvalgte ukrainske mål, så skyldes det at dette faktisk ifølge russisk lovgivning efter vedtagelsen af den nye atomdoktrin vil være tilladt og dermed en mulig handling fra russisk side. Men den direkte amerikanske deltagelse i krigen, involverer USA som part, og dermed bliver USA og deres ’allierede’ i Europa et, set med russiske øjne, legitimt mål for gengældelse.

På de sociale medier er der derfor blevet talt meget om at vi befinder os på kanten til tredje verdenskrig.

Jeg vil i det følgende vælge at se bort fra, at tredje verdenskrig lystigt har været i gang længe. Det er nemlig, interessant nok, ikke hovedsagen.

Jeg er nemlig overbevist om, at Verden nok skal blive reddet fra atomragnarok i denne omgang. Årsagen hertil er enkel: Mere end 76 millioner amerikaneres stemmeafgivelse ved præsidentvalget i USA for nogle uger siden. Her blev Trump valgt på et program om fred og om at indstille den amerikanske støtte til Ukraine, hvilket i sagens natur ganske hurtigt vil afslutte krigen.

En anden ting er forskellen i tilgang mellem Biden-regeringen og ledelsen i Kreml. Mens Biden forekommer primært at være emotionelt drevet i sin tilgang til Rusland og andre konkurrenter på verdensscenen, virker præsident Putin og folkene omkring ham væsentligt mere professionelt drevet.

Russerne kan nenmlig også godt gennemskue dét dér. Dels at hverken ATACMS-raketter eller landminer kan ændre krigens gang og logiske konklusion, men også noget helt andet og mere politisk: At den indkommende amerikanske regering under ledelse af Donald Trump ganske tidligt i sin regeringsperiode forventes at trække støtten til Kiev-regimet og, populært sagt, lade dem sejle deres egen sø.

Det er derfor rimeligt at antage, at den russiske ledelse allerede har rettet en underhåndshenvendelse til Mar a Lago med spørgsmålet: Biden vil i krig mod os. Vil I også det?

Og det vil de naturligvis ikke. Trump har gjort det klart, at han vil fokusere på Kina og, af uransaglige grunde, Iran, og at han vil have Rusland-konflikten trappet ned til et acceptabelt leje.

Trump-folkenes svar på underhåndshenvendelsen vil være afgørende for det russiske modsvar i Ukraine, men hvad dét angår, har jeg allerede skrevet hvor jeg mener at bolden kommer til at lande. På den måde ender det så alligevel med at MAGA-bevægelsen får ret: At Donald Trump redder Verden fra ragnarok allerede inden han tiltræder præsidentembedet til januar.

Men strengt teoretisk kan det selvfølgelig tænkes at jeg tager fejl i min analyse. Det sker ganske vist så tilpas sjældent at det ikke er værd at regne med, men med en senil og emotionelt drevet beboer i Det Hvide Hus et par måneder endnu, kan man aldrig vide med sikkerhed. Der kan stadig nå at komme mange tåbeligheder fra den kant.

Derfor vil jeg gerne opfylde løftet fra rubrikken og klargøre, hvorfor jeg i den igangværende konflikt holder med Rusland.

Det vil jeg af flere grunde:

For det første, så henviser jeg til hvad jeg tidligere har skrevet omkring behovet for en europæisk sikkerhedsordning uden deltagelse af amerikanerne. Europa har alt for længe lagt under for den amerikanernes militære dominans af vort kontinent – en dominans, som har gjort det umuligt for Europæiske ledere at regere deres lande med egne befolkningers interesse som mål. De seneste næsten tre års unødvendige deltagelse i amerikanernes defacto krig mod Rusland og de omkostninger som dette har betydet for vort kontinent i form af krigsrummel, unødvendige tab af menneskeliv og ikke mindst en ødelagt økonomi på grund af det tåbelige sanktionsregime, medvirker kun til at understrege pointen så tydeligt at endnu flere ser behovet for en adskillelse i dag end tidligere. En sejr til Rusland vil være en så drastisk svækkelse af amerikanernes stilling i Europa, at den nødvendige bevægelse hen imod dette mål vil blive sat i gang.

