Folketingsvalget 2019

Et folketingsvalg er altid spændende. For de opstillede udgør en valgkamp en tur i vridemaskinen, hvor de tømmes for al energi og kraft og hele tiden må stille spørgmålet: Gør jeg det godt nok? Kommer jeg igennem? Går det? Sidder der birkes mellem mine tænder?

På den dag hvor valget blev udskrevet, tænkte jeg som så ofte før ved den slags lejligheder: Ved ethvert valg skabes der nye stjerner – hvem bliver det mon der brager igennem denne gang?

Svaret på dét spørgsmål blev klart allerede samme aften, hvor Isabella Arendt på et afbud i sidste øjeblik fik lov til at medvirke i en partilederrunde. Ved den lejlighed blev der tændt en stjerne på den politiske himmel, og på trods af en fire uger lang valgkamp, er der ikke rigtig kommet flere nye til endnu.

For mit eget vedkommende bød valgets udskrivelse på det samme spørgsmål som alle de andre gange: Hvad gør jeg af mig selv i denne valgkamp? Lige for tiden er jeg hverken kandidat eller aktivist, men min stemme var ved valgets udskrivelse stadig uafklaret.

Som beskrevet andetsteds, var min beslutning at stemme efter tegnebogen og derfor vaklede jeg mellem Alternativet eller Enhedslisten. Hjertets stemme, det socialliberale omkring midten, udelukkede jeg på forhånd af
samme grund. I hvert fald indtil hende der den nye stjerne dukkede op og skabte nyt liv på den politiske midte. Nu er Kristendemokraterne kommet med i min personlige ligning.

Miljø og klima

Miljø og klima viste sig hurtigt at blive valgets helt store tema. Det vidste vi jo egentlig allesammen godt på forhånd. Nogle dage efter valgets udskrivelse, deltog jeg i et vælgermøde arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse. Straks efter hjemkomsten fra mødet, kvitterede jeg ved at skrive et blogindlæg her på siden med et konkret forslag som virkelig vil flytte noget – men som ingen åbenbart gider snakke
om. Sikkert fordi mit forslag både er konkret og virkelig vil batte, kan man godt mistænke.

Senere viste det sig at alle vi miljøtosser næsten formåede at tage livet af Dansk Folkeparti ved EU-parlamentsvalget – det var det rene svir!

Pensionsalder

Allerede dagen inden valget blev udskrevet, bragte jeg her på siden et indlæg med rubrikken En uværdig tilbagetrækning. Indlægget handlede om hvordan Folketingets flertal bryder aftalen med befolkningen – den der med at vi finder os i den høje skat, fordi vi blandt andet er sikret et værdig alderdom. Den værdige alderdom bliver nu af et borgerligt flertal inklusive radikale taget fra os. For fremtiden forlanges der forlanger af os alle at vi skal arbejde til vi er så gamle at vi skal have skiftet ble og selv ikke viagraen kan holde den gående længere.

Det er simpelthen så uværdigt at der ikke findes ord herfor, og dette er et emne som direkte har påvirket min stemme ved dette valg.

Europa og migration

Et stykke inde i valgkampen skrev jeg så et indlæg til støtte for den konservative EP-kandidat Pernille Weiss. Pernille Weiss kom jo som bekendt i sin partiledelses vridemaskine, da hun bød 10 millioner migranter velkommen i EU. Jeg er sådan set aldeles enig med hende – bortset fra at jeg intet behov har for at sætte et tal på.

Derfor røg der den 19. maj et indlæg op på affyringsrampen med rubrikken Europa bør sige JA og TAK til migration!

EU-valg

For lidt over en uges siden var der som bekendt valg til Europaparlamentet, og ved den lejlighed deltog jeg som tilforordnet ved mit lokale valgsted. Kommunen havde nemlig søgt frivillige, og måske følte jeg et behov for af gøre bod for ikke selv at stille op. Men uanset hvad, så var det en aldeles dejlig dag. Der blev også plads til at sætte mit kryds på dagen, og som den supereuropæer jeg er, gik min stemme til Det Radikale Venstre.

På grund af alt det der med tilbagetrækningsalder og partiets holdning til alle os nede på bunden af samfundet i det hele taget, får de ikke min stemme til folketingsvalget. Men til EU-parlamentet er der ingen tvivl: Der falder min stemme til det mest integrationsbegejstrede parti. Stemmen blev personlig, og tilfaldt Nadeem Farooq. Det gjorde den fordi hans navn blev ved med at dukke op hver gang jeg tog en af de her kandidattest.

Men livet er jo også andet end valg…..

Derfor skrev jeg, efter nogen overvejelse, et indlæg med rubrikken Sådan er det at dø og satte det op her på siden. Det gjorde jeg fordi, nåja, de fleste har jo aldrig prøvet at dø – men det har jeg jo! Selv om min oplevelse af den anden side kun blev kortvarig og som læserne forhåbentlig har bemærket heller ikke permanent, fik jeg dog alligevel en oplevelse som det er værd at fortælle om. Døden er ikke noget at være bange for, og det synes jeg godt at man kan fortælle videre.

Folketingsvalget

I morgen er der valg til Folketinget. Det står rimelig klart at vi skal have en ny regering – men først skal der jo vælges et Folketing.

For mig personligt står valget mellem at stemme efter tegnebogen eller med hjertet. Tegnebogen siger Enhedslisten, hjertet Kristendemokraterne.

Sidstnævnte for at genoplive den politiske midte som har været død i mere end et årti – og så er jeg for øvrigt enig i partiets grundlæggende syn på tingene. Isabella Arendt stiller oven i købet op her i Aarhus hvor jeg bor, og fristelsen er næsten lige så stor som hullet i tegnebogen.

Men dette ved jeg med sikkerhed: At man hele valgdagen igennem kan finde mig ude på valgstedet på Skjoldhøjskolen, hvor jeg vil stå som tilforordnet fra valgstedet åbner klokken 08.00 og indtil de sidste stemmer er talt op ved 22-23-tiden.

Nåja – og så får jeg i dag bragt et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg giver et svar til Iben Tranholm, som for nogen tid siden på kronikplads påstod at partiet Stram Kurs er for kristne. Som om det at tvangsdeportere alle med en politisk uønsket etnisk baggrund skulle være særlig kristent, men det kan man læse mere om i Kristeligt Dagblad.

Godt valg allesammen!


Nej, Iben Thranholm. Stram Kurs er afgjort ikke et parti for kristne

Jeg har i dag fået bragt nedenstående debatindlæg i dagens udgave af Kristeligt Dagblad:

–00–

I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger, skriver katolik i modsvar

I en kronik med overskriften ”Stram Kurs er for kristne” forsøger debattøren Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad den 25. maj at argumentere for sit overraskende valg af politisk parti. Desværre for Thranholm selv er kronikken smækfyldt med selvmodsigelser, fejlslutninger, umotiverede tankespring og en decideret urigtighed omkring Den Hellige Frans af Assisi. Sidstnævnte pointe har andre allerede taget sig af her i avisen, hvilket efterlader alt det andet sludder til os andre.

Iben Thranholms grundlæggende argumentation er, at der på et generelt plan eksisterer et åndeligt tomrum i Europa, og at dette åndelige tomrum skal løses ved at gå ind i politik. Normalt løser man ellers problemer af åndelig karakter ad åndelig vej – eksempelvis via missionerende virksomhed, hvilket jo så afgjort ville være den logiske løsning på det problem, Thranholm påpeger.