For det andet, så er der et åndeligt aspekt. Dette er et emne som jeg muligvis vil ønske at uddybe engang i fremtiden, men kort sagt er det min opfattelse at det lige pt er Rusland, der beskytter kristendommens flamme. Dette i modsætning til den øvrige del af kontinentet, hvor den elite som udgør vore magthavere, kæmper for at slukke selvsamme. Det kan der skrives rigtig meget om – herunder ikke mindst med udgangspunkt i en række profetier fra Medjugorje tilbage fra 1980’erne, der ganske præcist beskriver den tid vi lever i netop nu: med et Europa der er ved at miste Troen på Jesus, en Kirke hvor råddenskaben breder sig – også på det højeste plan, og såvel USA som Europa i et absolut moralsk fordærv. Heri spiller Rusland nemlig, ifølge profetien, en ganske særlig rolle i forbindelse med Guds ønske om at redde det europæiske kontinent fra undergang. Idet det ifølge min bedømmelse er tydeligt at profetiens beskrivelse af et Europa 4 årtier efter faktisk passer ganske præcist, tager jeg det for givet at resten også kommer til at passe. Desværre beskriver profetien så vidt jeg husker ikke detaljeret hvordan forløbets slutspil rent praktisk kommer til at ske, kun at det sker og at intet tyder på at krigen breder sig til vores breddegrader. Men det er godt nok for mig; Guds forsyn skal man ikke spøge med.

Men idet jeg i en given situation vil holde med Rusland, er der derfor nogle ting som det vil være klogt af mig at understrege. For det første at jeg på grund af ting som alder og helbred, jeg henviser her til den langsigtede virkning af den tortur som jeg har været udsat for, og dels af principielle årsager, ikke vil deltage aktivt i nogen som helst form for verdslig krigsførelse. Fordi jeg tror på Gud og fordi den danske militære efterretningstjeneste har mishandlet mig og ødelagt mit helbred på livstid, hepper jeg naturligvis på russerne.

Dagen, hvor amerikanerne skal vælge ny præsident, er endelig oprunden.

Personligt har jeg hverken favorit eller en personlig holdning til hvem jeg foretrækker som vinder af valget. Jeg er ikke amerikaner, og dermed har jeg ingen primær interesse i valget og dets resultat.

Min eneste egentlige interesse i amerikanernes valg af leder, er at jeg ønsker den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa bragt ned på nul, så Europa endelig bliver sat fri af den amerikanske besættelse af vort kontinent, som har stået på siden anden verdenskrig sluttede.

Hvad dét angår, er det min opfattelse at begge kandidater vil levere det efterlyste – om end på hver sin måde.

Med valget af Harris, vil landets økonomiske sammenbrud blive fremskyndet, og amerikanerne blive tvunget til at lukke langt størsteparten af landets mere end 800 oversøiske militærbaser. Dette vil i praksis betyde, at amerikanerne vil forlade Europa, så vi atter kan ånde frit.

Med valget af Trump, er det muligt at det økonomiske sammenbrud bliver udsat, men det er ikke det eneste – og muligvis heller ikke det vigtigste. Det interessante ved valget af Trump er, set fra et europæisk synspunkt, at Trump selv flere gange har stillet spørgsmålstegn ved værdien af NATO. Hans kandidat som vicepræsident, senator Vance, har oven i købet åbent givet udtryk for at han mener at USA bør trække sig ud fra vort kontinent.

Men uanset hvad, så er Trump/Vance lige så bundet op på den økonomiske virkelighed som Harris/Walz vil være det, så i sidste ende tror jeg ikke at forskellen er særlig stor lige hvad dette angår. Under alle omstændigheder, er det nødvendigt for USA’s økonomiske overlevelse, at der allokeres penge fra landets perverst store militærbudget til fordel for investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning.

Når jeg alligevel, på trods af dette, vælger at skrive disse linje omkring det amerikanske valg, så hænger det sammen med to ting:

For det første er jeg forundret over den intensitet, hvormed valgkampen føres på danske medier. Jeg vil ganske enkelt aldrig kunne lære at forstå, hvad årsagen er til at mange ellers normalt fornuftige danskere mener at det er så vigtigt for dem at opfordre andre danskere til at støtte denne eller hin kandidat.

Allermest uforståeligt er det, når personer der normalt betegner sig selv som ’nationalt sindede’ og lignende, engagerer sig så kraftigt for den republikanske kandidat side, at man skulle tro at de boede i North Carolina eller Georgia! Jeg mistænker at det i flere tilfælde kan hænge sammen med en psykisk ubalance hos de pågældende, det er i hvert fald den eneste rimelige forklaring jeg kan komme i tanke om.

Harris-fløjen i Danmark er oftest mere internationalt orienteret, så her er mysteriet moderat mindre omfattende, selv om de grundlæggende overvejelser forbliver de samme.

For det andet, så er amerikanske præsidentvalg i langt de fleste tilfælde en fantastisk tilskuersport.

Selv følger jeg begivenheden med samme interesse, som når sportsnørder følger atletikken ved OL. I dén sammenhæng er præsidentvalgkampen nærmest at sammenligne med olympisk tikamp med en god håndfuld ekstra discipliner smidt oveni, thi der er så uhyrligt mange discipliner der skal mestres for at en amerikansk præsidentvalgkamp kan vindes.

Ved dette valg, er der hos mig ingen tvivl om at Trump har vunder 10+-kampen, og at han vurderet ud fra gennemførelsen af valgkampens mange discipliner, bør vinde klart.

Men idet valget også omfatter ingredienser som mediebias og decideret valgsvindel, kan man aldrig vide. Mainstreammedierne giver stadig udtryk for, helt frem til valgdagen, at målingerne nærmest står lige og at det bliver et tæt valg. Hvordan de regner dén ud skal jeg ikke kunne sige, men vil blot stilfærdigt gøre opmærksom på, at Trump gennem den seneste uge til halvanden har ført i målingerne for samtlige svingstater.

Mens formålet med dette indlæg er at udtrykke forundring over at alt for mange her i landet kæmper for at overbevise andre danskere til at støtte denne eller hin kandidat – samt alligevel udtrykke fascination over den politiske mangekamp som en amerikansk præsidentvalgkamp er.

Samtidig skal jeg heller ikke afholde mig fra at lægge hovedet på blokken og, baseret på mine observationer, give et bud på valgets resultat:

Det er min vurdering og opfattelse, at Donald J. Trump vinder og bliver amerikanernes 47. præsident. Det er ligeledes min forventning, at dette vil stå klart, officielt eller uofficielt, indenfor 24-36 timer efter at det sidste valgsted er lukket. Faktisk vil det ikke overraske mig spor, hvis resultatet allerede står klart på valgnatten – eller hvis resultatet målt i valgmandstemmer bliver 287-251.

Dette naturligvis med det sædvanlige forbehold for valgsvindel, for den slags kan man ikke sidde her i Danmark og analysere sig frem til.

For nogle år siden, skrev jeg et indlæg her på siden hvori jeg fortalte at der er blevet der er fortalt løgne om mig. Jeg er nået frem til, at indlægget fortjener en uddybning.

De løgne som blev spredt om mig, havde rod i begivenheder som jeg tidligere har beskrevet her på siden. En tidligere rival til en pige ovre i Esbjerg, havde med årene opnået en eller anden position indenfor Forsvarets Efterretningstjeneste og benyttede sig af denne til at få mig sat ud af spillet. Det kan man læse om her og baggrunden for at det skete kan læses her.

På tidspunktet for kidnapningen, var jeg medlem af Det Radikale Venstre og havde ved flere lejligheder gennem årene opstillet som kandidat for partiet ved valg til offentlige forsamlinger. Partiet havde jeg været medlem af siden 1988, og den traditionelle radikalisme, sådan som den blev repræsenteret af Marianne Jelved, var dén der prægede mit politiske grundsyn.

Desuden havde jeg siden min optagelse i 1991 været medlem af Den Katolske Kirke. Optagelsen skete efter to års grundig forberedelse hos pastor Lars Messerschmidt, som på det tidspunkt var min katolske sognepræst hjemme i Esbjerg.

Disse to detaljer er meget vigtige at holde for øje, når jeg fortæller om Tom Gundersens og FEʼs løgne om mig.