Som argument for et eksisterende åndeligt tomrum, nævner hun den hollandske politiker Joram van Klaveren. Klaveren indledte sin karriere som fremtrædende politiker på den ekstreme islamkritiske højrefløj i Holland, for derefter at konvertere til islam, fordi han oplevede et åndeligt tomrum i sit eget liv.

Jeg er enig med Thranholm i, at Klaverens eksempel er interessant, men man kan ikke ud fra Klaveren konkludere at Europa er et åndeligt tomt hus, der bare står og venter på, at en eller anden rykker ind. Man kan i stedet stille spørgsmålet, om Klaverens eksempel ikke i stedet peger mod den åndelige tomhed som gør sig gældende på den yderste, højrefløj, og som blandt andet giver sig udslag i nationalisme, xenofobi og islamhad.

Thranholm giver selv flere eksempler på denne for hende skræmmende åndelige tomhed. Blandt andet en henvisning til imam Abdul Wahid Pedersen, som citeres for en udtalelse om, at antallet af danskere, der konverterer til islam, i gennemsnit udgør omkring én om ugen. Hvad Thranholm behændigt undgår at tage med, er de konstante meldinger om en meget kraftig trafik den modsatte vej. Således melder såvel folkekirken som diverse frikirker om en stor tilgang af tidligere muslimer.

I Danmark går trafikken således ikke hovedsagligt mod islam, men derimod fra islam til kristendommen. Det er dog sandt, at det kirkesamfund vi begge tilhører, Den katolske kirke, tilsyneladende ikke lader til at få del i ”rovet”. Selvom dette er beklageligt, kan det dog ikke nødvendigvis tages som et tegn på åndelig fattigdom eller ligefrem tomhed.

Thranholm nævner også anslåede britiske og amerikanske tal for konvertioner til islam. Disse tal er selvsagt større end de danske, men værre er det heller ikke. Fra min tid i London ved jeg, at kirkernes RCIA-programmer, altså undervisning for kommende konvertitter til Den katolske kirke, generelt er fyldt ganske pænt op. Dette antyder ikke just en åndelig tomhed af den slags, som kun kan løses hos islam. I de lande, som Thranholm henviser til, er vi katolikker såmænd også ganske gode til at præsentere et åndeligt alternativ.

I det hele taget er Iben Thranholms underliggende tese, at åndelig tomhed løses hos islam, lidt mystisk taget i betragtning at den kommer fra en, der ganske som jeg selv er katolsk konvertit.

Som tidligere nævnt vil den logiske konsekvens af åndelig tomhed være en forøget missionsvirksomhed i Europa i almindelighed – og Danmark i særdeleshed, idet det jo er her, vi begge befinder os. I stedet har Iben Thranholm valgt at ville løse dette ved at stille op til Folketinget for et parti, der, hvis man ellers kan have tiltro til partiets stifter, agter at gennemføre en etnisk udrensning i Danmark gennem massedeportationer af den del af befolkningen, der besidder en politisk uønsket etnisk baggrund.

Denne politik vil for øvrigt, såfremt den gennemføres, medføre, at en meget stor del af Iben Thranholms og mine trosfæller her i landet også bliver deporteret. Der bliver ikke meget tilbage af det katolske Danmark, hvis Iben Thranholms parti får magt som det har agt.

Hvorledes etniske udrensninger og massedeportationer baseret på etnicitet skulle udfylde et åndeligt tomrum, må således stå hen i det uvisse.

Men jeg kan sige én ting med rimelig sikkerhed: Såfremt Iben Thranholm bliver valgt til Folketinget og som medlem heraf stemmer for et forslag fra hendes parti med det indhold, jeg netop har nævnt, vil hun med meget stor sandsynlighed stille sig i samme situation som de amerikanske politikere, der er blevet udelukket fra den hellige kommunion efter at have stemt for fri abort. Jeg siger med ”meget stor sandsynlighed”, for der er mig bekendt ingen præcedens i moderne tid for disse ting.

Så nej, Iben Thranholm, Stram Kurs kan så ganske afgjort ikke med rimelig ret markedsføre sig som et parti for kristne. I stedet for at være en modgift mod åndeligt tomrum, udgør partiet og dets bagvedliggende ideologi i bedste fald i sig selv en åndelig tomhed så stor, at det runger.

Militærets hemmelige netværk

Sidst på efteråret 2018, kunne medierne berette en opsigtsvækkende historie om optrevlingen af et kriminelt netværk i Tyskland. Der var tale om intet mindre end et netværk af højreekstremister inden for militærets eliteenheder, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af flere af landets ledende politikere.

Vi tager den lige igen: Et militært netværk med over 200 medlemmer, der havde lagt planer for likvideringer og interneringer af landets ledende politikere. Det er hvad de fleste mennesker vil betegne som et statskup.

Begået af militæret. Et militærkup.

Netværkets plan var at udføre sine beskidte gerninger på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fremtiden. Drabene, interneringen og, må man forstå, militærkuppet, skulle finde sted på et tidspunkt hvor landet ifølge netværkets egne vurderinger befinder sig i ekstrem krise eller endda ligefrem kaos. Men i sagens natur er det selvfølgelig netværkets egen ledelse, der definerer hvornår denne beklagelige tilstand er indtruffet.

Situationen er dybt alvorlig. Netværket omfatter ifølge det offentliggjorte ikke blot nuværende og tidligere medlemmer af den tyske hærs modsvar til Jægerkorpset eller det britiske SAS, men også temmelig højtstående medlemmer af landets militære efterretningstjeneste.

Således har tyske politimyndigheder ladet offentliggøre, at en Oberstløjtnant i den militære efterretningstjeneste gennem hele optrevlingen har fodret netværket med oplysninger om undersøgelsen.

Også i Sverige er der problemer. Det svenske sikkerhedspoliti SÄPO, offentliggjorde tidligere på året at man har anholdt foreløbig seks medlemmer af et tilsvarende netværk i Sverige, og at man stadig arbejder på at optrevle netværket.

Svenskerne er betydeligt mere fåmælte med oplysninger end tyskerne, men det fremgår at undersøgelsen for alvor fik liv, efter at SÄPO havde fundet et USB-stik i en højtstående flådeofficers rygsæk. Hvordan SÄPO fik ideen til at søge i rygsækken til at begynde med, fortæller de intet om. Måske var de allerede på sagen?

At der findes antidemokratiske elementer i militære enheder, kan næppe overraske nogen. Den militære kultur er ikke og har aldrig været demokratisk anlagt, og at militæret tiltrækker personer med autoritære tendenser, er almindelig kendt.

Man har endnu ikke kunnet læse om et tilsvarende netværk indenfor det danske militær. Men det findes. Også inden for det danske militære eksisterer der et netværk, som organiserer sig og arbejder efter helt andre love, regler og normer end de officielt gældende for det danske samfund.

Det skal siges at jeg ikke er ʻekspertʼ i dette netværk, blot at jeg med sikkerhed kender til dets eksistens. For det første er jeg nemlig hele tre gange forsøgt hvervet hertil – to af gangene af en ansat i FE. Dels har jeg, via en fortrolig kilde, et kendskab til deres eksistens og sammensætning, samt nogle af de ting de foretager sig.

De tre hvervningsforsøg centrerer sig omkring den samme FE-medarbejder. Det hele begyndte en dag i halvfemserne, hvor en dengang nær veninde fortalte mig at min rival var begyndt at arbejde ʻmed noget hemmeligtʼ, og jeg forstod på hende at det havde at gøre med militæret. Der gik ikke lang tid, så kom føleren – og idet jeg ikke reagerede positivt, blev den gentaget senere. Hvad ville du synes om hvis der måske var en modstandsbevægelse klar, hvis nu landet skulle blive besat, ville du være med hvis du blev spurgt, spurgte hun.

Mit svar var det samme dengang som det ville være i dag. At jeg for det første ikke kunne se hvem der skulle besætte os – og at en sådan organisation nødvendigvis måtte blive misbrugt når først den var på plads, fordi sådan er menneskets natur.

Så meget føleren.

Et årti senere, i 2007, skete der en masse ting som jeg har skrevet om andetsteds her på bloggen. Men i forbindelse med forspillet til den militære kidnapning af mig, fik min daværende arbejdsplads besøg af to soldater fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som kom under påskud af at lave ʻterrorsikringʼ. Det skal tilføjes hertil, at min arbejdsplads på ingen måde hørte ind under militærets arbejdsområde, og at militærets blotte tilstedeværelse således var en grov krænkelse af enhver gældende lovgivning på området. Krænkelsen blev ikke mindre, da ʻterrorsikringenʼ bestod i at stille mine kolleger insinuerende spørgsmål om mig.

Efter nogle timer, efter at flere kolleger havde gjort mig opmærksom herpå, henvendte den ene af FE-typerne sig så til mig. Det var for øvrigt min gamle rival – ham, der senere skulle blive min torturbøddel. Han gav mig et tilbud. At hvis jeg ville sige ja til at arbejde for dem, ville de hjælpe mig med at blive selvstændig. Det var altsammen lidt uofficielt, forstod jeg på ham.

Der er ingen tvivl om at jeg på daværende tidspunkt ville være et godt aktiv for en efterretningstjeneste. I 2007 var røgen fra Muhammedkrisen stadig først ved at lette, og jeg var aktiv i integrationsarbejde i Gellerupparken med et ganske bredt netværk og mange døre åbne.

Men nu var det sådan at den forening jeg arbejdede med allerede havde et yderst tillidsfuldt samarbejde med Lokalpolitiet, og vi satte pris på at sikre at alt hvad vi lavede, foregik i lyset.

Mit svar var naturligvis et klart nej. Dels bryder jeg mig af princip ikke om militæret, dels har jeg aldrig brudt mig om ham – og dels skal man ikke forvente et ja når man spørger fredselskende radikale om den slags!

Og sidst, men ikke mindst, havde jeg et par år forinden afbrudt min uddannelse til præst for Den Katolske Kirke, og betragtede sådan set integrationsarbejdet som en fortsættelse af mit præstekald. Den slags skal man ikke besudle ved at indlade sig med efterretningstjenester og slet ikke militæret!

Men det skal dog siges at tilbuddet tydeligvis var gennemtænkt. Gennem hele mit liv har jeg været i økonomisk underskud, og behovet for lønarbejde kombineret med fraværet af penge, har frarøvet mig muligheden for at bruge min tid på noget fornuftigt. Så hvad de tilbød mig denne aften var faktisk frihed til at hænge dagen lang i Bazaren – og få penge for det!

Men min moral er for høj til militæret, så svaret forblev ikke desto mindre et klart NEJ. Dertil kommer, hvilket jeg gjorde opmærksom på, at FE faktisk ifølge lovgivningen faktisk slet ikke har lov til at beskæftige sig med hverken Gellerup, Bazar Vest – eller danske borgere i almindelighed!

Tredje gang de spurgte mig var jeg splitternøgen, havde en hætte over hovedet og var lænket til et bord. Forinden havde jeg tilbragt dage med ufrivilligt at blive fyldt med stoffer, gennemtævet og voldtaget – og nu spurgte torturbødlen mig så om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem?

Først troede jeg ikke mine egne ører, og havde ærlig talt lidt svært ved at tage det seriøst. Men svaret forblev det samme: Et klart NEJ – med den tilføjelse at der mellem ham og mig eksisterer et fjendskab der i sig selv vil gøre det umuligt. Hvad havde han ellers forestillet sig?

Denne gang blev tilbuddet ellers forbedre lidt: Nu tilbød han, hvis jeg sagde ja, at trække sig fra vores fælles veninde. Men det kunne jeg ikke se skulle forandre noget ved hverken vores fjendskab, min opfattelse af den behandling jeg havde været udsat for – eller for den sags skyld mit svar.

Om selve netværket ved jeg ganske lidt. Jeg ved lidt om deres aktiviteter,
sammensætning og rekrutteringsgrundlag. Men helt klart ikke alt – allerhøjst har jeg set et glimt af en del af overfladen.

Men fra hende jeg har omtalt som ʻvores fælles venindeʼ og den hemmelige kilde som jeg nævnte i indledningen, ved jeg dog noget. Jeg ved at netværket består af såvel militær som erhvervsfolk. Jeg ved at det styres fra FE. Jeg ved helt positivt at de foretager ulovlig overvågning, registrering af enkeltpersoner og generelt ulovlig efterretningsvirksomhed inden for landets grænser. Måske også en ting eller to mere. Det var netop var dette kriminelle arbejde som FE forsøgte at hverve mig til.

Det er muligt, at PET allerede har kendskab til netværket, men hvor aktivt de arbejder på sagen skal jeg ikke kunne sige. Så vidt jeg kan se har der intet været i medierne herom, men det behøver jo ikke at betyde noget i den forbindelse.

Men jeg véd, at under den nuværende regering er stadig flere fra de militære eliteenheder blevet indrulleret i Politiet – og, formoder jeg, også i PET. Det betyder i praksis, at en eventuel undersøgelse af netværket, dets sammensætning og aktiviteter, med en til vished grænsende sandsynlighed vil være kompromitteret fra starten.

Sådan er det at dø

I modsætning til de fleste har jeg oplevet døden – omend min bortgang ganske vist ikke var permanent.

Det skete under med den kidnapning jeg var udsat for i 2007. I forbindelse med den ulovlige tilbageholdelse, blev jeg udsat for forskellige former for tortur: Falsk henrettelse, slag og spark, anal voldtægt – og at få mit hoved holdt under vand i flere minutter af gangen. Det var under sidstnævnte ʻaktivitetʼ at jeg døde.

Jeg ved med sikkerhed at jeg døde. Det ved jeg, fordi en kilde som var tilstede under torturen har fortalt mig, at jeg i et par minutter eller deromkring hverken havde puls, åndedræt eller hjerteslag og derfor efter enhver rimelig målestok var død.

Faktisk betragtede mine bødler mig allerede som værende dræbt – og på grund af omstændighederne skræmte det dem temmelig meget.

Desuden er min erindring om det som jeg oplevede efter at være druknet og have forladt min krop af en sådan karakter, at det kun kan være døden jeg erindrer.