Tom Gundersens formål med kidnapningen og den efterfølgende mishandling, var todelt. Dels at få mig bort fra den pige, hvis liv vi begge var en del af. Dels at ydmyge mig ved at tvinge mig til at arbejde for ham. Det er vigtigt at understrege, at vores gensidige modvilje og, ja, foragt allerede dengang var det bærende element i vores gensidige relation. Mens det passer helt fint til Toms psykologiske grundstilling at tvinge andre mennesker til underkastelse, og i særdeleshed dem han ikke bryder sig om, har det alle dage været min at folk må passe sig selv.

Men for ham var det altså logisk og rimeligt ved hjælp af vold og intimideringer at tvinge mig til at arbejde for ham, og dermed ydmyge mig – både overfor mig selv og overfor Christina – vores dengang fælles veninde.

Som det fremgår af hvad jeg tidligere har skrevet, holdt jeg stand hele vejen igennem, og uanset volden, uanset tæskene, uanset voldtægten og uanset alt hvad der ellers fandt sted i forbindelse med kidnapningen, fortsatte jeg med at nægte at arbejde for ham. Jeg forestillede mig dengang, og gør stadig den dag i dag, at det han ville have mig til, var hjælp til at holde hans torturofre for ham mens han voldtog dem.

Det er selvfølgelig ikke noget for et ordentligt menneske som mig, og dertil kommer min overbevisning om at den slags handlinger giver en direkte enkeltbillet ned til Helvedes flammer.

Så jeg sagde altså nej til ʻjobtilbuddetʼ.

Efterfølgende konstaterede jeg, som tidligere beskrevet her på siden at jeg i årevis fortsatte med at være under overvågning. Det skal i den anledning understreges, at militæret lider under den fejlopfattelse at de har lov til at overvåge landets borgere uden dommerkendelse – og det benyttede Gundersen sig af.

Men det er ikke alt. Jeg begyndte også at høre historier om mig. Det begyndte med en historie om at jeg var nazist. Det tog jeg, som radikal og katolik, til at begynde med ikke udpræget alvorligt.

Lidt mere seriøst blev det, da en veninde nede i Spanien fortalte, at hun havde haft besøg af en dansk efterretningstjeneste, der informerede hende om at jeg var medlem af al-Queda. At benævnte organisation mig bekendt ikke optager katolikker som medlemmer, betød åbenbart mindre for løgnerne i FE.

Andre historier som fandt vej tilbage til mig, er dem om at jeg skulle være homofil og, i den mere kulørte ende, skulle være overbevist om at være en alien.

Det skal tilstås, at jeg ofte har følt mig som en fremmed i denne verden, men dog ikke så meget at jeg har troet at være en alien. Og at jeg skulle være homofil, er en mildest talt fejlagtig beskrivelse af mine seksuelle præferencer. Dertil holder jeg for meget af kvinder – også selv om de til tider kan være ulideligt bedrageriske. Desuden opfatter jeg homofili som udtryk for en psykisk ubalance, således som det beskrives i Den Katolske Kirkes Katekisme.

Historierne om mig har været mange, men der har ikke været så meget at gøre ved det.

Da jeg ved kommunalvalget i 2013 valgte at lade mig opstille som kandidat, fik historierne fuld skrue. Såvel året inden, hvor man jo ʻbejledeʼ til kandidaturet sådan som man jo gør, som i selve valgåret, løb historierne for fuld skrue. Det viste sig hurtigt, at Tom selv, sammen med en tidligere bekendt, havde hyret og betalt en kendt provoaktivist af udenlandsk oprindelse, til at lave en kampagne mod mig.

Den pågældende var så ufin, eller måske snarere det modsatte, at informere mig herom.

Jeg blev naturligvis ikke valgt, men det skyldes ikke smædekampagnen – snarere at jeg ikke har hjertet med i Aarhusiansk kommunalpolitik. Mit hjerte er i Esbjerg, og det er jo lidt svært at føre valgkamp når hjertet er et andet sted.

Siden dengang er der dukket lidt op hist og her, men det er ikke så vigtigt.

Det vigtige, dét som er mit egentlige formål med dette indlæg, er dels at informere om de løgne der har været – dels, kort ganske vist, at redegøre for mit grundlæggende idemæssige udgangspunkt.