Men desværre døde jeg ikke permanent ved den lejlighed – og jeg siger med vilje desværre, for et lig ville med sikkerhed have fået torturbødlen, Tom Gundersen, og hans nærmeste chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Tom Højbjerg, sat i fængsel på livstid. Det ville jeg for så vidt ikke have haft noget imod at ofre mit liv for.

Men jeg vil gerne fortælle hvad der skete, hvordan jeg oplevede mine få øjeblikke på den anden side af tærsklen – og lidt reflektion over dette.

Som jeg tidligere har skrevet, var jeg splitternøgen under hele den ulovlige tilbageholdelse og torturen. Under drukningen var mine hænder desuden lænkede bag på ryggen, og jeg var dermed aldeles forsvarsløs, da Tom Gundersen gentagne gange trak mit hoved ned i et kar med vand og op igen.

Dette gentog sig temmelig mange gange. Jeg skriver temmelig mange, for i den slags situationer tæller man ikke. Min midlertidige død skete, mens Gundersen holdt mit hoved under vandet længere tid end andre gange – og så gjorde jeg dét som Bill Clinton vistnok aldrig gjorde: Jeg inhalerede.

Om jeg gjorde det med vilje skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg gjorde det i hvert fald. En ordentlig, fuld mundfuld hele vejen ned.

Jeg husker stemmer i panik ʻHvad sker der?ʼ råbte torturbødlen Tom Gundersen, mit hoved blev trukket op fra vandkarret og jeg mærkede min krop ramme gulvet.

Druknedøden er ikke særlig behagelig, og jeg mærkede min krop gøre modstand, mens mit sind forlangte døden. Sindet vandt.

Min erindring om det som hændte efter kroppen gav op og mit jeg forlod den, vil for altid stå prentet i mit sind som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Efter torturens kaos, Tom Gundersens afsindige, dæmoniske had, volden, råbene og ydmygelserne, ramte jeg nu direkte ind i freden. Da jeg forlod min krop, oplevede jeg den mest intense fred jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers tilbragt snesevis af timer, hvis ikke hundredevis, i de mest fredfyldte klosterhaver.

Men intet, absolut intet kunne sammenlignes med dette.

Freden var så intens at der ikke findes ord til at beskrive den, og det vil jeg derfor holde op med at forsøge. Når jeg tænker tilbage i min erindring, husker jeg også en oplevelse af bevægelse – altså at jeg bevægede mig et sted hen. Men så skete der noget.

Nogen eller noget greb fat i mig og begyndte at presse mig tilbage – med vold. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne og jeg kæmpede så længe og så hårdt jeg kunne, men ligemeget hjalp det. Jeg kæmpede også imod længe efter at jeg var blevet installeret i min krop igen, indtil det gik op for mig at kampen var slut – og at jeg havde tabt.

Senere vågnede jeg op i min celle, ligeså nøgen som under drukningen, og var splitterrasende. Rasende over at døden varede så kort, rasende på de nazisvin der torturerede mig – og rasende, fordi jeg udmærket godt vidste, at torturen skulle til at
fortsætte lige om lidt. Og det gjorde den også. Det som fulgte var slag, spark, elektriske stød, voldtægt og andet, som ikke hører hjemme i dette indlæg.

Reflektioner over det at dø

Jeg lovede for lidt siden lidt reflektioner over min dødsoplevelse. Faktisk har jeg både meget og ʻikke særlig megetʼ at sige. men det vigtigste er dette: At der ikke er nogen grund til at frygte døden. Det skal indrømmes at kontrasten mellem tortur og vold på den ene side og dødens fred på den anden, altid vil få en sammenligning til at falde ud til dødens fordel.

Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje følgende: Som sagt er der ikke nogen grund til at frygte døden – tværtimod ser jeg mange mennesker omkring mig som lever et liv i lidelse, ydmygelse og fattigdom. Efter min mening har rigtig mange mere at frygte fra livet end fra døden. Jeg oplevede døden som fred, kærlighed, skønhed, glæde – og kortvarig.

Derfor morer det mig lidt, når mine fjender i militæret og deres kriminelle netværk flere gange har truet med at ville slå mig ihjel. For mig er døden ikke en trussel – det er et løfte.

–00–
Hvis man interesserer sig for at læse mere om den tortur jeg var udsat for, anbefaler jeg følgende indlæg her på siden:

Under Tortur
Ondskabens Navne

Europa bør sige JA og TAK til migration

Europa er et kontinent med store problemer. Et af de mere afgørende er, at
gennemsnitsalderen stiger så kraftigt som den gør. Kort fortalt, så består probleme i at der fødes alt for få børn, samtidig med at vi alle bliver ældre. Det sidste er det kun DJØFʼere der klager over, mens det med børnene udgør et meget alvorlig problem.

Kort sagt er Europa et kontinent, der har mistet interessen for at reproducere sig selv. Årsagerne hertil er mange, og de er vanskelige at finde en ordentlig løsning på. Kombinationen af for meget og for krævende arbejdsliv kombineret med sikker og prisbillig adgang til prævention, er efter min mening de primære begrundelser i dette tilfælde.

Ingen af disse lader sig løse med et snuptag: Det med præventionen er de fleste sikkert enige om ikke er noget der skal laves om på, og det krævende arbejdsliv bliver det svært at lovgive sig ud af.

Konsekvensen er bare, at de europæiske befolkninger blive ældre, mens den procentvise andel af europæere i den arbejdsdygtige alder falder år for år.

Det må nødvendigvis være en bunden opgave for landenes politiske ledere at finde på måder, der kan sætte fødselstallet i vejret – får europæerne til at føde nogle flere børn. Men idet der typisk går cirka et kvart århundrede fra et barn bliver født til det bliver en skatteborger, løser dette ikke problemet på hverken kort eller mellemlang sigt.

Dette er en af grundene til at Europa har brug for indvandring. Vi har brug for masser af indvandring – men det skal være den rette slags. Vi har brug for indvandring fra mennesker, der kan yde en indsats og være med til at holde de europæiske samfund kørende, når vi nu ikke selv kan.

Når der i et land som Danmark så heftigt diskuteres indvandring og “udlændinge”, hænger det sammen med at enkelte nationaliteter, der kom hertil i halvfjerserne og firserne, har integreret sig dårligt eller slet ikke. Andre har klaret sig væsentligt bedre – eksempelvis bør det være tydeligt for de fleste, at de mange syrere der kom hertil i forbindelse med migrationskrisen i 2015, har været en integrationsmæssig succes.

Det handler derfor om at få de rette migranter til Europa. Her havde Pernille Weiss fat i en pointe, da hun foreslog at Den Europæiske Union simpelthen får etableret nogle officielle ʻdøreʼ, som man kan benytte såfremt man ønsker sig en fremtid i Europa. Lidt i stil med det amerikanske Green Card system, bør vi etablere et lignende system i Europa, hvorigennem man kan gøre sig fortjent til ophold på vort kontinent.

Fortjenesten kan ske ved at man har erhvervet sig en passende uddannelse eller lignende – eller ved at man ganske enkelt kan få en arbejdsgiver til at ansætte sig til en løn over et bestemt beløb. Det sidste har vi i forvejen i Danmark, men beløbsgrænsen er efter min mening sat alt for højt, og burde sættes ned til at matche lønnen for en gennemsnitlig specialarbejder.

Man skal kunne flytte hertil hvis man har lyst til Europa, hvis man vil os, hvis man er et ordentligt menneske og ønsker at være en del af de samfund, som tilsammen udgør Europa. Al den slags kan man screene sig til inden de kommer hertil, hvilket er en af grundene til at Pernille Weissʼ forslag er værd at overveje. I modsætning til Pernille Weiss vil jeg ikke sætte et tal på. Jeg vil sådan set være tilfreds hvis vi i fællesskab åbner Europa op for kvalificeret indvandring – og jo før jo bedre!

Gør solceller lovpligtige

Den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget i næste måned, har tre hovedtemaer: klima & miljø, retten til tilbagetrækning og indvandring & integration.

Tilbagetrækning har jeg allerede skrevet om i sidste uge, i dag kommer turen til miljødebatten.

For nogle dage siden deltog jeg i et rimelig velbesøgt vælgermøde på Godsbanen i Aarhus. Vælgermødet var arrangeret af noget der hedder Den Grønne Studenterbevægelse, og havde overskriften ʻUnge kræver klimahandling – NUʼ. Deltagerne i mødet var repræsentanter fra den opposition, der efter valget kommer til at sidde med regeringsmagten dvs Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten & Socialdemokratiet.

Det slog mig at langt de fleste forslag der blev rejst af kandidaterne, havde det til fælles at de enten vil gøre det dyrere eller mere besværligt at være dansker. Den eneste undtagelse, var partiernes næsten-enighed om det med billigere offentlig transport. Det er absurd at offentlig transport skal være så dyrt, når det rent faktisk er den mest miljørigtige transportform der findes – altså hvis man ser bort fra gang og cykling!

Men der findes også måder hvormed man virkelig kan rykke noget for miljøet – og samtidig spare rigtig mange penge for rigtig mange mennesker!

Rundt omkring i landets kommuner foregår der hvert år udstykninger af tusindvis af familieboliger – heraf langt de fleste parcelhuse. Det ville være oplagt, hvis man gjorde det lovpligtigt at alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme skal have taget dækket af solceller samt have egen jordvarme samt indbyggede systemer til genindvinding af både vand og varme. Der findes faktisk noget der hedder “nul-energi huse” eller “passiv-huse”!

Mit forslag går simpelthen ud på at gøre det lovpligtigt at nye byggerier skal høre ind under denne kategori.

Potentialet i forslaget er, at det vil gøre de nye boliger selvforsynende med både el og varme, og dermed spare boligejerne for eksorbitant høje udgifter til netop disse ting. Den miljømæsssige fordel behøver nærmest ingen nærmere beskrivelse, udover at det vil medvirke til et forøget årligt fald i landets samlede forbrug af fossilt brændsel og den slags. Det vil også medføre et stort fald i den samlede udledning af CO2.

For den enkelte husejer der skal til at bygge, vil dette nye krav muligvis medføre en lille stigning i byggeomkostningerne, men de penge bliver jo hurtigt hentet ind. Desuden kan man altid diskutere om lovkravet skal inkludere en håndsrækning som skattefordele eller ligefrem tilskud til den slags forbedringer vi her taler om, men det må komme an på en nærmere forhandling.

Klima- og miljødebatten er en af de allervigtigste i vor tid, og det er nødvendigt at skære forbruget af fossile brændstoffer helt i bund, samtidig med at vi forøger og effektiviserer anvendelsen af vedvarende energi til det absolut maksimale. Dette er én af måderne hvormed vi sikrer, at en miljørigtig samfundsomlægning ikke medfører unødvendig store
gener eller omkostninger for den enkelte.

Det forslag jeg har lagt frem her, at gøre solceller og jordvarme lovpligtigt for alle nybyggerier af parcelhuse, rækkehuse og landejendomme, vil hvis det gennemføres være ét af de tiltag der virkelig vil batte noget.

En uværdig tilbagetrækning

Danmark har ét af verdens højeste skattetryk. Til gengæld får vi noget for pengene.

Et offentligt uddannelsessystem, der sikrer at også arbejderklassens børn kan få en uddannelse. Et offentligt finansieret sundhedssystem, der sikrer en hurtig, effektiv og moderne behandling til alle borgere – uanset hvem man er. Og en alderdomsforsorg, der sikrer en værdig alderdom til alle danskere.

Da jeg voksede op, fik jeg at vide at det høje skattetryk beror på en uudtalt aftale mellem staten og borgerne: At til gengæld for de høje skatter, kan vi gå til læge eller komme på sygehus uden at skulle bekymre os om andet end det vi plages af – og at jeg takket være den skat der betales, også er sikret en alderdom, hvor selv de fattige kan leve værdigt og ordentligt. I min familie har vi aldrig haft særlig meget at rutte med, så især det sidste har været et afgørende argument for accept af skattetrækket på lønsedlen.

Men gennem de seneste år, og særligt under den nuværende regerings levetid, er der sket en væsentlig forringelse af statens villighed til at overholde aftalens basale forpligtelser. Inden for uddannelsessystemet er der eksempelvis indført et såkaldt ʻuddannelsesloftʼ, der sætter en grænse for hvor mange uddannelser det er muligt at få (max én per mand!).

Mest mærkbart ser man statens aftalesvigt inden for alderdomsforsorgen.
Aldersgrænsen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er gennem de seneste år hævet så markant, at vi nu skal arbejde til vi enten bliver oldinge eller invalide, inden et otium bliver muligt.

Til en værdig alderdom hører blandt andet, at det skal være muligt at leve nogle år i fred og ro, mens man stadig orker at være aktiv i foreningslivet, på de famøse golfbaner eller være i stand til at løfte børnebørnene. Denne simple ret hører med til det at være et menneske; at man efter et langt liv på arbejdsmarkedet, endelig kan få tid til sig selv – nyde livet og arbejde for sit lokalsamfund gennem foreningsarbejde og andet godt.

Mange af nutidens ældre rejser meget. De ser verden på en måde som ganske enkelt ikke er mulig, når man er begrænset af ting som korte ferieperioder og stress over at skulle tilbage til en fremmedgørende arbejdsplads. De finder deres anden ungdom og får glæden ved livet tilbage.

Men de borgerlige partiers insisteren på at hæve pensionsalderen til vi alle er kraftløse oldinge, fratager størstedelen af befolkningen disse muligheder. Nu skal vi alle arbejde til vi segner.

De borgerlige partiers begrundelse er ʻerhvervslivets behov for arbejdskraftʼ – som om der er synderlig meget arbejdskraft tilbage i en 70-årig murersvend,metalarbejder eller rengøringsassistent. Eller, faktisk, en 70-årig nogetsomhelst!

De borgerliges pointe og dybereliggende argument er, at menneskers ret til et værdigt liv og en ordentlig alderdom, må vige så erhvervslivet kan komme til at suge hver eneste dråbe blod ud af landets borgere.

Tankegangen bag er, at borgerne – samfundets mennesker – ikke længere
betragtes som levende mennesker med menneskelige behov, men derimod er forbrugsobjekter for erhvervslivet som skal udnyttes til sidste blodsdråbe, til sidste åndedræt.

Flere borgerlige politikere og debattører har endog gjort det til et selvstændigt argument, at der faktisk eksisterer pensionister der stadig er sunde og raske. Oh gys – et menneske, der stadig evner at sætte sig op på en cykel, løfte barnebarnet eller kaste en fiskesnøre i vandet!