Rent politisk, har jeg mit udgangspunkt i dels Odenseprogrammet af 1905, dels Den Katolske Kirkes Sociallære. Det betyder, i praksis, at jeg hører til på det, der indtil for få år siden blev betragtet som den politiske midte. I dag er midten gået til i LGBT og wokeness og den slags sludder, så jeg tror faktisk ikke rigtig at den findes længere.

Dybest set er jeg vel nærmest at beskrive som Marianne Jelved-radikal (dog med diverse ‘twists’), men den slags er jo efterhånden uddød i partiet og erstattet af et mærkeligt miskmask af mærkværdigheder. Lad os bare sige, at partiet har forandret sig, så traditionelle radikale er blevet politisk hjemløse.

Religiøst og kirkeligt set, er jeg stadig katolik. Det har jeg været formelt siden min optagelse i Kirken i 1991 – og i hjertet nogen tid inden da. Det var jeg under torturen – også selv om mine bødler, i forbindelse med den falske henrettelse, valgte at give mig Koranen at læse i i stedet for Bibelen, som vel ville have været mere passende.

Den dag i dag deltager jeg i Den Hellige Messe mindst en gang om ugen, og følger med bekymring vores nuværende pave, samtidig med at jeg længes tilbage til de gode tider hvor paven var først polsk, siden tysk.

Men der kommer en bagefter den nuværende og jeg tror at han bliver rigtig god.

Hvis man læser Johannesevangeliets beskrivelse af Jesu genopstandelse, er der en lille detalje som langt de fleste overser.

I Johannesevangeliets kapitel 20 vers 7, læser vi at Jesus i forbindelse med sin genopstandelse havde sørget for, at det klæde der i forbindelse med gravlægningen var blevet lagt hen over Hans ansigt, blev fundet pænt rullet sammen.

Dette kan, for mange, forekomme at være en uvæsentlig detalje uden den store betydning. Men alligevel er Johannes meget forsigtig med at sørge for, at den kommer med i beskrivelsen af begivenheden.

Men hvorfor er denne detalje dog så vigtig?

For at forstå dette, er vi nødt til at henvise til Jesu jødiske ophav.

Detaljen var nemlig af en sådan karakter, at ingen med jødisk baggrund dengang havde kunnet overse det.

Det sammenrullede ansigtsklæde, henviser til datidens jødiske bordskik. Dengang var det nemlig sådan, at hvis husherren blot krøllede sin serviet sammen og lagde den på bordet når han rejste sig, signalerede det at han var færdig med måltidet og at man derfor med sindsro kunne begynde at rydde af bordet.

Hvis servietten derimod blev rullet pænt sammen først, ville ingen i husstanden nogensinde vove at gå i gang med at rydde bordet. Dette var nemlig et signal om, at han blot skulle gå et ærinde inden måltidet kunne fortsætte.

Så da Jesus i forbindelse med sin Opstandelse tog sit ansigtsklæde og tog sig tid til at rulle den pænt sammen og lægge den adskilt fra sine øvrige gravklæder, var det et signal til sine disciple og til Verden:

Jeg er ikke færdig endnu. Jeg vender tilbage.

Nu hvor Påsken er vel overstået, har jeg lyst til at skrive om Jesu Korsfæstelse.

Som det fremgår af Bibelen, i dette tilfælde Matthæusevangeliets kapitel 27 vers 45, var der i timerne omkring Jesu henrettelse et langvarigt mørke over hele Jorden.

Årsgen til dette mørke, forklares af ingen ringere end vor tids amerikanske NASA. Det viser sig nemlig, at på selve dagen for korsfæstelsen, var det en dobbelt formørkelse: på samme tid var der nemlig både sol- og måneformørkelse. Det kan man læse om på NASA’s egen hjemmeside, hvoraf det fremgår at datoen for denne enkeltstående begivenhed var den 3. april år 33. Ydermere kan man læse på NASA’s hjemmeside, at den dobbelte formørkelse endog fandt sted på det, ifølge Bibelen, helt rigtige tidspunkt.

Man kan roligt slå fast, at Gud valgte tidspunktet for sin henrettelse med stor omhu.