I det borgerlige menneskesyn tjener mennesket økonomien i stedet for omvendt. Det er i sig selv slemt nok. Selv har jeg det direkte modsat; jeg ønsker et samfund hvor økonomien tjener menneskene, og det er nok den vigtigste grund til at jeg ikke kan stemme borgerligt.

Men afskaffelsen af den værdige alderdom er samtidig også et alvorligt aftalebrud i forhold til velfærdsstatens uudtalte kontrakt: At til gengæld for en relativ høj skat, er vi blandt andet sikret en ordentlig og værdig alderdom.

Det giver sig selv at pensionsalderen og vilkårene herfor kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp til folketinget. Det er derfor de borgerlige partier i den forløbne uge flikkede en aftale sammen, der handler om tilbagetrækning for særligt nedslidte. For fremtiden skal man kunne slippe for at arbejde, hvis man opfylder to kriterier: (1) Man må maximalt være seks år fra den egentlig pensionsalder, og (2) man skal af systemet bedømmes til at have maximalt 15 timers ugentligt arbejde i sig.

Men mens Djævelen oftest findes i detaljen, er det på ingen måde tilfældet hér.

Man kan således forudse årelange forløb med vurderinger og arbejdsprøvninger, hvor landets Jobcentre forsøger at finde ud af præcis hvor ødelagte borgerne er. Erfaringerne fra systemet med førtidspensioner viser nemlig tydeligt, at den slags
udredninger selv i de allermest oplagte tilfælde tager adskillige år at klare af, og det bliver med garanti ikke hurtigere i det nye system.

Med det borgerlige forlig fra sidste uge, bliver det fremover sådan at man kan komme ud fra arbejdsmarkedet enten via døden, ved at leve længe nok til at blive olding – eller via en arbitrær, subjektiv bedømmelse fra de lokale Jobcenter. Og i dette tilfælde endda først efter en årelang proces med alskens undersøgelser, arbejdsprøvninger og lignende.

Dette er menneskeligt uværdigt, det er en krænkelse af velfærdsstatens
grundlæggende aftale mellem Staten og borgerne. Det er også noget juks, og det bør ikke vedtages i hverken det nuværende eller det kommende Folketing.

Der er fortalt løgne om mig

For lidt over et års siden skrev jeg et indlæg her på siden der handler om den chikane som militæret og efterretningstjenesten efter kidnapningen og torturen udsatte mig for.

Herfortalte jeg kort at militærets folk med mellemrum ʻtog rundenʼ hos udvalgte kolleger for at sprede løgne om mig. Udover det blev kolleger også af efterretningstjenesten tvunget til at deltage i indbrud i mit hjem. Dette skete på tidspunkter hvor jeg var på arbejde.

Dette indlæg handler primært om løgnene som blev spredt om mig. Disse løgne var ikke blot ondskabsfulde og urimelige, men også åbenlyst latterlige.

Kernen i de løgne der blev spredt, var påstanden om at jeg skulle være nazist – eller i hvert fald en helt ekstrem højreorienteret person, med antidemokratiske og stærkt antisemitiske synspunkter. En ret interessant historie at sprede om en person der på daværende tidspunkt var aktiv i såvel Det Radikale Venstre som integrationsarbejde i frontlinjen i
Gellerup.

Hvad det sidstnævnte angår, var jeg såmænd næstformand i Multikulturel
Forening – en forening, der blandt andet arbejdede med at skabe større samhørighed mellem indvandrere og danskere, mellem muslimer og andre – ja, mellem mennesker af forskellige baggrunde generelt.

Men udover det har jeg også hørt en påstand refereret om at jeg i hemmelighed skulle være konverteret til islam. Ikke blot en hvilken som helst form for islam, men derimod den slags hvor man sympatiserer med al-Quaida. Dette sideløbende med mine angivelig nazistiske sympatier.

Disse påstande både er og var ikke blot gensidigt ekskluderende, men også aldeles falske. For at tage det sidste først, betragtede jeg mig både dengang og nu som katolik – og studerede på et tidspunkt til katolsk præst i såvel Stockholm som London. Det var det katolske bispedømmet København, der havde sendt mig afsted på studiet. Så muslim: langt fra.

Med hensyn til det andet, det med højreekstremistiske eller endda decideret nazistiske sympatier, er disse fuldt ud lige så både tåbelige og løgnagtige. Faktisk er jeg, og har hele mit liv været, stor tilhænger af såvel menneskerettigheder som af politisk, religiøs og filosofisk pluralisme. Det mener jeg klart kan dokumenteres ved at studere de politiske og foreningsmæssige aktiviteter jeg gennem mit liv har involveret mig i.

Men disse ting var også dengang tydelige for de fleste, så i hvad jeg formoder var en form for desperation, satte disse offentligt ansatte løgnespredere trumf på ved at erklære at jeg ikke blot var hemmeligt muslim, men også hemmelig nazist. Altså at jeg af, formoder jeg, taktiske grunde valgte at holde begge dele hemmelige.

For at tage det fra en ende af, så er det vistnok sandt at der findes ʻhemmelige muslimerʼ. Intet menneske er forpligtet til at bære sin religiøse overbevisning udenpå tøjet, men begrebet har til tider yderligere været forbundet til enkelte terrorrelaterede konspirationsteorier i forbindelse med bla AQ. Altsammen meget interessant, men det
inkluderer bare ikke mig.

Det er muligt at tilsvarende tendens gør sig gældende for højreekstremismen. Heller ikke politisk overbevisning er mennesker forpligtede til at bære udenpå tøjet, og der går jævnligt historier rundt om velhavere med synspunkter for det ekstreme højre, der generøst deler penge ud til ʻsagenʼ – både på den ene og den anden side af lovens
grænser. Det er også vældig interessant, men inkluderer heller ikke mig.

Jeg har aldrig følt nogen grund til at skjule mine politiske sympatier – eller det modsatte.

Tværtimod har alle mine såvel politiske som foreningsmæssige aktiviteter foregået i lyset, og hver eneste én af dem ville være uudholdelige at deltage i for en person med antidemokratiske synspunkter.

Alt lige fra elevrådsarbejde, ungdomspolitik i såvel Konservativ som Radikal Ungdom, radikalt vælgerforeningsarbejde som kredsformand, medlem af partiets Hovedbestyrelse og en enkelt gang folketingskandidat, ville være ubærligt grænsende til det sundhedsskadelige for en person med autoritære tilbøjeligheder. Det samme gælder senere indsatsområder, som eksempelvis at være formand for Cyklistforbundet i Esbjerg indtil præstestudierne begyndte i 2002, det vellykkede arbejde med at sikre Esbjerg et Musikhus – og senere hen Multikulturel Forening og integrationsarbejdet i Gellerup.

Ingen person med højreekstreme eller for den sags skyld antidemokratiske tilbøjeligheder vil nogensinde kunne deltage i den slags arbejde. Aldrig!

Med hensyn til min stemmeafgivning ved diverse valg, har jeg aldrig forsømt en chance for at sætte mit kryds. Hvis man skal sætte en statistik over hvor jeg gennem hele min ʻvælgerkarriereʼ har sat mit kryds, vil jeg tro at det et pænt flertal af gangene er blevet sat til venstre for den såkaldte ʻmidteʼ.

Ved folketingsvalget i 2015 stemte jeg på Enhedslisten (men overvejede Alternativet), ved kommunalvalget i 2017 modtog min gamle kampfælle fra Gellerup, Rabih-Azad-Ahmad en personlig stemme herfra, mens Enhedslisten modtog den ved regionsvalget.

Senere i år kommer der yderligere to valg – nemlig til såvel Folketinget som
Europaparlamentet. Til EP-valget er det let nok, der tilfalder min stemme Det Radikale Venstre. Det gør den, fordi jeg faktisk ønsker et stærkere EU og en væsentligt svækket nationalstat. Radikale er det ubetinget mest EU-begejstrede parti i Danmark, så dén stemme giver sig selv.

Mht Folketingsvalget, har jeg et problem. Mit hjerte er radikalt, og det synger af glæde over partiets vækst i meningsmålingerne. Men desværre er det ikke så let. Partiet står også bag en katastrofe som dagpengereformen, som har skabt en stærkt forøget fattigdom i Danmark. Man har været med til at stemme for påvirkningsloven som indskrænker ytringsfriheden – og har en mildest talt asocial holdning til det der kaldes ʻtilbagetrækning – dvs pensionsalderen.

Så selv om mit hjerte synger over partiets vækst og klare linje i forhold til
indvandringspolitikken, kan jeg nok alligevel ikke stemme på det. Heller ikke selv om Altingets kandidattest sætter radikale på de første fem pladser når jeg tester mig selv.

Så det mest sandsynlige denne gang, bliver sikkert at jeg endnu engang kommer til at stemme med blyanten tæt på tegnebogen, og må vakle mellem Enhedslisten og Alternativet.

Hele denne smøre for at fastslå, at jeg ikke er og aldrig har været, højreekstrem, islamisk terrorsympatisør eller andre former for antidemokrat.

Men hvorfor så sprede disse løgne om mig?

Det har jeg tænkt meget over, og har ikke noget konklusivt svar. Men der findes teorier, og dem vil jeg gerne dele.For det første: I forbindelse med selve kidnapningen sendte jeg en FE-mand i coma. Det havde han fuldt ud fortjent, men militæret bryder sig ikke om når deres folk kommer til
skade – heller ikke når det sker under udførelsen af kriminelle handlinger.

Dertil kommer at jeg i forbindelsen med den ulovlige tilfangetagelse og torturen rent faktisk sagde klart NEJ til at arbejde for FE. De tilbød mig eget firma, god økonomi, og et efter deres mening spændende liv. Det gjorde de mens jeg sad splitternøgen, lænket til et bord, var proppet med diverse stoffer og havde en hætte over hovedet. Forinden var der gået dage med at torturere, tæve, sparke og voldtage mig, så svaret burde egentlig ikke kunne overraske dem.

Det giver også sig selv at jeg klart erklærede såvel forhørslederen som den organisation han arbejder for, som åndeligt i familie med SS-vagterne i fortidens KZ-lejre. Det var de heller ikke synderligt begejstrede for.

Militæret bryder sig ikke om folk der slår effektivt fra sig, ligeså lidt som
efterretningstjenesten bryder sig om folk der i utvetydige vendinger nægter at arbejde for dem.

Dertil kommer at forhørslederen var en person, med hvem jeg allerede dengang i årevis havde haft et anstrengt forhold. Nu så han en mulighed for endeligt at slippe af mig, ved at fylde en fælles veninde om hvem vi tidligere havde rivaliseret og hendes familie med afskyelige historier om mig. Og så opstod løgnen om den hemmelige islamisk terroristspire, der også var nazist. Tåbeligt, men enkelt.

Løgnen blev fastholdt som ʻofficielʼ og er gennem årene jævnligt blevet gentaget hver gang jeg har forsøgt at indgå i nye politiske og lignende forbindelser. Had og hævn har mange ansigter, og dette er ét af disse.


Ondskabens navne

Jeg har tidligere skrevet om den kidnapning, ulovlige tilbageholdelse og tortur som jeg i sin tid blev udsat for af personel fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Der er et par ting som jeg er nødt til at slå fast i den anledning. For det første, at militæret ingen ret har til hverken at arrestere eller på anden måde tilbageholde civile borgere i dette land. Det havde de heller ikke i 2007 hvor disse hændelser fandt sted. De ting som jeg under den ulovlige tilbageholdelse blev udsat for: Tortur, grov vold, doping med ukendte stoffer, voldtægt og trusler om henrettelse, både er og var naturligvis langt uden for militærets beføjelser – såvel her i landet som i krigszoner rundt om i verden.

De officerer som deltog i det hændte er dermed kriminelle efter dansk lov – og det samme gælder sådan set de vagter som stod for bevogtningen af mig, som lænkede mig til bordet i forhørslokalet og som trak mig nøgen rundt mellem sessionerne. Derom hersker der ingen tvivl.

Den ansvarlige Case Officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste var en person ved navn Tom Højbjerg. Tom Højbjerg var dog indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, idet han på det tidspunkt efter sigende lå i Coma. Denne tilstand skyldtes at det var ham der hev mig ned fra min cykel da FE-gruppen kidnappede mig, og derfor også ham der stod nærmest da jeg forsvarede mig.

Efter sigende var det ganske tæt på at Tom Højbjerg var blevet slået ihjel denne oktobermorgen i 2007. Han fik vist et par spark midt i ansigtet, men desværre ikke nok til at sende ham helt ind i det evige mørke. Det havde ellers gjort verden til et betydeligt bedre sted for mange mennesker, og Tom Højbjergs overlevelse den morgen er således én af de få ting i mit liv som jeg fortryder.

I steder for at deltage i torturen og voldtægten af mig, måtte han således finde sig i at ligge på det amerikanske militærhospital i Frankfurt, hvor han ifølge en rimelig troværdig kilde blev transporteret til. På et dansk hospital ville der nemlig være blevet stillet ubehagelige spørgsmål, og den slags ville de kriminelle militærfolk helst undgå.

Den ansvarlige for selve torturen var en person der præsenterede sig som Tom Gundersen. Tom Gundersen er en interessant person, idet vi på daværende tidspunkt via en fælles veninde perifert havde været en del af hinandens liv i 14 år.

Det var rivaliseringen omkring hende, som skabte den modvilje der kulminerede med kidnapning, grov vold, tortur og voldtægt i oktober 2007.

Selv om jeg det meste af tiden havde en sæk over hovedet, var der dog stunder hvor dette ikke var tilfældet. Og selv om jeg mod min vilje var blevet fyldt med stoffer, er jeg dog alligevel overbevist om følgende: At det var dén person jegkendte som Tom Gundersen, der foretog disse på enhver måde afskyelige handlinger mod mig.

Jeg genkendte ham som den person jeg mødte første gang under en middag 14 år tidligere hos hans forældre og to søstre – middagen, hvor jeg ved samme lejlighed blev præsenteret for den pige, der i mere end et årti skulle blive centrum for en rivalisering mellem os. Og for at være sikker fik jeg senere (efter torturen) en person i vores fælles omgangskreds til at vise mig et billede af ham – og der er ingen tvivl: Det var Tom Gundersen der under kidnapningen trak pistolen og truede med at slå mig ihjel, det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilbageholdelse gennemtævede mig mens jeg var lænket med håndjern.

Det var også Tom Gundersen der gennemførte en falsk henrettelse på mig, ligeledes som det også var Tom Gundersen der både voldtog mig og som senere har påstået at have regeringens tilladelse til at slå mig ihjel når det passer ham.

Det var også Tom Gundersen, der under en tortursession gentagne gange tvang mit hoved ned i et kar med vand – og til sidst holdt mit hoved under vand så længe at jeg mistede bevidstheden.

Og det var Tom Gundersen der under den ulovlige tilfangetagelse lænkede mig til noget der mindede om en tandlægestol, inden jeg fik spændt noget der føltes som en hjelm på mit hoved. I de kommende timer blev mit stakkels hoved derefter fyldt med en kakofoni af stemmer, ord og lyde.

Det var også Tom Gundersen, der under trussel om at slå mig ihjel, tvang mig til at underskrive et dokument på vistnok fire sider – som jeg vel at mærke aldrig fik lov til at læse.

Tom Gundersen er en kriminel med stærkt psykopatiske træk, som i karakter og manglende samvittighed fuldt ud kan sammenlignes med bødlerne fra Nazitysklands KZ-lejre og de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, drejede næsten samtlige ʻforhørʼ sig om min deltagelse i lovligt politisk arbejde i Det Radikale Venstre og helt almindeligt integrationsarbejde.

De øvrige forhør drejede sig om min relation til vores fælles veninde og min seksualitet i almindelighed. Især mit forhold til den fælles veninde blev der brugt mistænkelig meget tid på at udspørge mig om. Alt dette skete mens jeg var blevet fyldt med stoffer, og blev jævnligt afbrudt af fysisk mishandling.

At både Tom Højbjerg og Tom Gundersen er kriminelle efter såvel dansk lov som international ret, kan der ikke herske tvivl om. Militære overgreb mod civilbefolkningen udenfor lov og ret hører under krigsforbryderdomstolens område, så selv om Tom Højbjerg var indisponeret fra at deltage i selve torturen mv, må han nødvendigvis have været vidende om at dette var hensigten, da han stod i spidsen for kidnapningen mod mig.

Tom Gundersens handlinger; ulovligt fangenskab, tortur, voldtægt falder også herind under, idet det hændte fandt sted i militært øjemed og var rettet mod et medlem af civilbefolkningen.

Men under alle omstændigheder, selv hvis jeg skulle fejlbedømme krigsforbryderdomstolens arbejdsområder, er de begge forbrydere efter dansk ret og hører hjemme bag tremmer.

Er Rusland et demokrati?

Mens disse linjer skrives, er der mindre end et halvt døgn til valgstederne åbnes i Rusland. Landet skal vælge en præsident for de næste seks år, og den siddende én af slagsen, Vladimir Putin, er storfavorit til at vinde valget.

Når jeg har argumenteret for en europæisk sikkerhedsordning som blandt andet skal omfatte Rusland, er jeg af og til blevet stillet spørgsmålet om hvorvidt Rusland er et demokrati.

Lignende overvejelser bliver med jævne mellemrum gjort i det offentlige rum, hvor debattører og endda ansvarlige politikere som formodes at vide bedre, argumenterer for et klart nej. Argumentationen for dette nej forekommer uklart, men hænger i reglen sammen med den siddende præsidents stærke status i forhold til sine konkurrenter og politiske modstandere.

Men lad os tage det fra en ende af: Er Rusland et demokrati?

Svaret afhænger naturligvis af hvordan man definerer et sådant. Hvis man tager udgangspunkt i tilstedeværelsen af demokratiske institutioner, er der ingen tvivl om at disse er fuldt ud til stede i Rusland.

Parlamentet, Dumaen, er fuldt ud folkevalgt – omend med en temmelig høj spærregrænse på 7,5 procent. Det samme er landets præsident. Derom er det ikke muligt at tvivle.

Samtidig lader det til, set udefra, at de centrale myndigheder gør sig store bestræbelser på at undgå valgsvindel, bevidst mangel på præcision i stemmeoptællingen og lignende. Faktisk er der op til præsidentvalget vedtaget lovgivning der strammer kontrollen med den slags ting, blandt andet med valgobservatører.

Det er derfor ikke rimeligt at stille spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af demokratiske institutioner i Rusland, så ud fra de kriterier man normalt anvender, er Rusland et demokrati.

Når koldkrigere og andre kritikere af Rusland alligevel gør forsøget, er det fordi der herfra anlægges et andet syn på hvad der definerer et demokrati. I USA, for eksempel, kan selv det mest undertrykkende militærstyre betragtes som et demokrati – forudsat naturligvis man stiller sig bag USA’s militære og strategiske mål.

Personligt er det min opfattelse at Rusland er et demokrati – dog med den begrænsning at demokratiet stadig mangler at bevise sin styrke.

Demokrati er nemlig andet end blot velfungerende institutioner. I Danmark er de folkevalgte institutioner eksempelvis yderst velfungerende, mens statsoverhovedet er født ind i embedet. Statsoverhovedets position gør det efter min mening rimeligt at stille spørgsmålstegn ved det danske demokrati.

Men demokrati er også kultur, herunder ikke mindst statsapparatets opfattelse af egen loyalitet. Man kan sige det ganske enkelt:

Forestil sig at Vladimir Putin taber valget i 2018. Det sker nok ikke, men lad os lege med tanken. Vil landets militær og diverse sikkerhedstjenester automatisk overføre deres loyalitet til den nye præsident? Det er svaret på dét spørgsmål, som i virkeligheden afgør svaret på det større spørgsmål: Om Rusland er et demokrati.

Man kan stille det fuldstændig samme spørgsmål for Danmarks vedkommende. Hvis Enhedslisten og Alternativet i fællesskab får flertal ved folketingsvalget til næste år, vil militæret og især FE da respektere den nye regering under Pernille Skippers ledelse og acceptere at følge instrukser herfra?

Eller USA: hvis Jill Stein eller Bernie Sanders vinder præsidentvalget i 2020 – vil de så kunne regne med opbakning fra Militæret og eksempelvis CIA, eller kommer de til at lide skæbne med John F. Kennedy?

Det er svaret på dette spørgsmål, der i virkeligheden afgør hvorvidt et demokrati er reelt eller blot institutionelt.

Spørgsmålet om hvorvidt Rusland i virkeligheden er et demokrati eller ej, må indtil videre besvares med et klokkeklart ja. Jeg har svære betænkeligheder ved begrænsningerne af ytringsfriheden i landet, men herudover bør der ikke sættes en finger på demokratiet som det fungerer indtil videre.

Men demokratiet beviser først for alvor sin eksistens, bliver voksent om man vil, den dag enten en siddende præsident eller elitens kandidat taber et valg, og statsapparatet fuldtonet stiller sig bag den nyvalgte.

Én af de vigtigste forudsætninger for at dét kan finde sted, er tilstedeværelsen af en stærk opposition. Sådan en har Rusland tydeligvis ikke, hvilket der kan være mange grunde til.

Så ja – Rusland er et demokrati hvad angår eksistensen af de nødvendige institutioner, men er stærkt bagud på point hvad angår politisk kultur.